Kvintetten fra Michigan roder op i fortiden

465620

The Black Dahlia Murders seneste udgivelse er en forglemmelig fornøjelse.

Titel
Verminous
Trackliste
Verminous
Godlessly
Removal of the Oaken Stake
Child of Night
Sunless Empire
The Leather Apron's Scorn
How Very Dead
The Wereworm's Feast
Womb in Dark Chrysalis (Interlude)
Dawn of Rats
Forfatter
Karakter
2

Da The Black Dahlia Murder sidst udgav et album, tog jeg dem i forsvar mod de tonedøve barbarer, der ville kategorisere dem som deathcore. ”Det er ikke bare et deathcore-band,” kan jeg læse mig selv sige, og i kølvandet på deres koncert på Lille Vega ikke længe efter funderede jeg over, om ikke det Michigan-baserede orkester kunne hæve den smattede fane, når Cannibal Corpse engang lukker slagteriet. Deres ’Nightbringers’ var guf for fans af musikalske horrorhistorier, og jeg holdt især af deres fusion af amerikanske og skandinaviske traditioner inden for dødsmetallen.

Genbrugsmetal
Men. På ’Verminous’ får jeg følelsen af, at de er løbet tør for ideer og i stedet har rodet arkivet igennem for bidder, der kan genbruges, og så ellers bare har kigget efter hos Suicide Silence anno de tidlige 10’ere. Allerede på det første nummer får jeg følelsen af en musikalsk tidsmaskine, da den minder meget om ’Moonlight Equilibrium’ fra ’Rituals’ fra 2011. Det er så selvsamme lyd, der bliver disket op med her, hvilket er næsten en dekade for sent. Bevares, der er ikke noget galt med at lade sig inspirere, men lad mig sige det med det samme: ’Verminous’ er en uinspireret omgang, der nok skal tilfredsstille lyttere, der ikke stiller andre krav, end at det skal gå stærkt.

Og det må man sige, at det gør – fra start til slut. Som nævnt er det første nummer, titelnummeret, en omgang muskelterrier, der rusker en rotte. Den første solo af mange er uprætentiøs og klassisk The Black Dahlia Murder og er forløber for en plade, der dykker ned i fortidens dødvande. Jeg ved ikke, om jeg har bemærket det før, men Trevor Strnads vokal lyder indimellem som en lidt større Dani Filth, og hans bjæffen passer godt til den øvrige musik. Hvad jeg har bemærket, er, hvor god en frontmand han er, og at hans arsenal er ganske velassorteret. Undtagelsen må dog siges at være ’Godlessly’. Der bliver han enerverende og anstrengende at høre på i sin monotone brægen, men heldigvis bliver selve nummeret reddet af black metal-riffs og knastørre blastbeats, der minder mig om, at The Black Dahlia Murder stadig er dygtige, om end måske ikke på toppen af deres kreativitetskurve.



Det er ikke kun dig, det er også mig
På ’How Very Dead’ er det en ublu kopi af et velkendt Slayer-riff, der er det mest memorable øjeblik på hele pladen, for resten af udgivelsen er stort set gået tabt i ligegyldighedens tåger. Det samme gør sig gældende på ’The Wereworms Feast’, selvom det trods alt står lidt klarere i hukommelsen. Det skyldes i høj grad min kærlighed til dramadronningerne i Mercyful Fate, som uden den mindste tvivl i mit sind har bidraget til tilblivelsen af nummeret. Rytmesektionen oser langt væk af Denner/Shermann og er pladens absolutte højdepunkt. Den arytmiske outro bringer noget tiltrængt kaos ind på en efter omstændighederne temmelig ensformig plade.

Jeg sagde om deres forrige udgivelse, at de hverken har genopfundet metallen eller den dybe tallerken, men denne gang er det desværre en forudsigelig omgang genopkog af ting, der lød godt for 10 år siden. Indledningsvis var jeg positivt stemt, jeg var jo trods alt begejstret for både ’Rituals’ og ’Nightbringers’, men The Black Dahlia Murder og jeg forstår ikke længere hinanden. Jeg klandrer ikke nødvendigvis kun bandet for mine lunke følelser. Det er set før, at band og fan vokser fra hinanden uden drama, og jeg vil
ikke fraråde fans at give ’Verminous’ en chance.