Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Årsliste 2022 – Cecilie Roos

Populær
Updated
Cecilie2022

2020 III har budt på tyggegummi-punk, modløs post-sovjet synth og luftig alfecore som modvægt til det metalliske univers, der har været præget af både op- og nedture.

Forfatter

Årets danske album:
1. Heilung: ‘Drif’
Nørden i mig frydede sig, da jeg indfandt mig på Nationalmuseet til udgivelsen af deres seneste album. Antropologi, historie, musik og meget mere går op i en højere enhed, og deres koncert i Forum er en af de ting, jeg er allermest ked af at være gået glip af i år. De har mere eller mindre “gjort det igen”, men denne gang har de bare gjort det en tand bedre.



2. Konvent: ‘Call Down the Sun’

Ganske fortjent har Konvent landet sig en flot placering på Metal Hammers årsliste og nu også min. Deres blot andet fuldlængdealbum smager af sod og blod, og varsler om et mørke, vi endnu ikke har loddet dybden af. Jeg ser frem til at se dem på en scene nær mig inden længe.

 

3. Dirt Forge: 'Interspheral’
En anden svær toer, der ikke er svær at holde af, kommer fra københavnske Dirt Forge. Deres tilsandede og svedne lyd gemmer på inspiration hentet hos blandt andet TOOL, som, matchet med Alexander Kolbys rustne vokal, nok skal hjælpe med at holde varmen i en pissekold tid.



4. Kampvogn: ‘Den Store Krig’
Sange om krig er hverken nyt eller chokerende, men med sin navnebrors ukuelige fremdrift, ruller et kompagni af dygtige musikere ubønhørligt ind på den metalliske slagmark og parkerer sig solidt på den plads, som førhen var reserveret Panzerchrist. Er du til midttempodød med væmmelige tekster, så rør dig en kop erstatningskaffe, find en tør plads i skyttegraven og nyd lyden af død og kaos.



5. Strychnos: ‘A Mother’s Curse’

Det har været et udmærket år for dødsmetallen og ikke mindst for Strychnos, der langt om længe smider deres debut i ansigtet på os. Der skal ikke bruges for mange floskler før det føles fortærsket, så jeg vil hellere bare anbefale, at man læner sig tilbage og nyder en vellagret omgang hadsk dødsmetal, frisk fra fad.



Årets internationale album:
1. Russian Circles: ‘Gnosis’
Tryllebindende som altid tager Russian Circles mig i en musikalsk benlås, hvor der ikke er andet for end at overgive sig. Selvom lyden er ulden, er musikken sylespids og dragende, og gemmer på en masse interessante elementer i deres evigt lytteværdige univers.


2. Grima: ‘Frostbitten’
Bandets navn antyder endnu en omgang Tolkien-onani, hvor albummets titel truer med uoriginal trve kvlt. Men bag de falske varedeklarationer gemmer der sig en slags black metal, der kombinerer post black metallens blomsterkranse med anden bølges rituelle ofringskniv. Det oser af stemning, dybe skove og mystiske skabninger – uden at der er så meget som én frysende ork så langt øjet rækker.



3. Ghost: ‘Impera’
Oprindeligt gav jeg deres seneste udspil en smålunken karakter og kritik for at have lånt lige lovlig meget fra en masse andre kunstnere. Men ikke desto mindre har Tobias Forge stadig øre for den gode melodi og hans musikalske patchwork-pave-regalia sidder skarpt på ham. Metal eller ej, ingen kan kombinere Van Halen, Abba og Satan så effektivt som Fader Forge og det er ikke kun grundig research, der har placeret dem i min Spotifys top fem over mest spillede artister.



4. Blackbraid: ‘Blackbraid I’
Jeg har rigtig mange ting at sige om black metal, dogmerne og udøverne, men det må blive en anden dag. For der er nemlig en ny spiller på banen: hjemmehørende amerikanere, der, om nogen, kan synge om undertrykkelse, overgreb og magtmisbrug. Det gør de med al den galde, der er sparet op gennem århundreders misrøgt og hvilken genre er bedre til dette formål end black metal? Blottet for gimmicks og påklistrede kulturelle indspark, griber Blackbraid dig i struben og brøler dig i gulvet.

5. Zeal & Ardor: ‘Zeal & Ardor’
En hårrejsende og hjerteskærende fortælling kommer nu i realtid, i en post-BLM verden, hvor der stadig er noget at slås for. Lyden er fulgt med kronologien i hans udgivelser og den seneste af slagsen er ubehagelig ud fra et humanistisk perspektiv og en af årets bedste udgivelser, på samtlige parametre – og ikke kun fordi algoritmen siger det.



