Fra slutspurt til hækkeløb i motionistklassen
Vltimas vil bare gerne tænke nyt og sprede sine vinger ud. Men er man en håndfuld halvgamle sortmetallere med fremragende resuméer, er dette ikke nødvendigvis ønskværdigt. 'Epic' fejler i sin stræben efter at være lettilgængelig.
2. Epic
3. Miserere
4. Exercitus Irae
5. Mephisto Manifesto
6. Scorcher
7. Invictus
8. Nature's Fangs
9. Spoils of War
Da ekstremmetal-supergruppen Vltimas, bestående af et par højtstående officerer med fortid i Morbid Angel og Mayhem, David Vincent og Rune Eriksen, samt Cryptopsys Flo Mounier, for rundt regnet fire år siden leverede debuten 'Something Wicked Marches In', var vi her på Devilution hurtige til at antyde, at det black-/dødsmetalliske opus havde potentialet til at blive en nyklassiker indenfor genren.
Ikke uden grund, for albummet står stadig stærkt. Men lad os indledningsvis springe mellemregningerne over, sprinte direkte til konklusionen og fastslå, at opfølgeren 'Epic' næppe får samme glorværdige skæbne.
”Jamen, det groover mer'!”
Helt generelt er der på Vltimas version 2.0 skruet markant ned for såvel tempo som for de decideret blackmetalliske udladninger. Fokus er på den groovy, varierede dødsmetal, som trækker linjer tilbage til specielt Morbid Angels 'Covenant'- og 'Domination'-plader. Hvilket sådan set er fint nok. Problemet synes at være, og lad dette være et kvalificeret gæt, at David Vincent i høj grad har stået for sangskrivningen ganske for sig selv. En kunst, han nok ikke burde lades alene med. Dermed synes meget af det ekstremmetalliske islæt, som specielt guitarist Rune Eriksen stod for på debuten, at være væk og i stedet være blevet erstattet af et let bedaget metalrockende islæt, som ikke gør noget godt for hverken band, sange eller lytter.
Bevares, der er stærke sange på 'Epic': De tre singler 'Invictus', 'Miserere' og 'Scorcher' er blandt det bedre output, omend sidstnævnte lider under et noget unødvendigt og fordummende råb-med-omkvæd, og 'Exercitus Irae' er tæt på at holde standarden fra debutens stærkeste spor. Men en gennemgående problematik er Vincents nu mere stædige insisteren på at komme så tæt som muligt på, hvad vokalisten sikkert selv vil kalde rensang. Han forsøger sig med et miks af sin egen velkendte baryton-vokal og en klassisk heavy metal-vibrato, hvilket vel forløber nogenlunde hæderligt, men næppe er, hvad man vil eller kunne forvente af Vltimas.
”Spil noget gammelt!”
Således kommer 'Epic' ofte til at lyde som et hardrock-band, der forsøger at spille ekstremmetal, fordi det er lidt sejt, uden egentlig at evne det. Sangskrivningen halter, de medrivende omkvæd er langt fra lige så tilstedeværende som på forgængeren og Rune Eriksens voldsomme blackmetal-riffs er der langt mellem. Det gumpetunge titelnummer og den komplet ligegyldige 'Nature's Fangs' halter lidt afsted i midt-tempo uden nogensinde at animere til et genlyt, med mindre man tilfældigvis er nødsaget til at anmelde dem, og pladens svageste skæring, 'Mephisto Manifesto', minder i foruroligende grad om stilen fra Morbid Angels mest spektakulære fald fra tinderne, den ret rædderlige 'Illud Divinum Insanus'.
Overordnet sidder man tilbage med en følelse af, at skomageren her skulle være blevet ved sin læst. At to tredjedele af Vltimas skulle have bedt Vincent sætte sig over i hjørnet og drikke en bajer, mens de skrev musikken. At nytænkning ikke altid er god tænkning.
Bandets første plade vandt ved at excellere indenfor velkendte musikalske territorier. Toeren her forsøger sig med nye landvindinger. Det lykkes som oftest ikke, og pladens højdepunkter er uden tvivl de numre, der lyder som noget, vi har hørt før. Det kunne have været rart, hvis Vltimas bare havde spillet noget af det gamle.