I kødet på kannibalen

Et monster fyldte rundt og vi sendte et kort.

I anledning af sidste års 30 års jubilæum for Cannibal Corpses “Tomb of the Mutilated”, har Devilutions sure, gamle mænd m/k forstyrret gravfreden med en obduktion af et album, der introducerede dødsmetal til de uanende masser, på godt og ondt. Men alle ved, at fylder man rundt, skal der lidt ekstra bid i kaffen og hvem bider hårdere end manden med flere arme end han har ærmer og et af de to eneste tilbageværende originale medlemmer: Selveste Paul Mazurkiewicz. Vi fangede ham på en fesen forbindelse til en snak om ‘Tomb of the Mutilated’ i forbindelse med dens 30 års jubilæum sidste år.

Ved sin udgivelse vakte den furore på verdensplan, med sine makabre tekster og blodige cover. Den blev springbrættet til en lang og glorværdig karriere, blandt andet takket være det ene nummer, I ved, fra den film, I ved. Med en pandemi om ørerne, de personlige omkostninger ved at være familiefar på tour og hvad der ellers kan lægge en dæmper på humøret, var den travle trommeslager glad for at tale om nogle lidt mere positive ting – og med det udgangspunkt, kunne vi tale om det vi kom for: musikken.

Da ‘Tomb of the Mutilated’ udkom, blev den rost til skyerne, kaldt et “must-have for enhver Cannibal Corpse-fan” og optrådte på en liste over de bedste rock- og metalalbums nogensinde. Hvis den var udkommet i dag, hvordan tror du, at jeres fans havde taget imod den?
– Det er et godt spørgsmål og det er ikke nemt at svare på. Jeg tror, at den tid den udkom i, har noget at sige. Det er nok også derfor den klarede sig så godt.

Paul taler roligt og pædagogisk, men afslører alligevel at han ikke er dit gennemsnitlige grå guld. Trykket på “DEATH METAL” afslører en brændende passion, da han forsøger at redegøre for musikkens livsvilkår, tilbage i starten af 90’erne. Han mener selv at det er op til deres fans om den stadig er værd at lytte til, men han er godt klar over, at det er den plade, der, med Pauls egne ord, er vært for “vores største og mest populære sang nogensinde.”

Men selv efter alle disse år, kan det stadig forekomme ham svært at sætte konkrete ord på noget der er så abstrakt.
– I sidste ende er det svært at bedømme. Der har været fremskridt og forandringer, vi har været tro over for vores egen lyd, man har stadig udviklet os. Det er stadig dødsmetal, vi er stadig Cannibal Corpse.

Han bryder den fjerde væg for en stund, anerkender at vores samtale er et interview og fortæller mig, at hvis det er et citat jeg fisker efter, kan jeg skrive, at han mener “Vi (Cannibal Corpse) skaber disse år noget af det bedste musik, vi nogensinde har skrevet.”

Han tøver, famler lidt efter ordene, mens jeg tager mig selv i at være enig. Han forklarer mig hvordan ‘Violence Unimagined’ og ‘Red Before Black’ er beviserne på at de er i absolut topform:
– Vi har fundet vores egen lyd og du kan spørge hvem som helst af de andre (i bandet) og de vil sige det samme: vi har lavet noget af vores bedste musik nogensinde, de sidste par år.

Pausen, før han med en næsten undskyldende tone erkender, at det lyder fuldstændig vanvittigt at sige som kunstner, afslører en professionel stolthed der også skinner igennem i hans konklusion på sine egne udtalelser:
– Vi prøver altid at presse os selv til at yde mere hver gang.

Han har efterhånden fået talt sig varm og jeg fornemmer, at selvom han kalder pladen for primitiv og at den tydeligt bærer præg af at være skrevet af et ungt band, så er han lige stolt af den nu, som da den blev udgivet.
– Hvis jeg lytter til ‘Tomb of the Mutilated’ og ser på den tid den udkom på, er den jo fuldstændig vanvittig. Tempoet, vokalen, sangstrukturen. Vi var stadig uprøvede selvom det var vores tredje album og vi forsøgte stadig at finde os selv som band, men ja. Jeg tror helt klart, at den ville falde i folks smag i dag, selvom det ikke er til at sige 100 %.

