Synderegistret: Judas Priest

20603_E2P4463_1255797321

Hvad gemmer der sig på toppen af kransekagen? Inden Metalguderne vender tilbage til Copenhell, har vi på Devilution lyttet en ekstra gang til alle deres studiealbums og giver jer en gennemgang af bagkataloget.

Alle kender dem - måske fra den faste MyRock-playliste, måske fra høhø-momenter i selskab med Beavis & Butthead, måske er du bare blevet opdraget ordentligt hjemmefra? Mulighederne er uendelige, og det med god grund. Judas Priest har haft en central betydning for heavy metal-scenens udvikling fra midt-70'ernes semi-progressive spadestik og de efterfølgende års ikonisk skrigende metalhymner, der fik enorm betydning for hele New Wave of British Heavy Metal-scenen, til storhedstiden, hvor de fyldte mangen et stadion igennem 1980erne (tænk blot på ">dokumentaren ‘Heavy Metal Parking Lot’), og den overraskende afsked med Rob Halford ovenpå ‘Painkiller’-turneén. Det satte dog ingen stopper for karrieren - mellemspillet med Tim ‘Ripper’ Owens havde vi måske ikke behøvet, men siden Halford meldte sin retur i 2003, er der kommet flere nyklassikere til repertoiret, omend de færreste vil betvivle, at det er et sted i de første 10-15 år af karrieren, at de største musikalske hjørnesten er at finde.

Vi har fået de mest dedikerede Priest-fans på Devilution-redaktionen til at ranke alle studiealbums fra top til bund, og efter lidt Excel-beregninger er vi så nået frem til følgende ranking af kataloget - med 100% enighed om, at Judas Priest bare aldrig skød mere ved siden af skiven end på:

18. Demolition (2001)
Tim "Ripper" Owens´ andet og sidste album i Priest-folden, og det forstår man virkelig godt. Ikke at Owens som sådan er 'Demolition's største problem – det skulle da lige være den påtaget indfølte vokal på 'Lost & Found' eller Bizkit-rapflowet på 'Metal Messiah', eller for den sags skyld alle de lag på lag af vokaleffekter undervejs - men nej, der er faktisk større problemer til stede.
At høre 'Demolition' i 2022 minder en om, hvordan nu-metallen også påvirkede den etablerede del af metal-genren, i dette tilfælde med tragisk udfald. Industrielle blips og blops smeltes ind i den ene tungrocker efter den anden, uden skyggen af melodi eller variation. Scott Travis er en fremragende trommeslager på 'Painkiller', men han gør absolut intet væsen af sig på denne plade, og de 70 minutter slæber sig bare afsted som et trist levn fra fortiden. Hvad Tipton og Downing dog har tænkt på lige her må stå hen i det uvisse, men det bedste man kan sige om 'Demolition' er i sidste ende, at den var årsagen til, at Rob Halford kom tilbage til Judas Priest – og tak for det.

 

17. Jugulator (1997)
Hvis man var der dengang i 1997, kan man måske huske, hvordan en række metalmagasiner nærmest lidt halvdesperat forsøgte at overbevise sig selv og læseren om, at ‘Jugulator’ var et formidabelt comeback med en værdig arvtager for Rob Halford i form af Tim “Ripper” Owens og et slag for den klassiske metal. Når man hører den i dag, lyder albummet mest som sløj sangskrivning med inspiration fra den dengang fremherskende groove metal, som kommer til at lyde bøvet i hænderne på Priests normalt velsmurte guitartandem. Læg dertil sløje melodier, kluntede tekstlinjer langt fra Halfords heavypoetiske niveau (“Say a prayer, best beware/ It’s not very nice in the electric chair” (‘Death Row’), og at “Ripper” Owens prøver alt, alt for hårdt, og har et utal af kiksede tough guy-øjeblikke og dumme spoken word-passager og Hetfield'ismer på pladen. Kun afslutningsnummeret - den langsomme, episke ‘Cathedral Spires’ - har værdi, men rejsen dertil er lang.
Der findes folk på internettet, der stædigt påstår, at dette er et overset Priest-hovedværk, men internettet er fyldt med vanvidsmennesker, og der findes altså også mange folk på internettet, der mener, at Jorden er flad.



