En tilstand af flow

russian circles gnosis

Vi hensættes i produktiv trance af Russian Circles' nye samling op- og nedture.

Titel
Gnosis
Dato
19-08-2022
Trackliste
1. Tupilak
2. Conduit
3. Gnosis
4. Vlastimil
5. Ó Braonáin
6. Betrayal
7. Bloom
Forfatter
Karakter
4

Nogle gange er det svært at skrive. Man skal trække sig igennem. Nærmest hive ordene ud af hjernen gennem skuldre, arme og fingres nervebaner. Man ved, imens man gør det, at det ikke bliver godt, men alligevel gør man det. For deadlinen lurer.
Det er den dårlige slags. Det er utilfredsstillende og svært. Det er sikkert det samme i de fleste jobs, men det her er nu engang det, jeg kender.
Andre gange, dog. Der går det nemt. Fingrene flyver hurtigere over tastaturet, end den bevidste del af hjernen kan nå at følge med, og alt det, der gemte sig som løse og flygtige spindelvæv eller halmstrå for vinden samler sig og rammer skærmens kunstigt-hvide, digitale ark, nærmest uden man skal anstrenge sig.
Det kalde en tilstand af flow, og for de af os, der har lagt ulovlige substanser på hylden for år tilbage, er det noget af det bedste, man kan opleve.
Denne følelse af forbundethed, der overstiger selvet og bevidstheden, er virkelig noget særligt.



Hvorfor lyder denne anmeldelse nu som et essay fra en førsteårsstuderende på nordisk litteratur? Jo, det gør den, fordi “flow” er den præcise fornemmelse, man får af at lytte til den nye plade fra Russian Circles. ‘Gnosis’ hedder den, og selvom det refererer til en højere forståelse af kosmiske instanser og deres gøren og laden, er selve analysen af albumtitlen for abstrakt og intellektualiseret til det, vi har med at gøre.
For selvom Russian Circles optræder på snart sagt hver eneste festival, der ikke sætter en ære i at knuse øldåser med pandeskallen, og tit smides i en form for intellektuel kasse er de, i hvert fald på ‘Gnosis’, et band, der spiller direkte ud af kroppen, i bedst mulige forstand.

Mange, mange år er gået siden de udgav ‘Station’. Ikke det gængse valg for en yndlingsplade, men ikke desto mindre blandt denne skribents favoritter. Nu ville man gætte på, at jeg skulle prise bandet for at være vendt tilbage til den søde, mathrockede tilgang de havde på den plade – den lyd, der mindede os lidt om 65daysofstatic på deres bedste, men nej. For ‘Station’ er netop fusionen mellem intellekt og emotion, og ‘Gnosis’ er langt mere intuitiv, hvilket også gør, at den i langt højere grad faciliterer øvrig handling hos lytteren. For selvom der er støj på, lever den op til Brian Enos credo om ambience – det er musik, du kan lytte lige så vel aktivt til, som du kan have kørende i baggrunden. Afhængig af volume, naturligvis, for på ‘Gnosis’ bliver der skruet noget op for støjen.



Særligt spændende er det, at Russian Circles er i stand til at udvikle sig, selv her tyve år senere.
For eksempel på tracket ‘Vlastimil’, der som noget helt nyt inkorporerer både black metal-riffing og kaotiske, hårdt bankede trommer i Russian Circles’ svulstige post-rock, og på den måde tilføjer en helt skarp kant.
Ikke at bandet ikke også formår det i det nærmest chuggende titelnummer, der, udover at trække på det bedste fra Red Sparowes, også sørger for at lave en solid kant hen mod nummerets slutning. Man kan kun drømme sig til, hvor lækkert det må lyde live.
Selv irsk folkemusik nærmer vi os i et kort mellemspil på ‘Ó Braonáin’, men naturligvis på smagfuld facon. Der går ikke hverken ‘Celtic Circle’ eller Flogging Molly i den.
‘Gnosis’ er en særdeles solid plade og demonstrerer, at Russian Circles står mindst lige så stærkt – hvis ikke stærkere – end nogensinde. Her på magasinet nyder vi pladen igen og igen og fryder os over, at festivalen A Colossal Weekend findes, så vi kan være sikre på at opleve Russian Circles igen og igen.