Jeg giver udtryk for at jeg forstår hans kvaler. At skulle finde på spørgsmål om en 30 år gammel plade, de ikke er blevet stillet mindst lige så mange gange, er svært. Man må formode, at han har talt om 'Tomb of the Mutilated' et utal af gange – men som han selv siger med et verbalt skuldertræk:
– Det er nok den plade jeg har talt mest om, men det er også den der har gjort os mest berømte.

Mener du ikke berygtede?

Han griner lidt og anerkender den effekt som ‘Hammer Smashed Face’ har haft på deres liv og mindes de gange den er kommet på bane som samtaleemne siden den ramte masserne som, ja, en hammer mellem øjnene.

‘Tomb of the Mutilated’ kan med rette kaldes et konceptalbum, set gennem antagonistens blodsprængte øjne. Det er en vinkel', I høstede anerkendelse for, men ville I kunne skrive det i dag, eller I endegyldigt færdige med eventyr?

Svaret falder uden tøven:
– Fordi Chris (Barnes) skrev alle teksterne. Vi er musikere, vi skrev musikken og blandede os ikke i hans idéer. Vi skrev bare sange uafhængigt af hinanden, så det var op til ham at samle dem så det fik den ønskede form eller koncept. Jeg ved ikke, vi har aldrig rigtig tænkt over det eller set vores albums som konceptuelle, andet end som horror omsat til musik. Du kan se på vores albums efter vi overtog tekstskrivningen, fra ‘Vile’ og fremover, at det bare var vores måde at gå til opgaven på.

Han beskriver hvordan de nu deles om ansvaret og peger på hver enkelt af sine kolleger, som medskyldige i tekstforfatning og hvordan de hver især bidrager til både tekst og musik. Her tøver han et øjeblik, som om han mentalt bladrer igennem flere års akkumulered maltraktering og lemlæstelse, før han konkluderer, at det er op til lytteren at fortolke hvad bandets intentioner er med musikken, for det har aldrig været en bevidst indsats fra deres side, at deres plader kunne læses ind i en sammenhæng..

Jeg kan ikke lade være med at fundere over om ikke det kan være fordi I har arbejdet sammen i så mange år, at I ubevidst er på samme side, når I sætter jer ned for at skrive?

Her fornemmer jeg, at jeg har ramt en nerve, for der kommer med det samme en lang smøre der ikke er afbrudt af tænkepauser eller ord der skal vejes.
– Jeg tror det bare er sådan vi er. Du ved, vi bliver tit spurgt hvordan vi gør og hvad vi gør anderledes og du ved, når du har tid til at skrive tekst og musik, så er der stadig altid en deadline. Jeg mener, vi har udgivet 15 albums på 33 år. Du er NØDT til at prøve at begrænse dig selv og det er noget vi altid har efterlevet. Vi sætter en bestemt mængde tid af til at skrive musikken og skabe nummeret.

For Pauls eget vedkommende, handler det om ikke at overtænke processen. Han beskriver den kreative proces meget simpelt:
– Både musisk og tekstmæssigt foregår det på den måde, at vi prøver at komme på noget nyt eller anderledes vi ikke har berørt før. Det samme gælder også sangtitler og vores filosofi er “just go with it”. Vi sidder ikke og grubler over det, vi gør det bare, du ved, inden for den tid vi har givet os selv til at gøre det i.

Vi bliver enige om at kalde deres arbejdsgang for en “disciplineret kreativ proces”, for som han så pragmatisk konstaterer:
– Hvad gør bands? De skriver en plade, de indspiller en plade, de tager på tour med den plade, rinse and repeat. Vi holder os i gang og sørger for ikke at være væk fra scenen for længe ad gangen. Vi er ikke den slags band der tager en fem-års pause mellem udgivelser “bEcAuSe We jUsT dOn’T fEeL lIkE iT” eller fordi det skal være, du ved, perfekt. Sådan er vi slet ikke, vi vil bare gerne holde hjulene i gang og skabe noget nyt. Heldigvis er vi altid kreative indenfor de givne rammer og vi, du ved, vi gør det og vi gør det hver gang. Det er åbenlyst at vi gør noget rigtigt, vi er her endnu, 33 år og 15 albums senere. We do what we do and we are what we are.

