Ugens bandbillede: Judas Priest

judas_priest_1990

Sidste stop før syndefaldet: I 1990 var alt i færd med at ændre sig i og omkring heavy metal. Judas Priest viste, at klassisk metal stadig havde en fremtid – men også hvorfor den ikke var uproblematisk.

Kunstner
Fotograf
PR

Judas Priest var allerede dinosaurer for 30 år siden. Bandet havde eksisteret siden 1969, udgivet plader siden 1974, lavet udødelige hits på de første plader og rakt ud efter mainstreamsucces op gennem 80’erne og stort set fejlet.

I 1990 burde de have været et færdigt band.

Ikke mindst fordi metal ændrede sig radikalt i de år: Thrash havde fået NWOBHM til at lyde lettere altmodisch, dødsmetal drev kniven ind, og Pantera og Sepultura varslede en ny, groove-baseret lyd med et gadesmart look, der gjorde metal moderne.

Judas Priest fortsatte med at være Judas Priest. Der er absolut ingen leflen for nye strømninger i deres look på det her billede fra 1990: Bevares, Rob Halford er korthåret, men det havde han allerede været i en del år, fordi han selv som ung havde en yderst sparsom hårpragt, men resten af bandet kører på med touperet kæmpehår, som om der ingen morgendag er.

Som om nogen lægger mærke til håret: Judas Priest var læder og kæder, nitter og – øhh – endnu flere nitter, nitter over det hele. Hvor mange nitter er der lige på Rob Halfords jakke? På K.K. Downings? Og hans bukser? Man vil helst ikke tænke på, hvordan det føles mod den nøgne hud indenunder – eller på hvor tit Rob Halfords imponerende gorillaslips har siddet fast i bagsiden af de nitter.

Det er stærkt. Og det er så meget desto mere stærkt, når man så holder det sammen med ansigtsudtrykkene: Judas Priest har taget deres fedeste gear på, og det får lov at gøre alt arbejdet for dem, for bandet selv har fandme ikke tænkt sig at give ved dørene, bare fordi der skal tages nye billeder igen.

K.K. Downing ser træt og misfornøjet ud. Ian Hill er decideret brøsig med et politimandsoverskæg, som har været på mode og gået af mode igen flere gange end Judas Priest har været det på det tidspunkt. Glenn Tipton står solariebrun og med lyse striber og stiller sig fornærmet an i en ikke helt vildt sej Klokkeblomst-positur. Måske er han ærgerlig over, at alle de andre har fået nyt scenetøj, og han må bare genbruge sin jakke fra den sidste plade, ‘Ram It Down’. Det er en fin jakke, den matcher bukserne, rød gør noget for ham, men der er ret meget genbrug over det.

Scott Travis er ny trommeslager på det her tidspunkt, men han ser mest af alt overbærende ud. Han benytter lejligheden til at flashe sin overkrop; han kan lige så godt få lidt ud af det, og han sørger for lige at vise, at han er pænt meget højere end alle andre, selv når han næsten står i spagat. Det er pænt defensivt.

Og så er der Rob Halford. En uudgrundelig vrængen, som om han synes, at det eneste, der kunne være mere latterligt end det her, ville være at erkende, hvor latterligt det er. Rob Halford har taget en stor, fed kæde med, han har taget en gammeldags mikrofon med af en eller anden grund, han har taget en pailletbesat handske på den ene hånd og en kørehandske på den anden, klar til lidt af hvert. Bemærk alle de detaljer, før du får øje på den eneste, der er begejstret for at være med på billedet, skråt til venstre nedenfor bæltespændet på vej til at tvinge sig vej frem mellem de nittetunge frakkeskøder.

Men det er i bund og grund det, der er så fantastisk ved det her billede. I 1990 kan Judas Priest være komplet ligeglade med, om andre synes, at de ser fjollede ud. De behøver ikke bekymre sig om, at Pantera og Metallica har fået dem til at virke som dinosaurer. For Judas Priest har lige lavet ‘Painkiller’. Det er karrierens sene, uforudsete højdepunkt. Det er den plade, som får alle til at indrømme, at de stadig er “metal gods”, sådan som de har kaldt sig selv. Ingen, der holder af metal, elsker ikke den plade.

Ingen.

Judas Priest står på toppen, og der er et års tid tilbage, før Rob Halford beslutter sig for, at han også vil prøve at være moderne, forlader bandet, og metal dør en lille død. Læder og kæder, nitter og glitter: Det vil vende tilbage. Men det vil aldrig blive det samme: Det vil blive med et blink i øjet, endnu trættere blikke, et endnu dybere suk, før de tager endnu en runde.

Men ikke i 1990. I 1990 er det en sidste, heltemodig standhaftighed, vi ser.

Se flere bandbilledanalyser her.