Fra dybet mod mørket
Konvent udvider deres doom med elementer af døds- og i særdeleshed black metal på 'Call Down the Sun', der lyder godt og dunkelt.
2. Sand is King
3. In the Soot
4. Grains
5. Fatamorgana
6. Interlude
7. Never Rest
8. Pipe Dreams
9. Harena
Nok stormede Konvent ind på den danske metalscene med debutpladen 'Puritan Masochism' i 2020, men selvom de blev vældig populære på hjemmebanen, så har de her to år senere valgt at gå mod mørket i stedet for at lade sig rive med af stemningen. For deres nye plade 'Call Down the Sun' er dyster, melankolsk, vred og mest af alt herlig at lytte til. De to år, vi har været igennem i mellemtiden, har måske heller ikke ligefrem lagt op til, at man skulle begynde at synge om forårets komme, hvorfor Konvent har ladet sig inspirere af desperationen.
For i mørket finder man udviklingen hos Konvent. Det er stadig doom, men det er også black metal. Det kan man tydeligt høre især på vokalen fra Rikke Emilie List, der veksler mellem afgrundsdyb dødsgrowl til den black metalliske snerren og forpinte skrig. Musikken balancerer ligeledes mellem black metal og den tunge doom, Konvent startede med og viste verden på debutpladen.
Nu kommer der flere facetter på, og det gør kun Konvent endnu mere interessante at lytte til. Sangskrivningen går i flere retninger, og det kan høres på den tonstunge single, 'Grains', der blev smidt for et par måneder siden. Den kan du se og høre her:
Fusionen mellem doom og black metal går igen på flere numre, og på 'In the Soot' kan man i introen høre, hvordan de går efter det dystre i begge genrer. Sangens start minder om Crocells titelsang fra 'The Wretched Eidola', der har samme melodiske strejf. Det melankolske understreges også i teksterne, der ikke lige umiddelbart giver menneskeheden alt for meget håb, og med sangtitler som 'Pipe Dreams', 'Never Rest' og 'Into the Distance' er det da også stadig bitre emner og knuste drømme, der tages op.
Læg dertil, at musikken lyder godt. Produktionen står Lasse Ballade for, og sammen med Konvent har de i Ballade Studios sørget for, at der er klarhed i instrumenterne og rigeligt med tyngde. Trommerne fra Julie Simonsen er dybe og giver sammen med bassen fra Heidi Withington Brink nogle solide hug i mellemgulvet, mens Sara Helena Nørregaards guitar går rent igennem med sine riffs. Måske allerbedst på den afsluttende 'Harena', hvor der er en nær episk stemning, og guitaren er ren som klassisk heavy metal fra firserne, når den synger pompøst solen ned på pladen. For det her er mørkt, og det er på den gode måde. Hør den syv minutter lange sang her:
Konvent anno 2022