Mens han klukker i skægget over sin udmærkede parodi på pivede bands, slår det mig, at amerikanske dødsmetallere har enormt meget tilfælles med norske black metallere i og med, at de begge siger “you know” konstant og gerne taler i brede cirkler. Får de lov til at tale længe nok, ender vi dog som regel tilbage på sporet og i dette tilfælde, hvor vi slap tråden på ‘Tomb of the Mutilated’. Jeg forholdt ham hvordan den blev rost for sin kompleksitet – et ord udenforstående måske ikke forbinder med den genre og spurgte hvor stor en del det melodiske fyldte for dem, når de skrev på et album.

Hvor går din personlige grænse mellem old school og melodisk?
– We just write what’s in us. ‘Tomb of the Mutilated’ er et billede på hvordan vi havde det i 1992. Vi satte os bare ned og skrev den, vi ville lave noget der var tungt, brutalt, aggressivt, vi vil gerne have det dystert, du ved. Han forklarer mig om hvad der er kernen i deres musik og at deres genkendelighed, uanset hvilket album du sætter på, er medvirkende til at du med det samme vide, hvem du har med at gøre. Måske lægger du mærke til noget vi ikke har gjort før, men du ved, så længe det stadig afspejler os som band, så gør vi, hvad vi har lyst til.

Ligesom du heller ikke er den samme nu som du var i 1992, har både jeres musik, men også hvordan den lyder, forandret sig. Fra den kompakte og grynede lyd vi forbinder med genren, til den knivskarpe producering på ‘Violence Unimagined’ hvor meget af sjælen i dødsmetal, synes du den stumpe charme bærer – digital mixing kontra “Morrisound-lyden”?
– Jeg synes den klarede sig fint! Det er i tidens ånd, du ved.

 Han taler længe og begejstret om dem der gerne vil diskutere fordelene og ulemperne ved henholdsvis analog og digital – det er tydeligt, at det er et emne der interesserer ham. Men han påpeger også, at dengang var det bare vilkårene. Der var ikke et alternativ og ydermere var der også tidsmæssige begrænsninger at forholde sig til, i modsætning til nu, hvor man, med hans ord, “kan bruge måneder på at indspille et album, finde lyden, du ved.” Men budskabet er lige så klokkeklart som de senere albums producering:
–  ...du vil GERNE have lyden ren, you want the music to be heard.

Han fortæller mig med den særlige tone folk får, når de er med på en langdistance fra fortidens tåger, at det at skulle indspille et album på henholdsvis tre uger, 10 dage og 14 dage, også afspejles i det færdige produkt, på samme måde, som det har gjort sig gældende for deres seneste plade.
– ‘Eaten Back to Life’ blev indspillet på ti dage, ’Butchered at Birth’ tog måske to uger, ‘Tomb of the Mutilated’ var færdig på tre uger, så det er i den store sammenhæng bare et spørgsmål om at gøre hvad der skulle gøres, og så måtte vi leve med resultatet. Nu har vi så muligheden for at sidde og nørde med et enkelt aspekt af musikken i månedsvis. Måske, hvis ‘Violence Unimagined’ var blevet indspillet under de samme tidsmæssige omstændigheder som de tre første albums, havde de måske haft mere tilfælles.

Vi bruger et par minutter på at dissekere deres seneste skud på stammen og den effekt det har haft på den, at der er kælet for flere af de tekniske detaljer, før samtalen drejer sig ind på fans og deres favoritalbums, samt, selvfølgelig, om det der er blevet bandets andet vartegn, udover den brednakkede frontmand: deres oplevelser med det store lærred.

Hvem af jeres fans oplever du, er gladest for jeres ældre albums? De “gamle” fans (underforstået: dem, der kan huske de go’e gamle dage) eller de nye, der er på opdagelse?
–  Det er to meget forskellige scenarier. Måske er du først lige begyndt at udforske metallen, Cannibal Corpse er stadig nyt for dig og for dig er dine første albums måske ikke vores tidligere udgivelser. Så er der dem der er vokset op med os, der har været med fra starten. De sætter lige så stor pris på en anden gruppering af albums. Tænk på de nye fans, en 15-årig der aldrig har set os før og hvis første album måske er vores seneste, det vil altid være noget særligt for dem. De har den luksus at kunne gå på opdagelse tilbage i tiden, noget vores mangeårige følgere ikke har kunnet, du ved. De havde adgang til det vi havde, færdig.

