Ny nordisk metal

051573

Forventningerne er høje, når en af den norske black metals mest berygtede karakterer udgiver ny musik. Med sit nye projekt viser Gaahl en ny side af sig selv i en ny kontekst, som ikke vil falde i god jord hos alle gamle fans.

Kunstner
Titel
GastiR – Ghosts Invited
Dato
31-05-2019
Trackliste
1. Ek Erilar
2. From the Spear
3. Ghosts Invited
4. Carving the Voices
5. Veiztu Hve
6. The Speech and the Self
7. Through and Past and Past
8. Within the Voice of Existence
Forfatter
Karakter
4

Enten vil man elske eller hade Gaahls Wyrds længe ventede debutalbum, der er mere varieret i sit udtryk end hele frontmandens musikalske karriere. Et virvar af genrer – der hovedsageligt holder sig inden for black, doom og folk – udspiller sig på de knap tre kvarter, ‘GastiR – Ghosts Invited’ varer, og hvis man er åben af sind, vil musikken kunne tage give mange gode oplevelser, hvor man opdager nye detaljer hver gang.

Gaahls tidligere medvirken i utallige black metal-bands og folkprojekter er nemlig ikke til at tage fejl af, og de er hver især repræsenteret gennem pladen, der undervejs åbner sig mere og mere og ser mod fremtiden i stedet for mod fortiden. Åbningsnummeret ‘Ek Erilar’ og dens efterfølger, singlen ‘From the Spear’, er alt, hvad man kunne forvente af et nyt projekt af denne kaliber; tromme- og guitarspillet ser tilbage mod 90’ernes norske scene og ikke mindst God Seed, som halvdelen af bandet har medvirket i. Lydbilledet er dog – ikke overraskende – en anelse anderledes end Gaahls tidligere projekter, hvor vokalen ikke har været lige så meget i fokus.

Og netop vokalen er en af albummets helt store positive overraskelser. Titelsangen ‘Ghosts Invited’ er en af Gaahls absolut bedste vokalpræstationer i hans lange og imponerende karriere. Sangen bæres af en dyb, behersket, majestætisk og melankolsk røst, der præger musikken med et mystisk element, der næsten bliver transcendent. Under ‘Carving the Voices’ forsvinder denne vokaltypes kontrollerethed, og den velkendte aggression, der tidligere har præget Gaahls udtryk, vender tilbage under ‘Veitzu Hve’, der af flere årsager er ‘GastiR’s mest interessante sang.

Foruden det drastiske vokalskift er overgangen mellem disse to numre bemærkelsesværdig. Første del af albummet har en intellektuel og mørk stemning, hvor ‘Carving the Voices’ bedst kan sammenlignes med en doomet udgave af det tidlige Katatonia – med andre ord uden relation til Gaahls tidligere kunstnerprofil. Det er både positivt og negativt. For genkendelighed er nødvendigt, men det er udvikling og fornyelse også. I albummets kontekst giver den musikalske udvikling igennem de fire sidste numre god mening, men set i lyset af bandmedlemmernes tidligere musikprojekter er det ikke just den drejning, man havde forventet.

Derfor er genkendeligheden i ‘Veitzu Hve’ en blandet fornøjelse. Sangen har den perfekte atmosfæriske blanding af black metal og nordisk folk, og giver derfor igod mening som en tråd tilbage til fortiden, men i den musikalske profil, ‘GastiR’ indtil da har udviklet, virker sangen som et alt for markant afbræk. Det kaos, det fører med sig, giver dog plads til yderligere udvikling i en ny retning – men hvorvidt det bliver udnyttet rigtigt, kan diskuteres.

Albummets sidste tre sange virker stilforvirrede og stikker i alt for forskellige retninger. ‘The Speech and the Self’ samler fint op på albummets hidtidige udtryk og ville have været en fordelagtig måde at slutte albummet på. Ikke at der er noget galt med afslutningsnummeret ‘Within the Voice of Existence’, hvis depressive karakter og episke og primitive slutning går hånd i hånd med Gaahls vokalhåndtering på albummets første halvdel. Nej, det egentlige problem er sangen imellem.

‘Through and Past and Past’ bidrager ikke med noget til helheden andet end at splitte den ad på ligegyldigste vis. Nummerets hovedriff hører til i en thrashsang, og det virker forceret og uigennemtænkt. ‘GastiR – Ghosts Invited’ er på ingen måde en rendyrket genreplade, men at vælge at inddrage et så radikalt anderledes riff i et ellers stærkt atmosfærisk album giver ikke mening.

Det er ærgerligt, at detaljerne ikke er finpudset, men Gaahls Wyrd har ikke desto mindre en spændende fremtid for sig. Gaahl lader til at have fundet et projekt, hvor han har plads til udvikling og eksperimenter, og udfaldet er koldt, mystisk og majestætisk. Med andre ord er Gaahls Wyrd det alt det, nordisk metal skal være anno 2019 og i fremtiden. Det rendyrkede sortmetal hører fortiden til, ligeså gør firkantede genrenormer.

 ">