Nye viser på gamle tavler
Populær
Hos Heilung går musik og historie igen op i en højere enhed.
2. Anoana
3. Tenet
4. Urbani
5. Keltentrauer
6. Nesso
7. Buslas Bann
8. Nikkal
9. Marduk
De færreste metalfans kan efterhånden påberåbe sig uvidenhed, når talen falder på dansk/norsk/tyske Heilung. De har taget hele verden med storm med deres medrivende “amplified history”, komplet med bare fødder og blottede nerver. “At Heilung er et orkester, der behandles af et rock- og metalmagasin, er i sig selv en lille særhed.” Således åbner vores anmeldelse af Heilungs forrige album, ‘Futha’. Selverkendelse er en dyd, og her på Devilution er vi exceptionelt dydige — hvad skal vi med stammedans og vikingetechno, når vi kan få metervaremetal og øllebøllerock tyret i nakken uden nogen nedre grænseværdi for plathed og fortænkthed?
Overlappende interesser
Svaret ligger lige til højrebenet og skulle det knibe en smule med at ramme, kan svaret findes andetsteds i samme anmeldelse: “...Heilungs fokus på førkristendommen og vikingekulturen overbeviser mange ellers kritiske ører.” Men på denne, deres tredje udgivelse, har ensemblet kastet et bredere net. Vi befinder os ikke længere i de vilde, germanske skove — ej heller i dualiteten mellem det maskuline og feminine. Der bliver zoomet ud i sådan en grad, at termen “world music” om muligt er endnu mere rammende.
Men før dit flettede skæg dirrer i ængstelse over, om der nu bliver givet køb på kerneværdierne, kan jeg berolige dig med, at selvom det føles nyt og spændende, er det stadig velkendt og hjemligt. For eksempel er åbneren, ‘Asja’, skruet sådan sammen, at det første, vi bliver mødt af, er Kai Uwe Faust. Hans knurrende brummen baner vejen for Maria Franz’ blide røst. Rytmisk klappen og en simpel, men effektiv udført ambience, understreger, at selv om vi kommer vidt omkring, er vi ikke længere væk hjemmefra, end at vi genkender landemærkerne.
Rosettestenen 2.0
Det vil ikke give mening at gennemgå numrene enkeltvis, da der er så meget mere til hvert nummer end et ønske om at give os noget at lytte til. Til sniglyttet på Nationalmuseet blev vi alle udstyret med en pamflet, der beskrev samtlige numres inspiration, tilblivelse og ikke mindst historiske værdi. Som den nørd, jeg nu engang er, har jeg måttet ransage min sjæl for at gøre op med mig selv, hvad jeg endegyldigt sætter mest pris på ved ‘Drif’. Musikken er interessant som altid: Vi bliver trakteret med alt det, der gør Heilung til Heilung.
Men denne gang bliver den overstrålet af et kig bag kulisserne. Hvert nummer har sin egen unikke fortælling, både set i et historisk, kulturelt og antropologisk perspektiv, men så sandelig også kunstnerisk og personligt. Pamfletten beskriver en kærlig dedikation til værket og respekt for dets ophav. Der er atter lagt en enormt indsats i at forene brudstykker af information med artefakter, og det skinner tydeligt igennem.
Der er mange øjeblikke, der er værd at slå ned på, på samtlige parametre. Hvert enkelt nummer er en oplevelse for dem, der ønsker at opleve det, og de udgør hver især en interessant historie. ‘Urbani’ er en voldsom omgang, som basalt set er Hakkerskaldyr II — men fremført af en romersk legion. Det er, så nakkehårene rejser sig, når det indre blik fremmaner række efter række af Roms bedste tropper. Det er værd at nævne, at ‘Urbani’ hænger uløseligt sammen med efterfølgeren, ‘Keltentrauer’. Den tysksprogede beretning fra slagmarken gemmer på en højst overraskende lydeffekt, der kortvarigt brød det blodige hørespils seriøse stemning. Christopher Juul har godt styr på sin ambience — og respekt for traditionerne.
Forbandet interessant
Men allermest fascinerende må siges at være næstsidste nummer: ‘Nikkal’. Baseret på en 3400 år gammel stentavle, fundet i det nuværende Syrien, er det et sjældent indblik i menneskets musikalske udvikling. Både tekst og noder er nedfældet, komplet med instrukser til, hvordan du stemmer din lyre til netop denne sang. Hvis det ikke er topmålet af enhver research/musiknørds drøm, så ved jeg guddødeme ikke, hvad der skal til for at stille dig tilfreds.
Jeg er ved redaktionens ophør endnu ikke afklaret med, hvad der vægter tungest: musikken eller historien. Jeg savner det uprøvede fra ‘Ofnir’ og den røde tråd fra ‘Futha’, men jeg hylder dem for at udvide deres, og dermed vores, horisonter. Autenticiteten er stadig i højsædet og det er i sidste ende, hvad der gør udslaget for mig. Jeg drømmer om en dag at kunne opleve dem under åben himmel, under omstændigheder, der tilgodeser den passionerede historietime, der endnu en gang drager og oplyser.