16. Nostradamus (2008)
Ovenpå Halfords retur på 'Angel of Retribution' var det tid til at prøve noget nyt. Mange vil mene, at deres manager aldrig skulle have givet dem den idé at lave et konceptalbum om den franske 1500tals-profet, og vi kunne ikke være mere enige. Judas Priest er ude på dybt vand med synthesizers, korsektioner, spoken word-passager og operatiske eksperimenter indimellem de mere traditionelle skæringer, der i bund og grund bare lyder som en mørkere og kedeligere udgave af det Judas Priest, vi kender og elsker. At den derudover strækker sig over intet mindre end 102 minutter, er helt absurd, og det er lidt af en kraftpræstation i sig selv at følge den helt til ende uden at skippe undervejs. På sin vis havde det været sejt at se de aldrende herrer spille med musklerne lidt udenfor deres vante, musikalske univers, og forventningerne var da også lige så store op til udgivelsen, som hvor svagt de blev udlevet ved første lyt.
Vil du dog alligevel gerne give en chance, så prøv 'Prophecy' eller 'Revelations', hvis du vil høre det Priest du kender, og prøv 'War', hvis du vil høre et af de mest vellykkede resultater af deres eksperiment udi det operatiske – men træd varsomt resten af vejen.

 

15. Redeemer of Souls (2014)
Welcome to my world of steel” lyder den første linie, og så er vi umiskendeligt tilbage i velkendt Priest-territorie ovenpå ovenstående musikalske detour.
KK Downing er erstattet med Richie Faulkner. Det fornemmes ikke nødvendigvis rent musikalsk, men snarere på sangskrivningen, der efterlader meget at ønske uden de store højdepunkter. Titelnummeret lyder ligefrem som en 1:1 gengivelse af 'Hell Patrol' fra tyve år forinden, trommerne er mekaniske, og mixningen virker mest af alt som et stykke mislykket venstrehåndsarbejde. Selvom det er en trøst at høre Judas Priest, som vi kender dem ovenpå 'Nostradamus', så er det bare aldrig den plade, vi trækker ud fra hylden, når festen er i gang – skal det være, så er 'Battle Cry' og 'Halls of Valhalla' dog de bedste steder at slå ind.



14. Point of Entry (1981)
'Point of Entry' er et af Priests mere ujævne albums, med relativt langt mellem snapsene og stor forskel på top- og bundniveauet. Sjovt nok er den også et af de få 80'er-albums fra bandets side, der ikke lider af en nærmest personlighedsspaltet opdeling imellem de mere rockede numre og de rendyrkede metalbangere. På 'Point of Entry' er der generelt tale om en mere "lige ud ad landevejen" rocktilgang, med metallede elementer hist og her. Sjovt nok titter metallen faktisk tydeligst frem i mere adstadige, halv-episke sange som 'Solar Angels' og "Desert Plains', men også i et af verdenshistoriens mest straight up enjoyable numre, "Heading Out to the Highway", der sågar næsten kan give en lyst til at køre på motorcykel og gå med springkniv, fremfor at bære troldmandskutte og slås med drager.



13. Rocka Rolla (1974)
Priests første plade, som på mange måder egentlig ikke er særlig Priest-agtig, men stadig ganske hæderlig, hvis man er til blues'et 70'er-rock med enkelte prog-tendenser. Lige for tiden spiller Priest faktisk titelnummeret, som godt nok er en lidt gumpetung hard rock-sag, men som egentlig fungerer godt nok i live-konteksten. Pladens virkelige højdepunkter er dog snarere 'Dying to Meet You' og "Run of the Mill', hvor man både hører tilløb til det Priest, man kender og en mere progget, klagende side af bandet, end man er vant til.



12. Ram It Down (1988)
Få plader i bagkataloget deler vandene som ‘Ram It Down’. Forbløffende mange har den som deres førsteplads, uden at man helt forstår det. Måske var de lige i den rette alder, da den udkom? En overgangsplade mellem den kommercielle lyd på ‘Turbo’ og det olieindsmurte metalmonster, der viste sig på ‘Painkiller’, og et højst uegalt album fra et band, der ikke ved, hvilken vej de skal gå. Desuden den sidste plade med Dave Holland krediteret for trommerne; men en stor del af pladen er indspillet med trommemaskine.

I den mere tvivlsomme ende finder man det sløje cover af Chuck Berrys ‘Johnny B. Goode’ og de glam metal-agtige ‘Love Zone’ og ‘Love You to Death’ som er svære at holde af. ‘Come and Get It’ lyder som sådan noget, millioner af Accept-inspirerede bands kværnede ud et par år før. ‘Monster of Rock’ er, trods en jammerlig tekst, god, den episke ‘Blood Red Skies’ formidabel og storslået og peger frem mod det mere langsomme materiale på ‘Painkiller’, og titelnummeret er en ægte banger.
Ujævnheden lader sig dog mærke.