Årets danske hit:
Sabotør: ‘ROBOT
’ – “JEG ER IKKE EN FUCKING ROBOT” kan være alt fra en frustreret IT-bruger, til dem, der sidder på jobcentrene ude i landet og skal bevise deres menneskelighed. Den hektiske, jagende musik, den vrængende vokal og koret på det simple omkvæd er punket, men at prøve at putte nummeret i en kasse, vil være at gøre det en bjørnetjeneste. For der er et herligt sammenrend af diverse subgenrer, der i sidste ende er en slags musikalsk captcha.



Årets internationale hit:
Ghost: Hunter’s Moon
– skamløst poppet og syng-med-venlig, er 'Hunter’s Moon' et af de numre der kan bruges som argument både for og imod Ghosts eksistensberettigelse. Men haters gonna hate, den har alt, hvad man som Ghost-fan har brug for ,og jeg mødes gerne med dig på kirkegården og slås om det.



Årets genfundne klassiker:
TOOL: 'Lateralus' – Jeg har altid haft et svagt punkt for ‘Lateralus’, til trods for jeg i mange år har været erklæret anti-TOOL. Men i år vendte bøtten, jeg blev pludselig handy og så for første gang en gammel bekendt i et nyt lys. På tre måneder fik jeg lyttet så meget til TOOL, at det landede dem en plads på min Spotifys top fem. Så kan det være, at næste år er, hvor jeg får hørt ‘10.000 Days’.



Årets koncerter:
1. Igorrr: Pumpehuset 24-04-22
Den perfekte storm i Pumpehuset” kaldte jeg koncerten, og det står jeg ved. Efter at have fået overskredet mine musikalske grænser af Otto von Shirach, tog franskmændene os i hænderne og ledte os ind i deres ultra-syrede univers af alverdens lyde, smukt strikket sammen med habil metal. Igorr har mere eller mindre ødelagt almindelig metal for mig, og jeg kan næsten ikke vente til næste gang.

2. Emperor: Copenhell 18-06-22
Da jeg for et par år siden havde den ære at interviewe Ihsahn, var han meget kryptisk i sit svar på hvorfor Emperor aldrig har optrådt i Danmark og hvornår det ville blive rettet op på. Set i bakspejlet sagde han mere eller mindre direkte, uden at rent faktisk sige noget, at de ville komme forbi. Vi skulle lige overleve en pandemi før det kunne lade sig gøre, men ventetiden var det hele værd. Emperor og jeg fejrede sølvbryllup med manér og selv nu, holdende et døende år i dets kolde hånd, varmer jeg mig ved tanken om en sommerdag på Reffen…

3. Mercyful Fate: Copenhell 18-06-22
Det samme gjorde sig gældende for Mercyful Fate. Som en af grundstenene i min kærlighed til metal, var der ingen tvivl om, at de SKULLE opleves. Heldigvis leverede de varen uden, at jeg skulle pudse mine lyserøde, hinkestenstykke briller. Kongen var på toppen, sang som var han besat og Copenhell trak det lange strå den nat, med en af Danmarks mest ikoniske musikere siden Victor Borge. Hvad jeg end måtte have haft tilbage af stemme var borte næste morgen.



4. Ihsahn: Royal Metal Fest(Voxhall) 02-04-22

Det er ikke uhørt for en Devilutionist, at der optræder den samme kunstner flere steder på deres årsliste. Sidste år fortolkede jeg den del anderledes og lod Igorrr optage hele tre pladser på min top fem. I år er det en smule anderledes, men ikke desto mindre, er der den samme mand på to pladser. Ingen ringere end Ihsahn, selveste mr. Emperor, optrådte for et overstadigt publikum i april og jeg må erkende, at den mand er over gennemsnitligt dygtig til alt han gør.

5. Zeal & Ardor, Pumpehuset 01-12-22
Den første låge i årets julekalender gemte på en koncert jeg har ventet på, siden jeg stiftede bekendtskab med Zeal & Ardor tilbage i 2018. Schweizisk/amerikanske Manuel Gagneux kombinerede som en joke afro spirituals med trve kvlt og resultatet blev en dybt alvorlig, højoktan knojernsknytter af en beretning – en beretning, der blev genfortalt så det gjorde ondt i maven. Jeg glæder mig til at få genopfrisket min arvesynd til sommer, når de vender tilbage til Copenhell, forhåbentlig fuldtallige.

