Skinkeklask og strygersektioner

spirituality_and_distortion_2_lp_b-50738945-

At beskrive Igorrr er som at forsøge at sømme spaghetti fast til væggen. Begge dele er et ugudeligt og klistret Sisyfosarbejde, og det er lige så umuligt, som det er underholdende.

Kunstner
Titel
Spirituality and Distortion
Dato
27-03-2020
Trackliste
Downgrade Desert
Nervous Waltz
Very Noise
Hollow Tree
Camel Dancefloor
Parpaing
Musette Maximum
Himalaya Massive Ritual
Lost in Introspection
Overweight Poesy
Paranoid Bulldozer Italiano
Barocco Satani
Polyphonic Rust
Kung Fu Chévre
Forfatter
Karakter
4

”Hvad siger den her, når man klemmer på den?”

Igorrr tog den kollektive metalverden med bukserne nede med ’Nostril’ tilbage i 2010, og 10 år senere er der stadig fuld smæk på mutanten. Som et andet Frankensteins monster er franskmændenes hjemmebagte hjertebarn strikket sammen af alverdens løsdele og den røde sutur, der holder sammen på delene er en musiker, for hvem der ikke findes etiske og moralske kvababbelser ved at parre hysterisk drum'n'bass med dobbeltpedaler og hvad, der ellers er for hånden, som siger noget, når man slår på det.

Skal man sammenligne med forgængeren – og det skal man jo – er ’Spirituality and Distortion’ mindre forskruet i sit forsøg på at få musik ud af alle lyde i hele verden. Dermed ikke sagt, at der ikke er skudt med spredehagl i denne omgang også, men der er mere sammenhæng at spore. Metallen er mere fremme i lydbilledet i længere tid ad gangen end vi har været vant til fra deres side, hvor man nærmest ikke nåede at blinke, før nogen kvalte en kylling.

”Hvor mange knapper kan jeg trykke på med én hånd?”
Efter en, for Igorrr, forholdsvis normal omgang kluddermor ledes vi ind i musikkens svar på Raoul Dukes kuffert i 'Fear and Loathing in Las Vegas'. Den gode monsieur Serre programmerer lystigt alverdens percussion ind i bragende blastbeats, på ’Camel Dancefloor’ leges der med den arabiske
skala (og hvad der lyder som en skinke, der får smæk). Så rulles de store kanoner ud og singlen ’Parpaing’, som løst oversat betyder mursten, cementerer, at Igorrr skam ikke glemmer, hvad de kom for: At spille metal. Den gladeste dreng i dødsmetallen, George 'Corpsegrinder' Fisher, optræder som en vred 8-bit version af sig selv, og understreger modsætningen mellem den skrabede dødsmetal og det komplekse virvar af lyd, der er Igorrr.

 

Men skal jeg pege på et nummer, der er så ærke-Igorrr, at jeg har besluttet mig for, at det skal være mit go-to nummer når jeg skal introducere nogen til konceptet, er det uden tvivl ’Musette Maximum’. Prøv lige at sige det højt engang, på dit bedste skolefransk. Harmonika og blastbeats har vundet mit hjerte med sin nærmest ulideligt begejstrede melodi, flankeret af en bas, der ville gøre enhver Primus fan våd i cargoshortsene – og så selvfølgelig nogen, der skriger i baggrunden.

Uanset om du kan lide Igorrr eller ej, må jeg konstatere, at de har en god portion humor, for ellers kunne de aldrig slippe af sted med det her. Næste nummer ’Himalaya Massive Ritual’ indeholder klangskåle og blide akustiske toner, som står i vidunderlig kontrast til de pågående og staccatoprægede riffs og ditto kor, og er med til at understrege, at galskaben bestemt ikke er nedtonet. Tværtimod forekommer den mig endnu mere målrettet – men nu har de også haft et par år at øve sig i. ’Paranoid Italian Bulldozer’ er et epileptisk anfald i flotte kostumer, ganske som de operaer, bandet tydeligvis her har ladet sig inspirere af. Sopranen folder sig ud og viser sig fra sin mest dramatiske side, og Vivaldi nikker anerkendende ad de jagende strygersektioner; og bedst som jeg sidder med min allermest spidse mund og nyder det klassiske element, skiftes der til et afgrundsdybt brøl fra orkestergraven og den musikalske Pandoras boks står pludseligt på vid gab.

De er skøre, de gallere
Igorrr er ethvert ordensmenneskes mareridt. Men som et menneske, der trods alt elsker de ting, der ikke lader sig kategorisere eller forklare, er jeg kommet hjem. Der er så meget at lytte til og opleve, endnu engang, så som det nidkære menneske jeg er, kan jeg kun trække opgivende på skuldrene og bede jer om at høre det selv, for der findes ikke nok ord i verden til at beskrive Igorrr. Det er spirituelt, det er forvrænget, det er lige hvad du har brug for.