Mere end en døgnflue
Et sted mellem post-punk, alt-rock og hurtig shoegaze finder vi belgiske Brutus, der demonstrerer, at de stadig har rigeligt at byde på.
2. Brave
3. Victoria
4. What Have We Done
5. Dust
6. Liar
7. Chainlife
8. Storm
9. Dreamlife
10. Desert Rain
For tre år og det løse siden, spillede Cult of Luna i Pumpehuset. Det var undertegnedes allerførste anmeldelse og særligt ét band stjal hele aftenen og det var ikke de svenske favoritter. Det var derimod belgiske Brutus, der varmede op og gav en forrygende 25-minutters koncert.
Siden da har jeg haft et godt øje til dem.
Denne optræden var i hælene af deres anden plade: gennembruddet ‘Nest’, der bød på fremragende sange som ‘War’, ‘Techno’ og den uovertrufne ‘Cemetery’, der alle, på hver deres vis, demonstrerede Ghent-trioens forskelligartede tekniske kunnen.
Hvis det gik, som det oftest går, ville dette have været deres højdepunkt. Endnu et genrebrydende, europæisk band med en gimmick – forsanger Stefanie Mannaerts er også trommeslageren – der bliver grovspillet af Roadburn-segmentet, hypet i smadder, for derefter at ryge i grøften, når næste plade udkommer – erstattet af noget nyt og skinnende.
Men hvis der er nogen retfærdighed til i verden, kommer det ikke til at gå sådan. For ‘Unison Life’ lever op til forventningerne.
“Wake me up inside”
Det, som Brutus kan, er hooks. Lækre, fede og smækre hooks, der sætter sig fast i din kind og flår din opmærksomhed til sig. Som på ‘Victoria’, der er et af pladens bedste og mest mindeværdige numre, ikke mindst takket være Evanescence-throwbacket i omkvædet – tilsigtet eller ej. Denne særlige evne er forbeholdt de få, og det er måske netop det, der gør Brutus mere langtidsholdbart end som så.
For midt i de mere eller mindre punkede og shoegazede post-hardcore-tracks ligger konsekvent en forståelse af sangskrivning som noget, der skal sætte sig fast i lytteren. Og det gør Brutus i den grad på ‘Unison Life’.
Normalt, når man skal skrive anmeldelser, danner man sig et overblik over pladen og hiver et par særligt interessante tracks frem, som sætter fokus på det ene eller det andet. Det er svært at gøre på ‘Unison Life’, da nærmest hver eneste sang er spændende på en eller anden facon.
Om det er Peter Mulders massive basspil på ‘Dust’, der trækker tråde til føromtalte Cult of Lunas ‘Somewhere Along the Highway’, Stijn Vanhoegaerdens Sunny Day Real Estate-gone-smadret-inspirerede guitar på ‘Storm’, Mannaerts hamrende stortromme på ‘Chainlife’ eller hendes stærke og mangefacetterede vokalperformance over hele pladen. Det er nærmest umuligt at hive et specifik eksempel frem, af frygt for at overse noget andet.
Og det betyder jo naturligvis, at det er en god plade – heldigvis.
Rasende og skrøbelig som Björk
Selvom både Mulders og Vanhoegaerden er fremragende musikere – og jævnfør vores koncertoplevelse, solide performere, er det helt klart sanger og trommeslager Stefanie Mannaerts, der er det store trækplaster.
Hendes trommespil er solidt og hverken live eller på plade giver hun indtryk af, at hendes sang sker på bekostning af det rytmiske. ‘Storm’ drives frem af hendes grundarbejde, der giver den perfekte platform for guitarens arbejde, ligesom hun på ‘Dust’ komplementerer de melodiske breaks med rytmiske ditto.
Vokalmæssigt er hun også noget helt særligt. Man kunne sikkert sætte en finger på hendes tekniske kunnen – den hæse raspende kant i netop ‘Dust’ er sikkert ikke sundt for stemmebåndene, men ikke desto mindre lyder det fremragende, særligt i kontrasten til hendes krystalklare, æteriske omkvæd.
Mannaerts klare, belgiske accent klæder også musikken, på samme måde som Alanis Morisettes canadiske baggrund stod frem på hendes bedste sange og som Björks islandske klang lægger sig som en fremmed trolddom når hun er på sit højeste.
‘Liar’ er et pragteksemplar af en sang, og står ud som ‘Unison Life’s bud på ‘Cemetery’, hvor Mannaerts også lod sluserne åbne sig, og pulveriserede lytteren med en stormflod af rå emotionalitet. Det er storslået.