Gaahlt eller genialt?
‘Braiding the Stories’ er givetvis ikke noget let lyt – men giver du den lov til det, så skal den nok gøre sit til at trække dig ind i sit dunkle drømmemorads.
Braiding the Stories
Voices in My Head
Time and Timeless Timeline
And the Now
Through the Veil
Visions and Time
Root the Will
Flowing Starlight
Gennem diverse sortmetalliske eskapader i bands som Gorgoroth, God Seed og Trelldom, for ej at forglemme de mere eksperimenterende sidespring som fx Wardruna og sidste års debut med Whispering Void, har Kristian Espedal (aka Gaahl) altid været en kunstner i bevægelse. I gradvis transformation, som for konstant at forløse nye sider af sig selv. En af de mere unikke kunstnere, black metal-verdenen har bragt os, med sans for at balancere sin sorte sjæl med aggressionen, sin iboende ro med det forløsende drama. Ikke altid lige vellykket, bevares, men trods alt med en oprigtighed og en kompromisløs vilje til at være den han nu er, uagtet alle genrens fastlåste troper.
Tilbage i 2019 problematiserede vi, at detaljerne ikke var helt tilstrækkeligt finpudsede på ‘GastiR - Ghosts Invited’, debuten fra Gaahls Wyrd, men ikke uden også at hylde Espedals nye platform til at folde sine mere eksperimenterende idéer ud. Sammenlignet med opfølgeren, vi nu sidder med i hænderne, (ja ja, der var også en EP i mellemtiden …) glider de eksperimenterende indspark dog nemt i baggrunden – men det siger så også mere om ‘Braiding the Stories’, for der er bestemt rusket godt op i grundvoldene.
“Jeg arbejder altid med underbevidstheden, og drømmene er der, hvor vi kommer bedst i kontakt med underbevidstheden. Så for at simplificere baggrunden til ‘Braiding the Stories’, så bunder den i drømme. Overgange i drømmeverdenen. Følelser, der flyder uendeligt fra en drøm til en anden. Det er mindre fysisk denne gang.”, lyder det bl.a. fra Espedal i promomaterialet, og det er egentlig meget sigende for resultatet.
En plade, hvor han har overladt mere plads til, at guitarist Ole Walaunet kan folde sig ud med både soli og underspillede finesser, samt til at sætte sit eget præg på sangskrivningen. Det er blandt andet derfor, at black metallen får mere modvægt i denne ombæring, så de andre elementer også får lov at udfolde sig på lige vilkår, hvilket netop er noget af det, der gør ‘Braiding the Stories’ til så særlig en plade i Gaahls lange virke.
Efter en blid introduktion i form af ‘The Dream’ er titelnummeret en fænomenal indføring i det, der venter os. Som en art hybrid af nyere Dødheimsgard og instrumental post-rock, med Walaunets bærende lead som forløsning på halvvejen, drages vi med det samme ind i universet, og kastes derfra levende rundt i hele Gaahls følelsesregister. 'Voices in My Head’ som en art miniature-Scott Walkersk dvæler, inden vi opsluges af det blackede ormehul, der er ‘Time and Timeless Timeline’. Senere på pladen spiller ‘Root the Will’ lidt på de samme, blackede tangenter, omend vi også her trækkes dybere ned i doomet gear i en bevægende outro, men indimellem finder vi også vilde ekskursioner som den mystisk underspillede ‘And the Now’, med chants, percussion og produktionstekniske farvelader til at sende underbevidstheden ud på en længere udflugt. Og endelig, som rosinen i pølseenden, ‘Flowing Starlight’, der folder sig ud over otte minutter som en tour de force i episk goth rock, hvor Tiamats sondringer post ’Wildhoney’ i mangel af bedre kunne tjene som en parallel.
Espedal nævner også i promomaterialet, at ‘And the Now’ var ment som første single (som den dog ikke blev), men den er i hvert fald et glimrende eksempel på de mange stemmer, han taler med pladen igennem, som han har fokuseret på at få integreret i lydbilledet. Som han tilføjer: “Min mening var, at lytteren skulle falde ind i pladen, ikke lade sig forstyrre af stemmerne, og det synes jeg, at jeg har opnået. Pladen er cinematisk.”
Glem med andre ord det der Satan-citat for en stund – at kalde ‘Braiding the Stories’ for en black metal-plade vil simpelthen være at tage en brøkdel ud af en kontekst.
‘Braiding the Stories’ er en anden, mere ambitiøs og bevægende side af Gaahl, og en forbandet vellykket en af slagsen. Spækket med lige dele suspense og forløsning. Afdæmpede momenter giver undertiden plads til mere lys, når det tætmaskede mørke fortager sig.
Kristian Espedal har et komplekst sind, men formår her at smelte kvaliteterne sammen til et drømmende, dunkelt tapet af alt det, der gør ham så unik. Med Gaahls Wyrd som en fri platform til at bevæge sig på tværs af darkwavede, folkede, gotiske og, ja, blackede vildveje, og i den forstand får vi her den fulde Gaahl-pamflet. Dissekér den dog ikke nødvendigvis mere end højst nødvendigt – så risikerer du hurtigt at misse helheden.