Smerte, fortabelse, håb?
Oceans of Slumber bliver ved med at overraske på endnu et album, der skubber til grænserne for vores forståelse af rockmusikkens ståsted.
Run From the Light
Don't Come Back From Hell Empty Handed
Wish
Poem of Ecstasy
The Given Dream
I Will Break the Pride of Your Will
Prayer
The Impermanence of Fate
Wicked Game
Allerede i første sang – titelsangen – bliver lytterens sanser udfordret. Det begynder så roligt og smukt med et guitartema, inden Cammie Gilbert sætter ind med rolig og smuk vokal. Men der er djævle og onde ånder under i kulissen. Der skrues op for tempoet, og djævlen synger med fra dybet af underverdenen. Her er der ikke tale om en gængs deathmetal-growlen. Det er ikke som en teenager fra Nedre Bøvelser, der tror, at det virker fedt at growle sig igennem en sang lige en tand bagefter musikken. Her er det alvor. Det er skræmmende. Imens akkompagnerer Gilbert fortsat vokalen fra det hinsides med sin sædvanlige, flotte vokal. Herefter fører sangen videre i et guitarriff, som Tony Iommi ikke vil have haft svært ved at anerkende.
Sangen ’Run From The Light’ er lidt hurtigere og måske lidt mere tilgængelig. Herefter sænkes tempoet igen lidt i sangen ’Don’t Come Back From Hell Empty Handed’. Gilberts vokal oser af smerte, vemod og opgivelse, og stilen er midtvejs goth, inden finalen krakelerer, hvor den growlende djævel igen dukker op og repeterer, at ”Within the labyrinth, there's light”. Tør vi tro det?
I sangen ’Wish’ synges om det håb, som altid viser sig at være en illusion. Det er kun en drøm, og ikke mere. En smuk sang med et godt drive.
Den iboende djævel
På sangen ’Poem of Ecstasy’ får klaveret, som så ofte før hos Oceans of Slumber, igen en rolle at spille. Sangen starter så smukt med en fremragende vokal fra Gilbert. Vi er helt uden for metaluniverset – men så eksploderer det endnu en gang! Som under eksorcisme viser djævlen igen sit hæslige jeg via Gilberts vokal og varsler sin genopstandelse. Det er skræmmende og skræmmende godt, imens hele musikken forvandler sig i en metallisk kakofoni.
Man kunne blive ved, for musikken bliver bestemt ikke dårligere på de efterfølgende sange. ’The Given Dream’ slipper lidt det metalliske og inddrager noget trip hop sammen med noget goth, som lyder helt europæisk. ’I Will Break Your Pride of Your Will’ inddrager igen klaver og keyboard i en sang, hvor vi lejlighedsvis skal forstyrres af den djævel, som bor i underverden, når den ikke lige sidder på vores skulder.
Oceans of Slumber har vel nærmest specialiseret sig i at indspille helt uventede coverversioner af ældre sange. Det er blevet til 60’er hits som ’Knights in White Satin’ af The Moody Blues og ’House of the Rising Sun’ af The Animals og endda Billie Holiday-sangen ’Strange Fruit'.
Denne gang kigger bandet ikke helt så langt tilbage i tiden, men der er blevet plads til en coverversion af Chris Isaaks ’Wicked Game’. Ikke nødvendigt, men ganske vellykket.
Oceans of Slumber er ikke for enhver. Men man gør sig selv en tjeneste ved at forsøge at lytte til dem. Måske kan man også blive overbevist om, at bandet har indspillet endnu et mesterværk?