Enslaved flytter grænserne

utgard

Enslaved bryder med alt på nyt album – men alligevel er der intet nyt under solen på deres femtende studiealbum, hvor alting er, som det aldrig har været.

Kunstner
Titel
Utgard
Trackliste
Fires In The Dark
Jettegryta
Sequence
Homebound
Utgardr
Urjotun
Flight Of Thought And Mind
Storm Of Utgard
Distant Seasons
Forfatter
Karakter
3

Enslaved er langt fra trælbundne til en enkelt genre. Forgængeren, ’E’, smed jeg uden at blinke topkarakter efter, men klog af anmelderskade forsøgte jeg denne gang af alle kræfter ikke at forvente noget som helst fra de postmoderne prog-vikinger. Det skulle da lige være en omgang ”Vi gør, hvad der passer os”, og med det perspektiv in mente kan jeg konstatere, at Enslaved i den grad leverer. For på ’Utgard’ slipper de for alvor tøjlerne og giver pokker i, hvad andre måtte have af forventninger til dem.

Fra E til U
Min første indskydelse var, at vi denne gang er milevidt fra ’E’.  Åbneren ’Fires in the Dark’ peger ellers i retning af tidligere udgivelser, som var spækket med vikinge-romantik. Men blot 30 sekunder inde skifter de spor med en akustisk guitar, og efterhånden som nummeret udfolder sig, bliver man som lytter blandt andet budt på en solo, der flirter med en anden skala, end vi er vant til i vores del af verden. Det element er ganske interessant, fordi det fungerer som modsætning til en bastant rytmesektion, hvilket er en af de ting, man kan fremhæve positivt ved denne udgivelse: Polerne står skarpt optegnet, men aldrig fast. Det er en spændende plade i al sin mangfoldighed, og bedst som man tror, at man har luret den, rykker bandet tæppet væk under fødderne på én.

Tag nu for eksempel andet nummer, ’Jettegryta’. Den hårsvingsvenlige introduktion har alt, der skal til, for at black metal-æstetikken skinner igennem, og jeg er ret sikker på, at Grutle Kjellson kan poppe kæben af led, for det umenneskelige brøl, han supplerer sin rustne stemme med, kalder alle underverdenens beboere til kamp. Men det eksperimentelle gen er ikke vigende. Henimod den sidste tredjedel lukkes der op for godteposen, og man bliver trakteret med en ureglementeret omgang keyboard-onani. Som reformeret prog-modstander vækker det en gammel modvilje mod at rulle ansigtet hen over tangenterne og kalde det musik, men det understreger heldigvis blot, at min kritiske sans stadig er intakt, når det handler om et band, jeg holder meget af.

Mangfoldig metal
De næste par numre står ret meget i hard/heavy rockens tegn og kammer over i MyRock-lignende tilstande, komplet med næsten akavet ligefremme soli og et trommespil, som fastholder ens opmærksomhed. Især på ’Sequence’ fungerer trommerne som modvægt til musikkens skiftende topografi og er ofte antitesen til de øvrige udskejelser. Det skal åbenbart være så moderne med spoken word, og har man dristet sig til at læse nogle af mine øvrige anmeldelser, ved man også godt, hvordan jeg har det med den slags. Men i det mindste foregår det her på modersmålet og viser sig at være en optakt til noget, jeg glæder mig vældig meget over er blevet indlemmet i ekstremmetallen: brugen af 808-trommemaskine. Næste nummer, ’Urjotun’, er en mangearmet affære, som jeg i mit stille sind tilskriver inspiration fra Ihsahns musikalske ADHD. Atter er trommerne et fikspunkt i et nummer, der bedst kan beskrives som … spraglet.

Resten af pladen er, med en enkelt undtagelse, ikke noget at hidse sig op over. Lidt ørkenrock spreder skyerne med sine varme, tørre vinde, psykedeliske strømninger giver skæve vinkler, og ’Flight of Thought and Memory’ og ’Storms of Utgard’ er egentlig bare tidsfordriv, til vi når til den proverbiale rosin i nogens pølseende: Den magiske ’Distant Season’. Det er meget lidt metal, meget mere rock og helt klart elektropop med store armbevægelser. Hornene i baggrunden giver ekstra schwung og henleder tankerne på tilstanden mellem vågen og drømmende. Sangen har endnu mindre at gøre med resten af pladen og så alligevel ikke; Enslaved gør, hvad Enslaved vil, og det eneste, jeg ærgrer mig over, er, at de ikke har mere sammenhæng mellem numrene – men det kan tænkes, at det er en del af charmen.

Jeg KAN ikke lade være med at sammenligne ’Utgard’ med ’E’ af den simple årsag, at ’E’ var det sidste søm i kisten til min førnævnte modvilje mod prog. ’Utgard’ har ikke den samme umiddelbare ”WOW FOR EN FANTASTISK PLADE”-kvalitet som sin forgænger, men jeg er ret sikker på, at den nok skal komme til sin ret – især hos de af Enslaveds fans, som godt kan lide, når der bliver skejet lidt ud.