Højt til loftet hos Enslaved
Enslaved går, som altid, deres egne veje og er ikke bange for at tegne os et kort.
2: Intermezzo I: Lonnlig. Gudlig.
3: Ruun II: The Epitaph’
4: Intermezzo II: The Navigator
‘Caravans to the Outer Worlds’ åbnes med en et minut lang intro, der kridter en stormomsust rejse op. En lurende bas og en susende vind slår en atmosfærisk tone an, og varsler, hvad der venter os forude. Det samme gør den dissonante guitar, der spolerer freden, som et host i det kosmiske venteværelse. Den velkendte vekslen mellem Grutle Kjellsons snerrende growl og Håkon Vinjes clean vocals afspejles i musikkens udtryk, og de har lagt sig i selen for at fylde mellemrummet mellem instrumenterne ud; effekterne minder om Insomniums ‘Winter's Gate’, der på samme måde vægter billedsproget højt.
Trælbundet
‘Intermezzo I: Lonnlig. Gudlig.’ er til gengæld et dyk ned i en helt anden stemning: Tjæretyk ambience, med en sydende, flydende og næsten psykedelisk klang. Osende hænger ildevarslende syredampe over et fremmed landskab, og blotlægger pladens gennemtænkte opbygning for den opmærksomme lytter. På ‘Ruun II: The Epitaph’, rykker keyboardet længere frem på scenen, hvor det, i min optik, bør befinde sig. Som en spejling af sin forfader 'Ruun' fra pladen af samme navn, skuer nummeret både tilbage i diskografien, men er samtidig en autonom størrelse i sin egen ret. De drømmende toner fletter fingre under stjernene med den skurrende kvalitet i metallen, der spilles ganske kompakt og proggen er ikke forvist til skuret, blot fordi der fiskes med nye blink.
Og efter endeløse genafspilninger, dag efter dag, følte jeg pludselig min tålmodighed blev belønnet. Nummeret åbnede sig for mig, midt i et almindeligvis småkedeligt gøremål, og jeg forstod pludselig, hvad Enslaved havde forsøgt at fortælle mig hele ugen. Musikken og den tilhørende stemning smager af nordlys og pelskant på kappen og spiller på samtlige Enslaved tangenter.
Apropos alle tangenter: så er sidste nummer, ‘Intermezzo II: The Navigator’ lidt af en oplevelse. Til trods for dens bevidste placering, er den stadig mildest talt forstyrrende. Den slags dyster jazz som Opeth udøver til perfektion på ‘In Cauda Venenum’, forsøger Enslaved sig også med, men det lyder mere som om nogen falder ned af trapperne med et keyboard under armen. Efter lidt hurtigt guitarfræs, sættes der ild til hele kassen med elektronik, som en hyldest til Ulvers glimtvise hjerneblødninger på ‘The Assassination of Julius Caesar’. Kønt er det ikke, men som vi allerede har konstateret, så gør Enslaved hvad der passer dem.
At kaste sine lænker
Jeg har lyttet indgående til ‘Caravans to the Outer Worlds’, fordi jeg simpelthen ikke kunne acceptere, at jeg med denne som den foregående, ikke helt forstod hvad det var, de prøvede på at sige. Der foregår rigtig meget på de lige knap 20 minutter, det tager at lytte hele balladen igennem, ganske som man kunne forvente af de garvede nordmænd. Der er gode og dårlige ting at sige om EP’en, men ultimativt, kan jeg kun anbefale, at man selv lytter til den.
På Devilution har vi på det seneste diskuteret om ikke rock og metal så småt er ved at bukke under for indavl, og for ikke degenerere totalt, skal der introduceres nyt blod. Heldigvis skorter det ikke på alternativer til de samme fem bands; der findes en verden uden for det metalliske og den har vundet mere og mere indpas, flere og flere steder, med mere eller mindre heldige udfald. Enslaved har for længst set lyset og søgt nye, og grønnere, græsgange. Hvordan det kommer til at gå, må tiden vise. Dog er det sikkert, at de bestemt ikke er færdige.