Kannibaler med bordskik

ccvi

'Violence Unimagined' er en velproduceret sag, men spørgsmålet er, om den bedre lyd koster på charmekontoen i sidste ende.

Titel
Violence Unimagined
Dato
16-04-2021
Trackliste
1. Murderous Rampage
2. Necrogenic Resurrection
3. Inhumane Harvest
4. Condemnation Contagion
5. Surround, Kill, Devour
6. Ritual Annihilation
7. Follow The Blood
8. Bound And Burned
9. Slowly Sawn
10. Overtorture
11. Cerements Of The Flayed
Forfatter
Karakter
3

Fileteret ved fødslen
Fra det øjeblik 'Violence Unimagined' sparkede døren ind, stod det atter klart, at Cannibal Corpse anno 2021 er en helt anden størrelse, end det Cannibal Corpse jeg trådte mine metalliske barnesko med. Min personlige favorit, 'Butchered at Birth', får øjeblikkeligt et smil frem på mine læber i al sin vulgære skønhed, hvorimod det nye umiddelbart minder om en midaldrende kvinde, der ved en skruppelløs kødsnedkers hjælp, nu ligner en 55-årig 27-årig og ikke den anden vej rundt. Heldigvis bliver det hele hjulpet godt på vej af et band, der på ingen måde viser tegn på at være trætte af jobbet. I et nyligt interview udtaler trommeslager Paul Mazurkiewicz, at det har været en hård omgang, og ret skal være ret: Cannibal Corpse er mere end blot et sminket lig.

Skal vi kaste et blik på deres verbale udtryksform, så er de fantasifulde fortællinger om nekropædofili og splatterfilmsværdige tekster langsomt blevet afløst af voldsporno som metaforer for de rædsler den virkelige verden er leveringsdygtige i. Jeg skal ikke sidde og gøre mig yderligere klog på Corpsegrinders motiver eller inspirationskilder, men i lighed med forgængeren, 'Red Before Black', føler jeg, at de har bevæget sig ud af slagtehuset og ind i socialrealismen – dog stadig malet med den palet, der hedder "kroppens viscerale farver". Der er til stadighed mange ting at sige om bandet, men én ting står dog klart: jeg kan ikke se på deres albums som enkelte værker, kun i forhold til hinanden og konceptet "Cannibal Corpse".

Forestil Dem, hvis De kan
'Condemnation Contagion' er det første nummer på deres 15. studiealbum, hvor jeg kunne forholde mig til produktet og ikke producenten. Den har et dejligt tempo, der ubønhørligt og med et koncentreret blik stamper imod deres ofre – eller lyttere, hvis vi skal være kedelige. Jeg har savnet det gamle tonsende lokomotiv der, for mig, er det sorte hjerte i det monster, vi kalder old school dødsmetal. Der foregår noget interessant i baggrunden der i et øjeblik leder tankerne hen på thrash, af den slags blandt andre Hatesphere spillede i midten af 00'erne, Det er bare én af de små detaljer, der giver et klassisk Cannibal-nummer et løft og på 'Surround, Kill, Devour' bibeholdes antydningen, selvom der ikke et sekund er tvivl om, hvem vi lytter til.

Siddende i min egen verden, fortabt i minderne fra svundne tiders Cannibal Corpse-koncerter, fik et skift i musikken vækket mig fra min røde og sorte dagdrøm til noget, jeg bestemt ikke havde set komme: Et stykke med langsomt! 'Follow the Blood' føles som om, slagteren lige puster ud, inden de sidste dråber skal vrides ud af den modvillige middagsmad. Lidt down-tempo bas fra den uforlignelige Alex Webster og nogle diskrete blastbeats sætter dagsordenen. Erik Rutan, som trådte til i Pat O’Briens sted, gør sig bemærket ved at riffe huden af os og leve op til den standard, jeg forventer af veteranerne.

Hvor der indtil nu har været et par numre, der ikke springer voldsomt meget i øjnene, og jeg mest har været optaget af en intern metadiskussion, om bandet har formet musikken eller vice versa, skete 'Bound And Burned'. Her kan man argumentere for, at det bedste, der er sket for dødsmetallen, er bedre indspilningsforhold. Nummeret ville have være mindre effektivt, havde det været knap så velproduceret, men netop den gode lyd gør, at det her nummer falder anderledes ud. Sammen med produktion gør de dobbelte guitarer gør mig stilforvirret, for når du bestiller et stykke med Cannibal Corpse, forventer du en amputation i et haveskur – og ikke i en operationsstue.



Følelsen, af at de som band afsøger nye territorier, forstærkes på' Overtorture'. Der er en melodisk undertone i deres udgydelser, jeg ikke kan sætte en finger på eller på anden vis udspecificere. Måske har den altid været der, og jeg ikke har hørt efter, men de diskrete skift i de ellers lige på og hårde solosekvenser varsler en interessant hybrid mellem den klassiske kødædende zombie-metal og en ny tidsalder, hvor rædslerne kan opleves i knivskarp opløsning. Tempoet er højt, og jeg kan kun respektere den fysiske og mentale præstation, der her bliver lagt for dagen. Man kan sige, hvad man vil, om genren og udøverne, men det kræver sgu meget af et menneske at levere sådan en indsats.

Fra boykot til sociale medier
Jeg får nok på puklen af hardcore Cannibal Corpse-fans, men det forhold, man nu har til bandet, er præget af individuelle oplevelser med dem, og man kan ikke klandre nogen for at enten ikke kunne døje dem eller få fråde om munden, når talen falder på dødsmetallens grand old men. Sidst jeg havde en mening om Cannibal Corpse, konstaterede jeg, at brutaliteten var valgt fra til fordel for en mere poleret produktion. For i lighed med forgængeren, 'Red Before Black', mangler 'Violence Unimagined' den stumpe charme, der kendetegner old school dødsmetal. En kvalitet, der for evigt vil være genstand for debat: Er det en subgenre eller en æstetik? Fortidens mudrede lyd udviskede eventuelle finesser men tilføjede i stedet en følelse af autenticitet og ikke mindst nærvær, når vi hæst blev brølet ind i hovedet om ubegribelige voldshandlinger.

Det bliver vi stadig – og med uforandret had i både stemme, strenge og stikker. Man kan argumentere for, at George 'Corpsegrinder' Fishers bedårende tilstedeværelse på sociale medier tager lidt af brodden, når han brøler om morderisk hærgen og om at blive savet langsomt over. Men skal vi være helt lavpraktiske, så er der stor forskel på George Fisher og Corpsegrinder. Det er hans job at trække os ved håret ned i sin lydtætte kælder, og med årene er de rustne instrumenter langsomt blevet udskiftet med skarpslebne og velsmurte versioner, og teknikkerne er blevet finpudset. Budskabet er såmænd stadig det samme, de har bare fundet en ny måde at formidle det på. Man kan så diskutere herfra og til næste album, om det er godt eller skidt. En kollega udtrykte skuffelse over manglen på blod, slim og indvolde, og jeg er tilbøjelig til at give ham ret, selvom jeg ikke savner voldtægterne. Charmen ved Cannibal Corpse er blandt andet gamle dages snuskede lydside, der bandt tekst og musik sammen. Men jeg tilgiver dem. Jeg tør ikke andet.