Årsliste 2017 – Thomas Fischer

2017 var et forbandet lorteår, der fulgte et andet forbandet lorteår. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Undergrunden flyder simpelthen over med negative, menneskefjendske og helt generelt skidegode skiver, på trods eller grund af verdens elendighed. 

Årets danske album:

1. Tongues: 'Hreilia' – Disse jyske black-debutanter gør det, den danske metalscene har brug for – de lyder, som om de ikke er fra Danmark, hviket er beskrevet tydeligere i min anmeldelse af albummet. Mine forventninger til den danske metalscene er ikke koloenorme, så denne udgivelse var en yderst behagelig overraskelse. Sangskrivningen på pladens mareridtsagtige, depressive og pessimistiske drømme-black er finpoleret og unik.

2. Phrenelith: 'Desolate Endscape' – Der sker noget i den Københavnske retro-dødsscene, det har Undergang for længst cementeret, selvom de aldrig helt har fanget mig. Her overbeviser David Torturdøds sidegesjæft, Phrenelith, til gengæld. Med et strammere lydbillede, højere tempo og mere gennemtrængende atmosfære end Undergangs råddenskab rammer 'Desolate Endscape' mig lige der, hvor det kilder.  ">

3. Piss Vortex: 'Soft Reboot' – Der er lige knap 8 minutters musik på den nyeste udgivelse fra den københavnske kvartet. Gælder det som et album? Næh, men pyt. Piss Vortex er med deres dissonante og kaotiske grind uden tvivl et af de mest interessante bands i Danmark, og 'Soft Reboot' ændrer ikke på det. Det siger ikke så lidt, at bandet på otte minutter kan bedrive en mere helstøbt udgivelse end mange andre danske bands.

4. Slægt: 'Domus Mysterium' – De unge drenge i Slægt får temmelig meget hype, og det er ikke uden grund. Deres heavy metal-indsprøjtning til black metallen er sympatisk og tager sig godt ud her på den anden plade. Liv og undgommelig energi springer ud af højtalerne, når det spiller, hvilket er rimelig atypisk for genren, udover måske hos Darkthrone. 

5. Sunken: 'Departure' – Sunken har vist eksisteret ret længe. Jeg husker i hvert fald at have set en koncert med dem tilbage i 2014. Så det er på tide, at de debuterer, og det gør de heldigvis godt. Pladen 'Departure' byder på veludført atmosfærisk black med kraftige, forpinte vokaler og store reverbflader. Sunken opfinder ikke den dybe tallerken, men det, de gør, det gør de godt.

Årets internationale album:



1. Artificial Brain: 'Infrared Horizon' – Nogle plader eksploderer ind på lystavlen, mens andre kravler ind stille og roligt og tager fusen på én. Nogle album er fede en uge, hvorefter interessen fiser ud. Og så er der nogle, der popper op og er voldsomt stærke, hvorefter de kun bliver federe. Da jeg anmeldte pladen tidligere på året, var jeg ikke helt overbevist af hele 'Infrared Horizon', men efter følgende gennemlytninger er jeg kun blevet mere betaget af helheden. Sci-fi-dødsmetallerne rammer plet mellem det storladne og brutale med deres sære riffs, intense flader og gutturale vokaler. Mens deres lydbillede nok er for tætpakket til det helt brede gennembrud, så er Artificial Brain værd at holde et øje på blandt undergrundens kultbands.

2. Suffering Hour: 'In Passing Ascension' – Blackened Death metal er en lidt svær størrelse for mig. Jeg har ofte haft tanken, om præfixet 'blackened' ikke bare er noget, dødsmetalbands får påduttet, hvis de har kostumer og sminke på på scenen. Men blandingsgenren skal alligevel tages alvorligt. Og Suffering Hour viser virkelig, hvad det skal betyde. På 'In Passing Ascension' blander de med lethed blackens diskante, atmosfæriske angreb med dødsmetallens legende riffsalat. Pladen er proppet til randen med riffs, men ofrer aldrig den gennemgående stemning for at lalle rundt med ligegyldige stykker. Suffering Hour ved lige præcis, hvad de laver, og foruden at levere en af årets plader inden for ekstremmetallen er de også de mest imponerende debutanter i 2017.

