En rutsjebane af progressive stimulanser
Alkaloid bibeholder gudskelov den hyperenergiske legesyge, og med en spilletid på 70 minutter er 'Numen' alt det, man kunne have håbet på – og mere til.
2. The Cambrian Explosion
3. Clusterfuck
4. Shades of Shub-Niggurath
5. A Fool's Desire
6. The Fungi from Yuggoth
7. The Black Siren
8. Numen
9. Recursion
10. The Folding
11. Alpha Aur
Uanset om man vælger at købe ind på supergruppe-begrebet eller ej, så kommer vi ikke uden om, at Alkaloid har kunnet drage fordel af medlemmernes baggrund i andre sammenhænge. Med (eks-)medlemmer fra bands som Obscura, Aborted, Dark Fortress og Necrophagist er det ikke blot erfaringerne, men også de tekniske skills, der taler sit eget tydelige sprog på tværs af alle moderbandsene.
Nu er det dog Alkaloid, der er på dagsordenen - et band, der endnu mest har fået sig et navn i de mere nørdede ekstremmetal-kredse. Live-aktiviteten er meget begrænset, og deres numre tenderer til den lange og komplekse side, der kræver lidt mere af lytteren end som så. Som vores daværende skribent konstaterede i forbindelse med forgængeren, 2018's 'Liquid Anatomy', kunne man dengang nyde godt af "...et ambitiøst og veludført albumværk, der med sin flydende sekvensering, strømlinede lyd og overvejende konsistente sangskrivning hviler flot inden for moderne progressiv ekstremmetal." En mening jeg deler, omend det så er synd, at der aldrig blev gjort mere for at bringe projektet videre ud af studiet, når nu de havde så stærk en skive i baghånden.
Uden nogen aktiviteter i mellemtiden står vi så her nu, fem år senere, med 'Numen' i hånden, fortsat i Season of Mists fold, men kan de fortsat holde den kryptiske eksperimentalmetal lige så inspireret, eller er de kreative årer i denne konstellation udvandet med årene?
Jeg har vel sådan set allerede afsløret svaret i underrubrikken, men der er i hvert fald ikke skruet ned for det ambitiøse vingefang. Kvartetten kompenserer for den lange ventetid med endnu en 70-minutters mastodont, der bevæger sig vidt omkring i stilistiske afbræk. Moreans vokal er let genkendelig med både dybe growls, rallende afvigelser og mekanisk rene tilsnigelser, og er på sin helt egen måde med til at forstærke det ejendommelige, musikalske univers, kvartetten får bygget op. En næsten eventyrlignende lydrejse, der konstant søger nye udtryksformer fra det ene nummer til det næste, hvor Morean er en del af limen, der binder det hele sammen. Til tider i nogle af deres hidsigste skæringer til dato, som fx den ret sen-90'er-Morbid Angel-klingende 'The Fungi from Yuggoth', der groover og tordner afsted på effektiv vis, men også efterlader plads til et af de mest slibrige solo-interplays på pladen mellem Morean og Christian Münzner tre og et halvt minut inde.
En lang langspiller
Lad det dog være sagt med det samme: 'Numen' er en stor mundfuld, også en smule større end nødvendigt. Det kræver meget af en kunstner at holde ens opmærksomhed i 70 stive minutter, og selvom Alkaloids medlemmer er virtuoser hver især på deres instrumenter, så er pladen en hård nød at lægge ører til fra ende til anden. En del af numrene krydser syv-minutters-grænsen, og kunne i et par tilfælde nyde godt af en lettere trimning. Selvom 'A Fool's Desire' fx er helt bevidst lagt på midtvejen som det mere midtempo melodiske indslag, så ændrer den velmente intention ikke på, at det bare virker som en unødvendig og uinspireret filler, pladen ville være bedre foruden.
Omvendt må vi give dem credit for også at inkludere et par kortere skæringer undervejs, hvor især den fire minutter lange 'The Cambrian Explosion' fortjener ord med på vejen for dens nådesløse tech-døds drive, kun meget kort brudt op af et par twistede jazz/fusion-afbræk, fordi hvorfor ikke. Alkaloid går ikke de vante veje, hvilket trods alt gør rejsen dét mere underholdende – de har det tydeligvis sjovt med at bevæge sig ud ad de mere uvante stier, uden at tabe fokus undervejs.
Tager vi de progressive briller på, så er det fortsat den kunstneriske bredde, der træder i karakter. Fra de massive riffstrukturer, der gør alt for at rive dig med ind i deres univers, til de mere delikate elementer, der stikker helt ud fra ekstremmetal-segmentet. Abrupte jazz-skalaer på bassen, post-metalliske tonaliteter, omkvæd som smør for øregangene – virkemidlerne er mange. Dog aldrig af den kaliber, hvor de progressive kvaliteter udnyttes som en undskyldning for at spille smart i en fart. Sangskrivningen er tilpas varieret, hvor 'Clusterfuck'-singlen er et passende eksempel på et nummer, som bevæger sig igennem et væld af indtryk. Lige fra den nærmest Alkymist-klingende intro til det slæbende, tunge vers, der bygger op til Moreans unikke vokalapproach i omkvædet, for derefter at eksplodere ud i sololir på vippen til det disharmoniske og en massiv guitarmur mod slutningen, hvor sangtitlen går op i en højere enhed efter at blive trukket rundt i Alkaloid-manegen de foregående fem minutter.
'Numen' er en imponerende bedrift, ganske som sin forgænger. At det kammer over en lille smule her og der, tager vi så med, men de har da om ikke andet også inkluderet lidt flere kortere numre i denne ombæring, uden det dog tager meget fra kompeksitetsgraden. Alene det at runde af med den storladne, 13 minutter lange 'Alpha Aur', hvor atmosfæren træder lidt tydeligere i karakter, siger meget om deres talent. 'Numen' er lige præcis så teknisk velskrevet og legende som vi kunne forvente, hvor små finesser er raffineret her og der. Kender du ikke Alkaloid i forvejen, så kan du snildt hoppe på her – en medrivende plade, der fortjener din opmærksomhed. Vi håber i hvert fald, at Alkaloid selv tildeler den mere opmærksomhed på spillestederne, og det ikke overvejende bliver endnu et studieprojekt, der genbesøges med flere års mellemrum, som det har været indtil nu – de har fat i noget særligt, som fortjener mere end det.