Metaldiktator: Bal-Sagoth - Starfire Burning Upon The Ice-Veiled Throne Of Ultima Thule

41

Bal-Sagoth var et band der aldrig blev store, simpelthen fordi de var for gode til at de rigtigt kunne appelere til hverken den mere perifære metalfan eller den mere stilsikre ekstremmetaller. Heldigvis er det aldrig for sent at blive oplyst af den brændende stjerneild!

Kunstner
Titel
Starfire Burning Upon The Ice-Veiled Throne Of Ultima Thule
Dato
25-11-1996
Trackliste
1. Black Dragons Soar Above the Mountain of Shadows (Prologue)
2. To Dethrone the Witch-Queen of Mytos K'unn (The Legend of the Battle of Blackhelm Vale)
3. As the Vortex Illumines the Crystalline Walls of Kor-Avul-Thaa
4. Starfire Burning upon the Ice-Veiled Throne of Ultima Thule
5. Journey to the Isle of Mists (Over the Moonless Depths of Night-Dark Seas)
6. The Splendour of a Thousand Swords Gleaming Beneath the Blazon of the Hyperborean Empire
7. And Lo, When the Imperium Marches Against Gul-Kothoth, Then Dark Sorceries Shall Enshroud the Citadel of the Obsidian Crown
8. Summoning the Guardians of the Astral Gate
9. In the Raven-Haunted Forests of Darkenhold, Where Shadows Reign and the Hues of Sunlight Never Dance
10. At the Altar of the Dreaming Gods (Epilogue)
Karakter
666

For 25 år siden, i en tid hvor metalmusikere, der stod ved faktisk at ville metallen, var sjældne, og metal der handlede om seje ting var endnu sjældnere, udkom det andet album fra et metalband, der stadig i dag er ligeså nærmest ukendte, som de var da de udgav deres første plade. Bandet er britiske Bal-Sagoth, navngivet efter en Robert E. Howard novelle, ’The Gods of Bal-Sagoth’ og så er stemningen ligesom allerede lagt. Og så alligevel ikke helt, for selvom man nok kan høre om barbari, sværd og trolddom på deres plader, så er det slet ikke i samme boldgade som Manowars olieindsmurte bikermetal.

Bal-Sagoths første album ’A Black Moon Broods Over Lemuria’ var på mange måder forholdsvis standard og ikke særligt bemærkelsesværdig engelsk dødsmetal med lidt blackened og episke overtoner, men allerede på deres andet album ’Starfire Burning Upon the Ice-Veiled Throne of Ultima Thule’ fandt bandet sig overraskende komfortabelt til rette i en særegen – og ret gakket – avantgarde black/død/power metal med masser af keyboards og epik, samt et totalt fravær på syng-med omkvæd, guitarsoloer og sange om seriemordere, satanisme, læder, nitter, frække damer, motorcykler og andre af metallens kendemærker. Ikke engang en sang om Elric af Melniboné og/eller hans sværd ”Stormbringer” kan det blive til, hvilket jo ellers er noget af det eneste, der har kunnet slå bro imellem alt fra 70'er rocken til den bøllede NWOBHM og den mere episke metal i adskillige årtier.

Men hvorfor i alverden skulle man så interessere sig for Bal-Sagoth, hvis man godt kan lide metal, kunne man med rette spørge sig selv. Og på papiret kan det da også være svært at gennemskue, for egentlig dyrker bandet meget af dét, der nok vil få de fleste ekstremmetalfans’ alarmklokker til at ringe: keyboards er en grundlæggende del af bandets lyd; der er storladen fortællerstemme og lange, nærmest uforståelige, sangtitler der refererer til vokalistens hjemmestrikkede fantasy/fortidsunivers og så er det hele så ualmindeligt overblown som det næsten kan være. Samtidig er udtrykket så tydeligt rundet af død og black, med en vokalstil og produktion, der ikke glider ret let ned hos de powerfans, der måske bedre kunne magte keyboard'et og den bebrillede fantasytematik.

Svaret på det lange spørgsmål er, at det skal man, fordi det på en eller anden måde bare går op i en højere enhed - også selvom det kan virke frastødende til at begynde med. Keyboards'ne er ikke bare ”episk” gimmicksovs; passagerne med fortællerstemme er rent faktisk velintegrerede dele af numrene; fortællerstemmen lyder ovenikøbet godt og ikke som bandets italienske onkel der har sniffet helium; riffsne er gedigne og varierede (og man savner på ingen måde de fucking guitarsoloer); dynamikken i numrene og forholdet imellem instrumenterne er tydelig uden at trække fra den charmerende blackede produktion. Og sidst, men ikke mindst, så er det så skamløst overdrevet og storladent, at den tætteste sammenligning egentlig snarere er Meat Loaf end Cradle of Filth, selvom Bal-Sagoth objektivt set har langt mere tilfælles med både den engelske 90'er black og død, end Jim Steinman’s ”wagnerian rock”-sangskrivning. Derudover er der noget ved kombinationen imellem den ikke umiddelbart lyttevenlige eller catchy musik og de stærkt patosdrevne fantasyfortællinger om sværdslag, åndemaneri, okkulte artefakter fra en svunden tid, skovgudens had til civilisationen osv. osv., der bare virker så meget bedre end de fleste power metal bands’ forsøg på at opnå samme stemning.

Metalguderne skal vide, at det tog mit unge jeg nogle forsøg at lære at elske Bal-Sagoth helhjertet, for de første mange gange havde jeg svært ved at fatte sammenhængen imellem det episk/symfoniske og den mere ekstreme instrumentering, vokal og produktion. Alligevel var der noget ved min halvdårlige napster-mp3 af ’Summoning the Guardians of the Astral Gate’ der var mere dragende, end det var frastødende, så jeg blev ved med at vende tilbage og en skøn(!) dag indså jeg endelig storheden i Bal-Sagoth. Sidenhen har jeg aldrig kigget mig tilbage, selvom mange har forholdt mig at bandet objektivt set er latterligt, hvilket de naturligvis har ret i.

Men i sidste ende er det netop Bal-Sagoths gennemførte og skamløse omfavnen af alt dét, som den objektive betragter vil finde latterligt, der gør dem til et ikke bare unikt, men genialt metalband. For ret beset er al stor kunst – særligt metalkunst – latterligt for den udenforstående. 

&ab_channel=Bal-Sagoth-Topic