3. Dodecahedron: 'kwintessens' – Højkonceptuelt, mærkeligt, filosofisk, prætentiøst. Det er svært at sluge, men det bliver nærmest ikke bedre i min verden. Af samme grund gav jeg Dodecahedron fuld plade tidligere på året, for deres geometri-black baseret på de platoniske legemer. Hvis nu nogle flere bands turde lave sådan noget mærkeligt noget og sked hul i det brede publikum. Så ville verden være et ... mærkeligere sted. Fyldt med svært fordøjelig musik ... Ved nærmere overvejelse er det egentlig fint nok, at der er langt imellem plader som 'kwintessens'.

4. Igorrr: 'Savage Sinusoid' – Det her musik er komplet absurd, absurdisme er fedt. Om livet har en mening eller ej, og om det er godt eller skidt, det er sgu ligemeget. Her er noget musik, der inkluderer cembalo og en klukkende kylling. Lad os grine ad alting og omfavne, at vi ikke fatter en skid. Igorrr blander alle de genrer, de kan komme til, fra barok til black metal, og det lyder som intet andet. På deres nyeste plade har de tilmed droppet at bruge samples. Igorrr er en sand pærevælling, men det er en unik og velsmagende en af slagsen.

5. Loss: 'Horizonless' – Funeral doom er en genre, jeg bedst nyder i doser. Det emotionelle vælde, man nedsænkes i på de mest effektive af genrens plader, er simpelthen for overvældende til tider. Men indimellem er det så absolut nødvendigt at lade sig sænke ned i. Her er Loss et band, jeg har fulgt og nydt længe, og seks år efter deres debutplade 'Despond' udkom, lander 'Horizonless' ganske belejligt. Bandet benytter harmoniserede leadguitarer i stor stil og hænger sig ikke for meget i at drone afsted. Faktisk er det ofte rimeligt uptempo, med enkelte blastbeats og en varieret vokal. Men musikkens melodiske, harmoniske og atmosfæriske karakter bliver aldrig andet end en selvmorderisk, slæbende affære.

Boblere: Året har været fantastisk for undergrunden med en masse stærke debutalbum inden for black og død. To eksempler er Ascended Dead, der kaster noget af årets hidsigste retro-dødsmetal efter os, og Spectral Voice tager os med på en transcendental rejse ind i psyken. Primitive Man udgav deres anden fuldlængde i år og står med den med noget af det mest tunge og dissonante sludge, der overhovedet kan støves op. Blut aus Nord vendte tilbage med en dybstemt og industrial-agtig black-plade, som jeg stadig arbejder med. Andre nævneværdige bands er Ingurgitating Oblivion, der leverer en både abstrakt og intens gang dødsmetal, der blandt andet inkluderer en vibrafon, og Pyhrron, hvis kaotiske metal leger så meget, at den i sandhed kan siges at slægte freejazzen på. Om det er godt eller skidt, ved jeg ikke endnu.

Årets internationale hit:

Igorrr: 'ieuD' – Adskillige hjerner er smeltet grundet galningen Gautier Serre og hans genresammenblandingsprojekt Igorrr. Kobl så det sammen med en mærkværdig video, der til tider virker som psykologisk horror og på andre punkter som en absurd komedie, og vi har årets single og Igorrrs indtog i den bredere mainstream. Helt uden at prøve på det. Jeg klapper begejstret og ser frem til at se dem på Copenhell 2018.

Årets danske hit:

Slægt: 'I Smell Blood' – Jeg gør mig ikke rigtig i hits. Jeg kan bedre lide af blive efterladt som et stort spørgsmålstegn end at blive revet med med det samme. Men det her nummer, det har i hvert fald hitpotentiale.

Årets genfundne klassiker:

Timeghoul: 'Panaramic Twillight' – Det er sørgeligt, at dette band aldrig udgav mere end to demoer tilbage i 90'erne. Men når bands som Artificial Brain, Blood Incantation og Spectral Voice vitterligt bærer inspirationen fra Timeghoul uden på tøjet, så er det i den grad værd at vende tilbage til bandet, som opnåede kultstatus i undergrunden med en diskografi, der består af seks numre.



Årets fysiske udgivelse:

Jeg køber ikke fysiske udgivelser længere. Undskyld.

