Tykt fløjl på de skarpe kanter

cover SVALBARD - When I Die Will I Get Better

Midt i balladen omkring et pladeselskab uden ansatte og en direktør, der har måttet træde tilbage på grund af anklager om overgreb, udkommer det britiske screamo/hardcore-band Svalbards tredje fuldlængde kun uger efter Holy Roars nedsmeltning.

Kunstner
Titel
When I Die Will I Get Better
Dato
18-09-2020
Trackliste
1. - Open Wound
2. - Click Bait
3. - Throw Your Heart Away
4. - Listen to Someone
5. - Silent Restraint
6. - What Was She Wearing
7. - The Currency of Beauty
8. - Pearlescent
Forfatter
Karakter
3

Som opfølger til den mesterlige ‘It’s Hard to Have Hope’ fra 2018 er forventningerne høje til det nye album fra Bristol-kvartetten, der med deres dybtfølte og i allerhøjeste grad afpissede lyrikunivers kombineret med en følsom blanding mellem emo og hardcore satte scenen klar for adskillige bands i samme følelsesnabolag. Her kan blandt andre nævnes de ligeledes britiske metalcore-tonsere i Ithaca, belgiske Brutus eller de amerikanske black/doom-drømmere i Ragana, der all, i en eller anden grad drikker fra samme brønd som Svalbard.

Bliver det nogensinde bedre?
‘When I Die Will I Get Better’ sætter sine byggeklodser på ‘It’s Hard to Have Hope’s fundament af tungsindighed og livslede og forsøger udelukkende at nå højere op. Byggeklodserne er dog nye, og det er ikke blot en rekonstruktion af fordums storhed, men en ny opskrift. Blandt andet er det umuligt ikke at bemærke en anden guitartone, der i den grad peger væk fra det aggressive udgangspunkt, der stilles på en mindre prominent kogeplade end tidligere.

‘When I Die…’ er på mange måder en mere introspektiv plade end den foregående, der med tracks som ‘Revenge Porn’, ‘Unpaid Intern’ og ‘Feminazi’ var kompromisløs i sin miserable, udadreagerende millenialvrede. Den var et følelsesmættet frontalangreb på en verden, hvor folk føler sig udsat for svig, føler sig holdt udenfor og føler sig svigtet af et system, de havde regnet med holdt hånden under dem.

I denne sammenhæng peger ‘When I Die …’ indad. Serena Cherry har stadig en overlegen hardcorevokal, der som få formår at presse rå følelse ud gennem flænsede stemmebånd og give udtryk for smerte, på numre som ‘Open Wound’ og ‘Listen to Someone’. Disse kredser dog i højere grad om det personlige hos Cherry og knytter an til en følelse af hjælpeløshed og personligt nederlag. Teksterne er inderlige og vigtige, men folder sig ikke ud, som vredesudbruddene tidligere gjorde, og musikken er drejet med i den retning. Den tydeligste udvikling findes i guitartonen. En svævende postrock-guitar har gjort sit indtog i Svalbard og har løftet musikken ud af det kødelige og ind i det æteriske. Det lyder nogle gange næsten helt Alcestsk, og det er en skam.

Langsomt dalende
Blackgaze er simpelthen ikke energisk nok til at rumme Svalbard, og man ærgres, hver gang man hører bandet give los og blæse alverdens røvhul bagefter med hardcorerytmer og Cherrys skrigende raseri. ‘Click Bait’ åbner med roligt fingerspil og en næsten hviskende fin vokal, inden Mark Lilley klikker trommestikkerne sammen et par gange, og sangen skydes i gang, og omkvædet oprørsk udbryder “Fuck Off!”. Under aggressionen i dette ligger postrock-guitaren og suser, men dog stadig tempereret af trommerne og vokalens energi.

Problemet er, at post-elementet bliver alt for fremherskende. Som en flænge i en varmluftballon trækker den luften ud af pladen, og den daler stadig lavere, som den skrider frem, for at ende lige over jordoverfladen i albumafslutteren ‘Pearlescent’, der slutter i Sigur Rós-agtig æter.

Det skal ikke forstås på den facon, at ‘When I Die …’ er en dårlig plade. Slet ikke. Men jeg havde håbet på en anden retning. Og navnlig en retning, der ikke indbefattede en duet som ‘Silent Restraint’. Serena Cherrys vokal er stærk og rå og kan sagtens løfte pladen selv uden at skulle dele pladsen med andre.