 

11. Firepower (2018)
Richie Faulkners andet og seneste stunt med Judas Priest. Rutinen kan særligt mærkes på sangskrivningen, der er betydeligt mere mindeværdig end forgængeren, hjulpet på vej af en krystalklar produktion og en Halford på toppen af sin ydeevne i karrierens efterår. Spilletiden er godt nok lige i overkanten, og fillers kommer vi ikke udenom (tænk 'Flame Thrower' og 'Lone Wolf'), men begge dele opvejes af nyklassikere til Priest-kanonen som den hårdtslående 'Lightning Strikes', stadionrockeren 'Rising from Ruins' og den dystre, afrundende ballade 'Sea of Red'.
Nyt materiale skulle ganske vist være undervejs, men selv hvis ‘Firepower’ var det sidste, vi skulle høre fra Judas Priest, så ville det være en værdig afsked - fjollet albumtitel eller ej.

 

10. Turbo (1986)
'Turbo' er en plade, der for mange står som det helt store syndefald; sellout-pladen over dem alle, hvor Priest pludselig ikke længere spiller den fede metal, men i stedet den suspekte, poppede, ja, nærmest glammede partyrock.
Virkeligheden er dog, at selvom Priest ganske rigtigt hopper med på tidens trend (hvad de jo overraskende ofte gør, for et band der stadig nyder så stor "tr00nessfaktor" hos mange fans), så har de jo spillet masser af "fest-og-bajer-rock" på mange af deres andre plader - nu gør de det bare en anelse mere skamløst.
Hvis man tager pladen på dens egne præmisser, så er 'Turbo' rent faktisk et ganske gedigent og helstøbt stykke 80er hardrock-håndværk, og de enkelte sanges kvalitet er da også langt foran de lignende tiltag på fx ‘Ram it Down’. Ja, man skal faktisk nærmest være principielt imod sjov og ballade for ikke at få lyst til at lette lædertrussen fra sædet og rocke ud til pladens good-times pseudometal.



9. Angel of Retribution (2005)
Ved lyden af det første skrig 40 sekunder inde er vi ikke i tvivl om, at Judas Priest igen er rising!
Halford er tilbage, og bandet tager et langt stykke hen ad vejen fat, hvor de slap med samme besætning på 'Painkiller'. Selvreferencerne står i kø – 'Deal with the Devil' kan nærmest forstås som en beskrivelse af bandets rødder, mens et utal af gamle Priest-klassikere dukker op i teksterne undervejs. I al sin væsentlighed er 'Angel of Retribution' pladen for dem, der havde savnet den klassiske Priest-lyd med tekster om ild, fart og dæmoner. Mest metallisk på 'Demonizer' og 'Hellrider', bedst på den melodiske front på åbner 'Judas Rising' og 'Worth Fighting For'. Den 13 minutter lange tungrocker af en lukker, der igen og igen gentager omkvædet om 'Lochness', deler måske vandene, men i det mindste indtil da er denne gendannelsesskive med Halford i front helstøbt fra start til slut, og den stærkeste samling af materiale vi har hørt fra Judas Priest de sidste 30 år.

 

8. British Steel (1980)
Pladen der, på trods af at den egentlig kommer fra et band, der allerede har masser af erfaring og en ret klar personlig stil, bliver fuldstændig definerende for både Priest selv, men også for 80'er-metallens både mere hårdtpumpede og hårdtpumpende lyd, look og attitude. 70'erne er endegyldigt forbi, og nu står den på læder, nitter og "to the point"-sangskrivning uden så mange dikkedarer og udsvævende elementer. Særligt ikke fra rytmesektionen, der i højere grad end tidligere agerer backdrop for guitarerne og vokalen, hvilket da også er et træk, der kommer til at gå igen på de fleste senere Priest-plader, og som man måske kunne sige, var bandets mindre positive arv til genren.
Når det er sagt, så kan den mere direkte tilgang og det mere firkantede beat og lydbillede bestemt også noget - og pladen leverer da også hit på hit, ikke mindst den på én gang ulideligt overspillede og evigt grønne 'Breaking the Law'. Med pladen her bryder Priest for alvor igennem, og det må stå klart for enhver at metalguderne endegyldigt er ankommet for at indtage deres retmæssige trone.
Mere generelt kan man måske sige, at selvom pladen ikke er højest på listen her, er den nok alligevel den Priest-plade, der har størst chance for at samle både de inkarnerede Priest-tilbedere og mere "casual fans", og der er ikke så få fra begge grupper, der vil placere den øverst på den personlige liste.



