Mørkt og knap så melodisk
Populær
Det nye album fra Samael var, pga. afstikkeren til den voldsomme 'Above' sidste gang, et af den slags, man på forhånd ikke anede, hvad man skulle forvente af.
Det forrige album fra Samael var lige ved at blive udgivet under andet navn, da det var en voldsom omgang, som ikke lige lå i den naturlige linje fra de mere melodiske albums 'Reign of Light' og 'Solar Soul'. Men med en sort klassiker i 'Ceremony of Opposites' valgte man alligevel at stole på, at bandets fans kunne håndtere udspillet. Det fik blandede anmeldelser - måske i virkeligheden den bedste løsning; det var nemlig ikke Samael-fængende som man kendte bandet, og dermed ikke for alle.
Nu er det blevet tid til næste kapitel fra Samael. 'Above' gav på ingen måde en pejling af, hvor det interessante schweiziske band var på vej hen. Stickeren på albummet lover, at 'Lux Mundi' er det mørkeste siden 'Passage'. Og ja, 'Passage' er bestemt ikke en helt forkert reference.
For 'Lux Mundi' er mørk, og keyboards og guitar som på 'Reign of Light' stod for en stor del af melodierne er på dette album mere over i dyster symfoni. I 'The Shadow of The Sword' bliver det nærmest Rammstein-agtigt, mens det er mere hymnisk og umiddelbart fængende i 'For a Thousand Years'.
Når først det dystre fænger...
Da det er et dystert album og de indlysende melodier er fraværende, så er det ikke et album, der fænger ligeså hurtigt som fx det stærke 'Reign of Light'. Men man bør ikke opgive, for selvom Vorphs stemme er en raspen, der heller ikke gør meget for at fange lytteren hurtigt ind, så dukker helheden pludseligt mørkt og alligevel smukt op lidt efter lidt.
'Above' kan nu ses som det nødvendige afbræk fra en melodisk og lidt skabelon'iseret stil, og dermed var tavlen vasket ren til nye tiltag. Det tiltag hedder 'Lux Mundi', og det kan hermed varmt anbefales.