Årets koncerter:

1. Spectral Voice: Loppen, 06-11-2017 – Det var egentlig Blood Incantation, der var hovednavnet denne aften. Men som jeg også skrev i min anmeldelse af aftenen, stjal Spectral Voice showet. Bandet gør noget helt særligt live, og selvom jeg er glad for deres tidligere nævnte debutplade, så bør bandet opleves live for at få det hele med.

2. Ulcerate: Pumpehuset, 17-08-2017 – Der er en grund til, at Ulcerate er ikoniske. Bandet lyder om noget bedre live end på plade, og med en performance indhyllet i røg og statisk lyd antager deres meditative dødsmetal end helt særlig atmosfærisk karakter, som få kan gøre dem efter. At det så lykkes trioen at lyde som dobbelt så mange mennesker, gør kun det hele mere imponerende.

3. Bölzer: Pumpehuset, 06-05-17 – Den schweiziske duos nyeste album 'Hero' har polariseret deres fans. Jeg tæller blandt dem, som godt kan lide deres mere tribalistiske tilgang på pladen, og live nailer de det virkelig. 

4. Batushka: Copenhell, 23-06-2017 – Det teatralske elements sejrsgang. Så var det alligevel ventetiden igennem Five Finger Death Punch værd. 

5. Blood Incantation: Pumpehuset, 17-03-17 – Selvom Spectral Voice udkonkurrede dem på Loppen, så skal de hypede rumdødsmetallere ikke underkendes. Blood Incantation leverer et super stramt show, og bør opleves når muligheden byder sig.

Årets internationale navn:

Igorrr – Det er lykkedes det her franske nedsmeltning af et projekt at opnå bred anerkendelse og spille på flere store festivaler. De er tilmed signet på Metal Blade Records. 

Årets danske navn/solist:

Undergang – De var i Go' Morgen Danmark og spille dødsmetal. De fik Puk Elgård til at sige "Klynget op i en galge af egne indvolde". Alene af den grund fortjener de det her spot. At bandet ufortrødent kører på med deres grumsede dødsmetal og har international succes, skal også anerkendes.

&feature=youtu.be 

Årets nye internationale navn:

Suffering Hour – Der var utroligt mange stærke debutanter i år, men Suffering Hour tog fuldstændig røven på mig. Kommer de til at blive kæmpestore? Nok ikke. Men undergrunden har fået et nyt navn at holde sine misbilligende øjne på.

Årets nye danske navn:

Tongues – At deres debutalbum topper min årsliste for danske plader, bør være begrundelse nok. Jeg håber at høre meget mere til det her band fremover.

Årets comeback:

Body Count – Det er imponerende, som Ice-T formår at holde sig relevant. Det er ikke, fordi jeg har lyttet meget til pladen, men med den omtale, pladen har fået, og det af det, jeg har hørt, så må jeg give bandet den anerkendelse, de fortjener.

Det overså jeg i 2016:

Anaal Nathrakh: 'The Whole of the Law' – Anaal Nathrakh er kun et perifært kendskab for mig, af en eller anden grund. Jeg har altid fundet deres industrielle deathgrind meget tiltalende, men til tider også komisk i sin overdrevethed. Men 'The Whole of the Law' er en stærk skive, som jeg har lyttet til en del i 2017. Især pladens slutnummer 'Of Horror and the Black Shawls', der sampler Mozarts 'Requiem', rammer lige der hvor det skal.



Årets optur:

At Devilution pisser diverse fanboys af ved at holde fast i at tillade kritisk kulturjournalistik og ikke bukker under for den danske rygklappermentalitet og konsensustyranniet. 

Årets største skuffelse:

Akercockes reunion album, 'Renaissance in Extremis'. Selvom skiven jo ikke som sådan er dårlig, så er den ikke den magtdemonstration, jeg havde håbet på. Efter at have gået og trippet af forventning, siden de annoncerede deres genkomst, virkede pladen simpelthen antiklimatisk. Underlige produktionsvalg og usikre vokaler ødelægger, hvad der kunne have været så godt. Jeg holder mig til de tidligere plader.



Største ønske for 2018:

At folk lader være med at blive så forurettede over kritik og lukker røven på de sociale medier. Et umuligt ønske, men hey.

Det glæder jeg mig mest til i 2018:

At fordybe mig i mere fed musik, både andres og min egen.