7. Killing Machine (1978)
‘Killing Machine’ med det semiikoniske cover er på én gang klassiker og overgangsplade. ‘Take on the World’ lyder som et (markant mere charmerende) forstudie til stadionhymnen ‘United’ på den efterfølgende ‘British Steel’. ‘Rock Forever’ smager af ZZ Top og boogierock, og næstsidste track, ‘Before the Dawn’, er en af Priests bedste ballader, der peger tilbage mod den prog-rockede fortid. Men de mest blivende ingredienser i Priest-universet er de lumre og sveddryppende sexmetal-numre ‘Burnin’ Up’ og ‘Evil Fantasies’, der er fyldt med Halford'ske tvetydigheder (eller i første tilfælde entydigheder), og så stålsatte, aggressive metalflænsere som ‘Running Wild’ (hvor mange bands har mon opkaldt sig efter Priest-numre?) og den vidunderlige ‘Hell Bent for Leather’, der peger frem mod en mere aggressiv metalstil og må have inspireret et thrash-band eller 666. Og så indeholder den linjerne “There’s many who tried to prove that they’re faster/ But they didn’t last and they died as they tried”.
Selvtillid.
Et album, der stikker i lidt for mange retninger, men vinder det hjem igen på charme og virkelig god sangskrivning.



6. Sin After Sin (1977)
På mange måder en mellemstation i Priests karrierre, imellem den mere udflippede og let proggede 70'er-rock til det skarpslebne britiske stål, der skulle lægge verden for deres fødder.
Når det er sagt, er det også en plade, der står som mange inkarnerede Priest-fans yndlingsplade, måske netop fordi den spænder så vidt, og materialet i så høj grad viser et band, der har presset 70'er-rocken så langt, den kan komme, samtidig med at de også finder sig stadig bedre tilpas i metallens mere dystre territorie. Der er vel ingen, der ikke føler det risle dejligt ondt ned af ryggen, når et nummer som 'Sinner' strømmer ud af højtalerne og på én gang er "peak 70's", men samtidig også inkarnerer metallen så meget, at man næsten kunne have lukket genren ned, efter dette nummer var skrevet. Hvis det da ikke lige var fordi Priest skulle skrive den slags mesterværker igen og igen og igen i de kommende årtier.



5. Screaming For Vengeance (1982)
Hvis der findes noget mere ikonisk metallisk end den futuristiske metalørn, der pryder ‘Screaming for Vengeance’s omslag, ja, så må det vel være introen/åbningsnummeret ‘The Hellion/Electric Eye’. I disse år er Judas Priest simpelthen i gang med at definere metallen, hamre dens form ud, futuristisk som tidens actionbaskere, elegant som art deco.
'Screaming for Vengeance’ er lige så genredefinerende som ‘British Steel’, efter en massiv kunstnerisk nedtur med ‘Point of Entry’. En mere strømlinet, slankere stil gav dem gennembruddet i USA, bakket op af hits som ‘You’ve Got Another Thing Comin’’ og titelnummeret samt deep cuts som ‘Bloodstone’ og ‘(Take These) Chains’, der er et urørligt højdepunkt for mange.

 

4. Painkiller (1990)
Efter den ujævne 'Ram It Down' var det synligt for bandet, at noget måtte gøres for at finde et stærkere fodfæste. Ind kom Scott Travis på trommerne, og hvilken en indskiftning! Tipton og Downing havde produceret deres hårdeste materiale til dato, yderligere boostet af Travis' træfsikre fodarbejde, mens Halford gik all-in på alle klichéerne fra metallens værktøjskasse. Hell, bare kig på sangtitlerne – ingen nævnt, ingen glemt. Eller for den sags skyld deres image, vi tidligere har kloget os på her.
Selvom titelnummeret er blevet en fastintegreret del af enhver jukebox med respekt for sig selv, så er den stadig et udødeligt sejt mønstereksempel på, hvor stærkt et makkerpar Tipton og Downing var på guitarerne, når inspirationen stod klarest. Som vores skribent konstaterede i vores Metaldiktator om pladen: ”Hvis ét band alene skal definere metalgenren, kan det udmærket være Judas Priest med albummet 'Painkiller'.” - du kan læse Metaldiktatoren her.
Mange tunger vil mene, at 'Painkiller' er central for den lyd, som Judas Priest har haft lige siden, og selvom der er et gran af sandhed i den betragtning, så er det stadig en simplificering af sandheden. Den står stadig helt for sig selv, og indeholder desuden reelt set ingen fillers, hvorfor det ville være synd at fremhæve noget frem for andet – omend det bør nævnes, at vi har hørt en fugl synge om, at de har hevet 'One Shot of Glory' frem fra 30 års dvale, så måske den får endnu et skud på Copenhell på torsdag?

