Copenhell 23: Gruppeterapi under åben himmel
Advarsel: Følelser forude!
2. Empty Handed
3. Forest of Insomnia
4. Breathe New Life
5. I Long
6. The Calling
7. Christ Goodbye
Forud for min anmeldelse af Saturnus' optræden havde jeg efterhånden dykket godt ned i posen med synonymer for “inderlig” til at beskrive en koncert. Ikke desto mindre er det lige nøjagtig det ord, jeg vil bruge om det, der gik for sig fredag aften på den scene, jeg omtaler som det uelskelige stedbarn. Pandæmonium ligger ubelejligt, føles som en eftertanke, og så er lyden ikke til at holde ud. Tidligere på dagen slap Defacing God nådigt fra forholdene, mens de forpinte sjæle i det danske doomband fik en uheldig start på deres store aften.
Denne aften var nemlig noget særligt, og det havde en løbende effekt på den drejning, min anmeldelse tog, for selvom jeg var forberedt på at skulle igennem et følelsesregister, var jeg slet ikke forberedt på hverken omfanget eller omstændighederne. Først og fremmest var fredag udgivelsesdagen for deres første album i 11 år, som vi er temmelig begejstrede for. Ydermere var det deres 30-årsjubilæum, hvilket i sig selv også er et herligt tilfælde og udløste et passende lykønskningsbrøl -— føj dertil, at det er ti år, siden de sidst optrådte på Copenhell. Og så døde guitarist Julio Fernandez’ far for tre dage siden.
Frontmand Thomas A.G. Jensen fortalte os, at faderens sidste ønske for sønnen havde været at gøre, hvad han brændte for, så naturligvis dedikerede de koncerten til hans minde. Og den simple gestus gjorde, at koncerten gik fra at være et soundtrack til vores egne individuelle lidelsesfortællinger til at blive en fælles affære. Det følelsesmæssige vod, bandet trækker, er under almindelige omstændigheder dybt, men denne aften deltog vi i stedet i en andens sårbarhed; en sårbarhed, der kun blev forstærket af den i forvejen skarpladte emotionelle musik. Det kræver trods alt noget at stille sig op og spille trist musik, når man er i sorg. Den slags bearbejder vi alle forskelligt, og jeg håber på guitaristens vegne, at han fik en form for forløsning med sig hjem.
Velspillet vemod
Thomas A.G. Jensen brugte tiden godt mellem numrene på at sludre lidt med os, og jeg holder aldrig op med at blive forbløffet over kontrasten mellem hans afdæmpede røst og næsten ydmyge væsen og så hans afgrundsdybe lidelsesbrøl. Jeg taler åbent om, at jeg først kunne tåle at høre Saturnus, efter jeg var blevet voksen, for der er noget over de klagende melodier og smertefulde soli, der, også live, hensætter mig i en tilstand af godartet tristesse. Den blev også her formidlet effektivt og inderligt — når jeg altså kunne høre noget.
Lyden var nemlig overhovedet ikke samarbejdsvillig, hvilket gjorde mig trist på den forkerte måde. Både ‘The Storm Within’ og ‘Empty Handed’ blev decideret mishandlet, og det lød, som om der ikke var plads til hele bandet i højttalerne. Thomas A.G. Jensen var uhørlig bortset fra en brummen, der til gengæld blev overdøvet af trommerne, der bare buldrede alt i smadder. Jeg synes, de havde fortjent at spille på Gehenna, større er ikke altid lig med bedre, blandt andet fordi Saturnus er så fucking stemningsfyldt, storladent og skrøbeligt, med nuancer, der gik tabt i den støvede aftenluft.
Heldigvis gik det den rette vej et stykke inde i ‘Insomnia’, som var den første sang, jeg reelt kunne høre. Og enhver, der nogensinde har kørt med bus i Storkøbenhavn ved, at når chaufføren er forhindret i at køre til tiden, ja, så indhenter han det tabte igen. Sådan forholdt det sig også med koncerten, for da først lyden havde stabiliseret sig, indhentede orkestret de tabte stunder. Det var en fryd at se, og høre, hvor meget de stadig mener det, hvor friske sårene stadig er, og hvor meget vi stadig er i samme båd, på samme side, med de samme skår i sjælen.