Men Paul diskriminerer ikke blandt sine fans. I hans øjne er de alle lige. Han anerkender at folk kommer til og falder fra gennem årene og konstaterer tørt:
– Not everyone is a death metal fanatic for life. Livet sker, musikken forandres, folk forandres og ingen bliver stående hvor de står.

Han indrømmer dog, og beder mig om at sørge for at formidle det ud til masserne, at han værdsætter de fans, der har fulgt dem i tykt og tyndt gennem snart en menneskealder. Han ser jer og han sætter pris på jer. For nok er der gået 33 år, men bandet har alligevel formået at fastholde folks opmærksomhed i al den tid og tilmed er fanbasen vokset.
–  At have så mange, der følger ens band og stadig få nye fans, er fantastisk. Vi har de bedste fans i verden, de er dedikerede, passionerede og det føler vi hver gang vi er ude.

Og apropos at møde gamle såvel som nye fans ude rundt omkring i verden, er der et spørgsmål der er blevet stillet til ukendelighed. Sidst vi talte sammen var det også oppe og vende og vi grinede af hvor fast en bestanddel det emne er blevet, når talen falder på Cannibal Corpse og deres mangfoldige fans. Det drejer sig naturligvis om en vis komediefilm, om en professionel dyreelsker på afveje på en natklub. Jeg kan ikke komme udenom at måtte spørge ham hvor meget han tror, at Ace Ventura-filmen har haft af betydning for tilstrømningen af fans.

Ace Ventura…
Endnu engang bliver der gnægget i skægget og det er tydeligt, at det trods alt stadig er sjovt at tale om. Og hvorfor skulle det ikke være det? Fra den ene dag til den anden, kendte millioner af mennesker pludselig Cannibal Corpse, hvad enten de ville det eller ej – præcis som med min nabo.

– Det er faktisk noget vi taler om meget mere end man skulle tro. Men det var fantastisk, absolut fantastisk, at være en del af. Hvordan skulle det ikke være det, du ved. Vi er et band der har været igang et par år, der er kommet nogle albums. Det går nogenlunde for os og så sker det der.

Han beskriver malende hvordan et utal af mennesker har henvendt sig til ham gennem årene med deres egne fortællinger om at opdage Cannibal Corpse gennem den pokkers film og hvordan det har taget fart derfra.
–  Vi har hørt det gang på gang, og der er ingen tvivl om, at det banede vejen for os. Vi er evigt taknemmelige for den oplevelse – the widespread masses got Cannibal Corpsed.

Efterhånden som den stramme deadline sneg sig ind på os og effektivt forpurrede småsnak om papegøjer, hundehold og forældreskab, måtte jeg alligevel på falderebet spørge ind til hvem han mente, havde det der skulle til for at overtage titlen som kongerne af splattermetal. Der er naturligvis et utal af bands der gennem tiden har været værdige kandidater, men vi kunne såmænd kun blive enige om et enkelt band. Et band jeg selv har udnævnt som de næste i rækken, men som sidste år, på tragisk vis, mistede deres forsanger i en alt for tidlig alder: de navnkundige The Black Dahlia Murder. Et band, som har stået skulder ved skulder med dødsmetallens grand old, angry men, og var en ny generations håb.

Men om det skulle være på tale at skrue ned for tempoet, give plads til den nye generation, eller på anden vis slippe grebet om struben på en hel genre, kan jeg, med Pauls velsignelse, blankt afvise.

Hvis der er er noget at tage med fra den her samtale, er det først og fremmest at den genopstande ligspiser stadig er sulten, stadig kan stå selv og stadig er klar på at rive essentielle dele af dig og banke dig med dem – respektfuldt naturligvis, for ikke nok med, at det er ganske tydeligt, at det her er et band, der elsker deres job, de elsker også deres mange fans for den støtte de stadig oplever. Jeg skal hilse.

(Åh jo, han ved godt den findes den her)