 

3. Stained Class (1978)
Nogle gange er Stained Class ikke bare Priests, men verdens bedste plade. Et delvist overset mesterværk, der bag den lidt vel tørre sen-70'er produktion gemmer på nogle af metalhistoriens bedste riffs og absolut bedste sange. På trods af enkelte rockede elementer i nogle numre, er vi da også endelig dér, hvor Priest spiller med alle de metalmuskler, man næsten kan tænke sig. Hvis bandet havde fortsat ud af det spor, de slår ind på med 'Stained Class', så havde et band som Slayer nok levet forgæves. Man skal lige lytte forbi produktionen, og det er jo altid svært med kontrafaktisk historie, men hvis Priest havde videreudviklet den ekstremitet, der titter frem på numre som "Exciter", "Stained Class", "Saints in Hell" og til dels "White Heat, Red Hot", så var ekstremmetallen såmænd nok også blevet født i Birmingham i 1970'erne.
Derudover har pladen også dét ene nummer, der nok i virkeligheden indkapsler samtlige af metallens elementer bedst, i det både sørgmodige, desperate, rasende, smukke og slet og ret guddommelige "Beyond the Realms of Death".



2. Defenders of the Faith (1984)
Der er hård konkurrence i toppen af Priests diskografi, men ‘Defenders of the Faith’ med den programmatiske titel og metalmonsterkampvognskatten på coveret er i toppen af Priests diskografi. Albummets primære force er den umenneskeligt stærke A-side, der er en klar kandidat til en af verdenshistoriens bedste pladesider med ‘The Sentinel’ (om en metalhævner i en postapokalyptisk fremtid) som et højdepunkt, både musikalsk og i Halfords særegne metalpoesi. Der er fuldt blus på de homoerotiske referencer i teksterne på albummet i almindelighed, og skønt B-siden ikke når A-sidens stratosfæriske højder, ville B-sidens bedste numre være blandt de allerbedste numre på de fleste andre virkelig gode metal-album. Stilen er strømlinet, stram, futuristisk, og på tempofyldte, skarptskårne numre som ‘The Sentinel’ og ‘Jawbreaker’ er Priest på en gang fulde af punch og episke på bare fire minutters tid.
Et album, der viser, hvor urørlige Priest er som bedst.



1. Sad Wings of Destiny (1976)
Priests andet album, der nok for mange også står som det album, hvor de virkelig begynder at definere både sig selv som band og den heavy metal, som senere tider kender dem for. Pladen er fænomenal hele vejen igennem, men reelt set er der også stadig langt til både den lyd og den sangskrivning Priest kommer til at stå for på højdepunktet af deres karriere. Der er stadig meget 70'er-flirten  med klaver, flagrende gevandter og mere Led Zeppelin-agtige elementer, end der er læder, nitter og metalattitude. Dog er Priest selvfølgelig altid at foretrække for Zeppelin, og der er da også masser af mere rendyrkede metalmesterværker på pladen, som for eksempel "The Ripper", “Genocide”, “Victim of Changes”, “Island of Domination” og 'Tyrant', som mange senere bands nok gladeligt ville have givet indtil flere legemsdele for at have skrevet.
‘Sad Wings…” er en plade der ofte nævnes som en pendant til Black Sabbaths ‘Black Sabbath’ som instrumentel i metalgenrens fødsel - og det er helt fortjent, for selvom pladen måske nok ikke lyder videre ekstrem med nutidens ører, så er der stadig alle de elementer tilstede, som skal forme senere tiders metal, og på den vis rækker pladen langt ud over sin tidsbundne lyd og ind i den metalliske evighed.