Forårsforelskelse i fuldt flor
Populær
Allstar-trioen Vltimas holder det enkelt, brutalt og suverænt på den dødsmetalliske debut, som byder på velskrevne sange og sublim produktion fra start til slut.
2. Praevalidus
3. Total Destroy
4. Monolilith
5. Truth and Consequence
6. Last Ones Alive Win Nothing
7. Everlasting
8. Diabolus Est Sanguis
9. Marching On
Foråret har så småt stukket sit blomsterkransede hoved frem. Dagene bliver længere, træerne står i knop, og varmen trænger ind under huden. For nogle betyder det, at et kvartals lidelse med pollenallergi og solskoldninger snart er en realitet. For andre, at følelserne sætter sig uden på tøjet, smilene bliver bredere, og en harmløs, kriblende og overstadig forelskelse melder sig. Således også for denne anmelder. Om følelserne er gengældt er nok tvivlsomt, men den udkårne hedder ’Something Wicked Marches In’ og er den dødsmetalliske supergruppe Vltimas’ førstefødte.
Og hvorfor nu denne betingelsesløse, overstadige kærlighed?
Jo, trioen bestående af tidligere Morbid Angel-forsanger/bassist David Vincent, tidligere Mayhem-guitarist Rune Eriksen og Cryptopsy-trommeslager Flo Mounier har ganske enkelt begået et simpelt, lettilgængeligt og aldeles fremragende kærlighedsbarn af en dødsmetal-plade, som jeg åbenbart har manglet alt for længe i mit liv.
Stilen er tung, groovy og brutal dødsmetal, som vi kender den fra Morbid Angel-klassikere som ’Covenant’ og ’Domination’, garneret med black metalliske riffs, der lyder ganske velkendte, Eriksens fortid hos Mayhem in mente. Med andre ord er der ikke nødvendigvis noget nyt og banebrydende under solen hos Vltimas. Til gengæld gør bandet det, de gør, helt og aldeles fremragende.
Titelnummeret bruger den helt brede palette af de virkemidler, som Vltimas har at gøre godt med. Groovende og tungt som bare fanden, de helt rigtige sortmetalliske guitarer i breaks på de helt rigtige steder, en eminent blastende trommeslager, som bibeholder en effektiv brutalitet bag sættet uden at gøre det sværere, end det er, og så den stemme … David Vincents karakteristiske vokal er allestedsnærværende på pladen og lyder lige så ung og forårsfrisk fra gravens dyb, som den gjorde dengang i starten af 90’erne, da Morbid Angel var på sit højeste.
Og apropos Morbid Angel: næste manøvre i frontalangrebet er ’Praevalidus’, som sammen med ’Truth and Consequence’ og ’Marching On’ vel er det tætteste vi har været i årevis på de ikoniske plader, som Vincents tidligere orkester udgav dengang, hvor dødsmetal var andet og mere end enten tech-fifleri eller en konkurrence om, hvem der hurtigst kan blaste og skramle sig igennem ni numre.
Men Vltimas er trods alt også mere end et tidsbillede af, hvordan brutal musik skulle skæres for 25 år siden. ’Monolilith’ er den infernalske kærlighedsode, som Vincents stemme og tekst får gjort tilpas modbydelig og djævelsk, ’Diabolus et Sanguis’ prøver nye og mere lettilgængelige virkemidler af med inkluderingen af mandekor og progressive trommer, og ’Last Ones Alive Win Nothing’ er så langsomt gungrende og brutal, at det næsten er en lettelse, når Eriksen i perioder lader sine guitarspor være en smule atmosfæriske og dronende for at bløde en smule op i det tunge element.
Et kip med hatten til producer Jaime Gomez Arellano er også nødvendigt. Samme mand som sad i producerstolen under Paradise Losts comeback som reelt metalband, styrede knapperne på Primordials fine ’Where Greater Men Have Fallen’ og senest har arbejdet sammen med Myrkur, formår på ’Something Wicked Marches In’ at få alle elementer til at stå krystalklart frem. Hvilket formentlig også er med til at fremme det helstøbte, organiske udtryk, som man fornemmer pladen igennem. Intet bliver syltet, ingen bliver fremhævet. Det er blytung død i total harmoni.
Spørgsmålet er nu, om Vltimas’ debut blot er en forårsforelskelse? Pladen er enkelt skrevet og udført, let at lytte til og lade sig blive fanget af, men måske mindre kompleks end meget andet, der udgives for tiden. Hvilket er en velsignelse i øjeblikket, da ’Something Wicked Marches In’ er uendeligt nem at give sig hen til. Når det er sagt, er det måske også den type plade, man for nemt bliver træt af. Fordi den ikke udfordrer én nok. Den er en fræk og forførende flirt, men er den stadig spændende, når normaliteten og hverdagen indfinder sig? Bliver den ved at have noget på hjerte? Det er muligvis pladens svaghed. Man får hurtigt smagt alt på pladen, og kører træt i den. Om det er tilfældet, må tiden vise.
Faktum er, at jeg knuselsker dette album. Her. I dette nu. Uforbeholdent. Det er dødsmetal; enkelt, velskrevet, rammende, brutalt og suverænt.