Karavanens magt
At forvente det uventede er tilrådeligt på Enslaveds 16. studiealbum.
2. Congelia
3. Forest Dweller
4. Kingdom
5. The Eternal Sea
6. Caravans to the Outer Worlds
7. Heimdal
Enslaved har fundet sig en formel: Langtrukne, rene vokaliseringer af Håkon Vinje, Grutle Kjellson der brummer til svar og så ellers det sædvanlige, foranderlige musikalske landskab. Det kan muligvis irritere folk med overdreven ordenssans, at det lyder som om der bliver spillet tre numre simultant, mens forsangeren glemmer hvilket projekt han er med i. Men man vænner sig til det, fordi Enslaved som regel belønner ens tålmodighed, i ‘Behind The Mirror’s tilfælde: med ublu techno, på en bund af hektisk progmetal.
Er det ikke noget for dig, så kan du altid tage skyklapperne på og glæde dig til ‘Congelia’. Det er nostalgisk tilbageblik til de go'e gamle halvfemsertider, med en voice over der nærmest er kliche for genren — men på en eller anden måde, formår Enslaved at undgå at blive bøvede. Lyden er også væsentlig mere afdæmpet end tidligere tiders rå og sktramlede væsen. Trommerne er blastbeat på blastbeat, men det diskante aspekt af black metallen bliver afrundet og det klæder den ubarmhjertige fræsen der konstant pågår, bag ved de mere moderne tendenser.
Apropos moderne tendenser, så er jeg personligt vild med når Enslaved læner hovedet tilbage og lukker øjnene. ‘Forest Dweller’ er nærmest meditativ i al sin proggethed med mellotronen i højsædet. Den smager af sommer i de norske fjelde, men som altid, kan Enslaved ikke sidde stille længe ad gangen. Synthesizeren føles langt mere central end sædvanligt, men jeg plejer sjældent at have problemer med den side af musikken.
Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen for dem der ikke hørte det første gang: De har altid gjort hvad der passede dem. I stedet for at lege med tændstikker, legede de med formatet og resultatet er en oplyst elektro-viking med velfriseret skæg og nypudset skjold. Deres mange, forskelligartede inspirationskilder løber sammen til en brusende elv af legesyge og solidt håndværk og jeg nyder at lade mig overraske af deres opfindsomhed.
Livets træ vokser dog ikke ind i himlen og ‘Kingdom’s frenetiske keyboard er symptomatisk på at ‘Heimdal’ lider lidt af det samme problem som de to foregående: det kan godt stikke lidt af i en retning. Men jeg underkaster mig den dogmatiske mangel på dogmer og erkender at jeg ikke ved en bjælde om noget som helst længere. Det eneste man kan forvente, er at man ikke kan forvente en skid.
Hvad du til gengæld kan forvente er, at Enslaved ikke bruger resten af pladen på at køre i frigear. ‘The Eternal Sea’ er et sammenrend af de øvrige numre; en tsunami af synth, lirede powersoli, og et fæstningsanlæg af en trommesektion gør sit bedste for at holde vores ører beskæftigede. Strukturen der holder sammen på Enslaveds musik udebliver dog, den udmærkede ‘Caravans to The Outer Worlds’ jeg anmeldte da EP’en udkom, kommer ikke ordentligt til sin ret, men titelnummeret samler de løse ender op ved at være så ærke-Enslaved, at jeg næsten ikke kan få luft. En næsten pornografisk guitarsolo, genreskift der giver piskesmæld og den evindelige frihedstrang, omsat til lyd.
Jeg har efterhånden lært, at hvis Enslaved laver noget og jeg ikke kan lide det, så er det sgu nok bare fordi jeg ikke forstår det. Der kan drages et utal af paralleller til øvrige kunstnere inden for samme felt, både dem der sidder fast i fortiden og dem der har formået at holde øjnene mod horisonten, men ultimativt er Enslaved Enslaved og det de gør, gør de så godt at jeg stadig kan acceptere at jeg ikke altid kan følge med, når de folder sig ud.