Det har været en hård omgang at skulle sortere fra. De førnævnte lyserøde briller har ellers siddet godt fast – det er utroligt hvad næsten to år uden livemusik kan gøre ved ens kritiske sans. Med det sagt, så fortjener Rotting Christ i det mindste en æresport. At blive fløjet ind for at optræde på en parkeringsplads i Næstved foran en håndfuld publikummer, for derefter at blive fløjet til Las Vegas for at optræde for gud ved hvor mange mennesker, OG STADIG SPILLE SOM VAR DET FOR ET UDSOLGT STADION. Det kan jeg kun respektere – og så var det i øvrigt også en rigtig god koncert

Årets danske navn:
Kampvogn – Jeg har et spøjst forhold til dødsmetal. Jeg absolut elsker det, men er samtidig voldsomt kræsen med det. Nogle vil måske mene, at jeg er kræsen i den forkerte retning, men jeg kan ikke høre noget indefra min kampvogn, andet end svage protester, når jeg kører dem over.

Årets internationale navn:

Zeal & Ardor – Han er ikke ny, han siger heller ikke noget nyt. Men han siger det på en måde, så man ikke kan lade være med at høre efter. Oprøret lever og Satan nikker anerkendende.

Men nu hvor det så er sagt, må han dele tronen med en, for mig, ny kunstner.

Trixie Mattel har med 'The Blonde & Pink Albums' udgivet en fantastisk lille perle af en plade. Med en attitude der er større end hendes ... hår, som er lige så ægte som hendes... øjenvipper, synger hun sig vej ind i mit hjerte. Som et pastelfarvet mix af Taylor Swift, Bowling For Soup og opvarmet garage, har hun en attitude, der kun kan komme af at være sig selv, opløftet i anden.


Årets nye danske navn:

Kampvogn – Faktisk så er der rimelig god isolation inde i sådan en fætter, jeg kan ikke engang mærke, når jeg skamløst tromler brokhovederne ned.



Årets nye internationale navn
:
Blackbraid – Der skal flere stemmer på scenen, der ikke bare siger de samme ting, piver over de samme for længst vundne kampe og black metallen har, i mine øjne, altid været forbeholdt underhunden. Og denne hund bider fra sig.



Årets comeback:
Royal Metal Fest gik ind i lyset og kom tilbage med et skuldertræk. Der er objektivt set overskud af festivaler i Danmark, men dette er en af dem der er absolut eksistensberettigede. Der kommer flere og flere festivaler, som alle kæmper om fodfæste. Derfor var det en sørgelig dag, da RMF måtte opgive ævred. Heldigvis findes der stadig julemirakler og en af landets dejligste festivaler genopstod af asken.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Triangle of Sadness: Ruben Östlund sætter trumf på sin tredje film om overfladiske og selvoptagede idioter på, bogstaveligt talt, dybt vand. Den er tåkrummende, rædsels- og tankevækkende og kan anbefales hvis man har 2½ time til overs til at blive konfronteret med vores værste sider. “I love you. You give me fish



Det overså jeg i 2021:
Offermose, Offermose og Offermose. Jeg mangler mere Offermose.

Årets optur:
– Der er en masse at sige om Copenhell, men i sidste ende, så møder jeg gladeligt op igen og igen, til min årlige pilgrimsrejse til Heavy Metal Harzen.
Royal Metal Fests genopståen.
– Alle de gode koncerter, alle de gode albums
– At indse man er omgivet af dejlige mennesker, der gerne vil én det bedste
– Jeg opdagede glæden ved turbofolk
– At møde en masse seje kvinder, der er med til at forandre den danske scene

Årets største skuffelse:

– At vi ikke er nået længere som art, end at man lige kan invadere nabolandet under falske forudsætninger og bruge ethvert forsøg på modstand til at retfærdiggøre nævnte invasion.
– At jeg først opdagede Trixie Mattel og Katya havde været i Danmark dagen efter de rejste videre.
– At indse at man ikke kun er omgivet af dejlige mennesker, der gerne vil én det bedste.
– På Copenhell skulle der hugges en hæl og klippes en tå. Skulle jeg se LLNN, som jeg forguder og aldrig har oplevet live, eller Suicidal Tendencies, fordi de er rimelig ikoniske og jeg kommer nok aldrig til at se dem igen? Det var sikkert også bare en dum og kedelig og fuldstændig... fuldstændig vidunderlig LLNN-koncert.

Største ønske for 2023:

– Kvalitet over kvantitet. Færre festivaler = bedre udvalg.
– At garantien stadig gælder, selvom jeg fylder 40.
– Færre gendannelser, mere originalitet
– At være omgivet af dejlige mennesker, der gerne vil én det bedste.
– Almindelig sund fornuft og respekt for vores medmennesker sejrer

Det glæder jeg mig mest til i 2023:
Weird Al koncerten!
– At fylde 40 til en Cannibal Corpse koncert
– God of War: Ragnarök kommer til pc
– At være en speltkælling
– Ok ok, at se giraffen. Noget af Pantera er gendannet.

Menu