Den perfekte storm i Pumpehuset

Igorrr 220420-7
Otto von Schirach 220420-8
Otto von Schirach 220420-3
Igorrr 220420-31
Igorrr 220420-28
Igorrr 220420-25
Igorrr 220420-24
Igorrr 220420-2

Før to års forventninger til Igorrr kunne blive indfriet, skulle der udvides en horisont med Otto von Schirach.

Kunstner
Titel
Otto von Schirach
Spillested
Dato
20-04-2022
Fotograf
Kasper Pasinski + Cecilie Roos
Forfatter
Karakter
5

Otto von Schirach

“Ross Geller-keyboard”, “en afsporet arkadehal”, “The Nicholas Cage of music”, “Technofest på anstalten” og “hvis ADHD havde en lyd”, er blot nogle af de tanker jeg gjorde mig, da jeg stod ansigt til ansigt med Otto von Schirach for første gang. Mit kendskab til ham begrænsede sig til et enkelt forsøg for henved to år siden og så kan de kvikke hoveder godt regne ud, hvad jeg forsøger at sige om, hvor forberedt jeg var på hans musik.

Florida Man strikes again!

Og ganske som sin sovsede navnebror, kan jeg godt forstå, hvis nogen synes, at han er lidt for stærk kost. Der var granatchok at spore i ansigterne enkelte steder blandt publikum, en følelse jeg er sikker på, afspejledes i mit eget. Men vi nåede ikke mange minutter ind i den musikalske Bermudatrekant, før jeg måtte tættere på scenen og få et bedre overblik over, hvad fanden det var, jeg pludselig var en del af. Det er ikke uden grund, at han er inviteret til at blødgøre gearkassen hos Igorrrs publikum.

Iført ushankahat og en form for tabard, designet specielt til ham, sprang og spjættede han rundt på scenen med tungen ude af munden. Ind imellem drejede han knapper og trap-rappede sig igennem en pærevælling af samples, effekter og en bas, der truede med at tvinge mit maveindhold ud gennem mine ører. Resultatet blev en fest, ikke blot for de indviede - for det er én lang inside joke - men også for os andre, der var på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.

1-0 til Otto
Det er svært at beskrive Otto von Schirachs musik uden at lyde som om man har slået hovedet. Det kræver et kendskab til mere eller mindre obskure techno-genrer, at man er tilpas med absolut hvadsomhelst inden for et spektrum af alt der kan lave en lyd, som så igen kan køres igennem den bindegale vridemaskine der er von Schirachs univers. Men dem der også kom for forretten, fik serveret en formidabel, fucked up og ikke mindst dansabel aux-tortur. Hvis man kedede sig, så var man sateme også selv ude om det.

Jeg opgav ret hurtigt at forsøge at finde hoved og hale i numrene, det er kun takket være publikums bifald, at jeg havde en nogenlunde idé om hvor det ene sluttede og det næste startede. Sætlisten var sat sammen for maksimal party-boy effekt og der blev danset og hoppet til den helt store trekantede guldmedajle. Hvad der fungerede upåklageligt i Pumpehuset, den fuldstændig overskruede bas, mangler naturligvis hjemme i stuen, men næste gang han kommer, er jeg bedre forberedt.


278661529 732140294626297 8720003424961777652 n

Igorrr

Glædeligt gensyn
At åbne med ‘Paranoid Bulldozer Italiano’ synes jeg var overraskende, da der er mange andre numre, og ikke blot på den nye plade, der er langt mere åbenlyse valg. Det er til gengæld en personlig favorit og slog tonen an for resten af koncerten. Naturligvis var fokus på ‘Spirituality & Distortion’, som i retrospekt fortjente topkarakter for sine anstrengelser. Der blev naturligvis også plads til et par ældre skæringer, for afvekslingens skyld.

Igorrr blev budt velkommen tilbage, for første gang i fire år, med tilbedelse. Der har været udsolgt i årevis, og ventetiden gjorde kun godt for det samlede resultat. Publikum brølede nærmest højere end bandet spillede, hvilket ikke skal ses som en løftet finger - medmindre det er tomlen i vejret for alles præstation, denne aften. Lydmanden fortjener lønforhøjelse, for jeg kunne tage den med bare ører og kun én gang under hele koncerten, var der noget med afbalancering af lyden. Men fair skal være fair, I-N-G-E-N kan synge om kap med sopran Aphrodite Patoulidou.

Den nye forsanger var på alle parametre perfekt. Hendes sans for drama er upåklagelig og hendes vibrato sad lige i skabet. Hun overstrålede sin ellers kompetente forgænger og tryllebandt publikum med sine vilde skrig og skiftevis hårde og bløde vokalisering. Det er svært at fremhæve hvilke numre hun brillerede på, for der var ikke ét sekund hvor hun ikke gjorde hele salen til sin. Det skulle da lige være mens hun fik sig et velfortjent hvil og resten af bandet kørte den ind med ‘Parpaing’.

Næste stop: Det Kongelige Teater
Den havde jeg alligevel ikke set komme, eftersom en stor del af nummeret er hægtet op på George Fishers brede skuldre. Alligevel blev vi rusket rundt i 8-bit manegen af et medlem der ikke lod sig kue af skoene der skulle fyldes. Og sådan var der små overraskelser drysset rundt i løbet af aftenen. Den akustiske fløjtesolo fra ‘IeUD’ var ikke båndet, men blev fremført af Gautier Serre selv. Dramaturgien nåede nye højder under ‘Tout petit Moineau’, hvor Patoulidou sang os ihjel med et barneskelet på armen. Den dystre neo-opera var komplet og jeg så for mig et dystert værk der blev fuldendt af en overlegen tilstedeværelse.

Hvad jeg oplevede den aften overgik al forventning. ‘Nervous Waltz’ har aldrig lydt bedre og at skue udover det oprørte menneskehav i stroboskopets effekt trak oplevelsen op på et nyt niveau. Denne plade er skabt til at blive oplevet live og bandet selv, gjorde det ekstra fornøjeligt. Patoulidous tid i Sverige har nok hjulpet hende til at forme munden om den kartoffel alle danskere er født med, men hendes talent for at synge matches kun af hendes evne til at få publikum med.

‘Kung Fu Chévre’, blev fuldendt af publikums velvillighed til at harmonisere i stedet for at smide sig ind i hinanden. Jeg har ved gud aldrig set noget lignende, men Igorrrs fans er også en dedikeret, og dejlig blandet, skare. Harmonikaen var kærkommen, de huggende trommer ligeså og det generelle kaos var lige hvad jeg trængte til sådan en ellers småfesen onsdag. Desværre måtte jeg se mig slået af klokken og som en anden Askepot, hastigt og modvilligt forlade ballet. Næste gang, Igorrr. Næste gang.

Jeg vover pelsen og konstaterer på fællesskabets vegne, at det da vist nok var en rigtig god koncert. Jeg nøjes med at konstatere på egne vegne, at det er en af de allerbedste koncerter jeg nogensinde har været til. Enhver bekymring om nye medlemmer og disses evne til at levere blev gjort noget så eftertrykkeligt til skamme, for på intet tidspunkt tabte ensemblet tråden, pusten eller publikum.

278626541 1023505298546661 1615468690555914157 n