Hypnotisk og dragende smukt

040715

Heilung overgår sig selv på ’Futha’, der er væsentligt mere helstøbt og forførende end bandets debut, som med et par års forsinkelse tog metalverdenen med storm i 2017.

Kunstner
Titel
Futha
Dato
28-06-2019
Trackliste
1. Galgaldr
2. Norupo
3. Othan
4. Traust
5. Vapnatak
6. Svanrand
7. Elivagar
8. Elddansurin
9. Hamrer Hippyer
Forfatter
Karakter
4

At Heilung er et orkester, der behandles af et rock- og metalmagasin, er i sig selv en lille særhed. Bandet har aldrig været i nærheden af at benytte sig af hverken blastbeats, growl eller guitarer af nogen slags, men alligevel har de formået at tage metalmiljøet med storm med den selvudgivne ’Ofnir’, der efter et par år uden nogen særlig opmærksomhed for alvor bragede frem i 2017, hvor et par eminente koncerter i Holland og Norge førte til et stort metallisk fokus på bandets præ-kristne folk. Specielt Heilungs liveoptræden på Midgardsblot det år henrykkede ellers forstokkede metalpuritanere, og adskillige shows på metalfestivaler og en kontrakt med Season of Mist har senere fastslået, at trioen med deres horder af livegæster har sin plads i metalmiljøet, hvor Heilungs fokus på førkristendommen og vikingekulturen overbeviser mange ellers kritiske ører.

Efter en enkelt liveudgivelse er nærværende ’Futha’ opfølgeren til debuten; en plade, der naturligt nok er store forventninger til. Forventninger, som i det store hele indfries fuldt ud. Mens de instrumentale virkemidler hos bandet langt hen ad vejen er de samme som tidligere, udgør pladen ifølge Heilung selv den feminine modpol til den maskuline ’Ofnir’. Det fremgår ganske tydeligt på første halvdel af pladen, hvor Maria Franz’ vokalarbejde formår både at arbejde i symbiose med musikkens hypnotiserende rytmik, men samtidig også på udvalgte tidspunkter både i ’Galgaldr’ og ’Norupo’ som en atmosfærisk, luftigt svævende modpol til Heilungs dunkle trommearbejde og Kai Uwe Fausts hæse strubesang.

Den dronende folkgenre byder, at musikken i højere grad handler om at opbygge stemninger end at følge traditionel sangopbygning. Og det gør Heilung fortrinligt. ’Traust’ og ’Svanrand’ er forførende opbygninger, hvor Heilung vedbliver at fylde lyde og instrumenter på et musikalsk udtryk, der konstant arbejder sig opad i intensitet og voldsomhed for til sidst at finde et klimaks og falde naturligt ned igen. Det generelle indtryk på ’Futha’ er, at mens musikken er mørkere og de lyse vokaler mere dominerende end på ’Ofnir’, har fokus været på at skabe et mere traditionelt musikalsk schwung i stedet for den finurligt skårne og skæve rytmik, der prægede debuten.

Mod slutningen af pladen bliver vi dog også budt på nogle af de hypnotiserende, dunkende rytmer, som vi kender Heilung for. Både i ’Elddansurin’ og den lange og en smule grinagtigt navngivne ’Hamrer Hippyer’, som næsten føles som et techno-trancenummer med sine konstante, dunkende trommegange. Og som i øvrigt, med sin længde af næsten 15 minutter, fungerer aldeles glimrende som ’Futha’s hovedværk og naturlige klimaks.

Monotonien rammer
Som vanligt har Heilung et utal af forskellige uortodokse instrumenter i spil pladen igennem, hvor de forskellige trommer naturligt er det bærende instrumentale element. Fløjter, triangler, horn og en mængde andre lyde kommer i spil efter behov, mens ambient-input som hanegal og knasen af is også bliver benyttet, om end ikke i ligeså høj grad som på ’Ofnir’. Hvilket hjælper fint til at øge den musikalitet, som bandet søger at udtrykke med deciderede instrumenter.

De 73 minutters effektiv spilletid er dog en smule overdrevent, og man bliver fra tid til anden nødt til at slippe den koncentrerede lytning. Det kan med held gøres under ’Vapnatak’ og til dels ’Elivagar’, der begge stikker ud fra den ellers harmoniske, musikalske helhed. Med Fausts reciteren som det absolutte fokuspunkt i begge numre bliver det hurtigt ensformigt, medmindre man evner at forstå den blanding af gamle nordiske sprog, islandsk og oldtysk, som bliver benyttet på pladen.

Det er muligt, at de to skæringer set fra Heilungs synspunkt har deres plads i konceptet, som virker overordentlig gennemtænkt og veludført. Men for den gennemsnitlige lytter er det også de to numre, som bryder det momentum, som pladens første halvdel bygger op, og som tager ’Futha’ fra at være et mesterværk til blot at være adskillige lyt værd. For det er den. De komplekse lyd- og sangstrukturer er et prisværdigt stykke arbejde, der gennem størstedelen af pladen giver pote, også for den udenforstående lytter.