Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Til kamp mod fællesskabet!

Updated
290454
David_Parham_831465

Cloak skruer op for black metallen og de lyriske budskaber på 'Black Flame Eternal' – deres mest personlige og ambitiøse plade til dato.

Kunstner
Titel
Black Flame Eternal
Dato
26-05-2023
Trackliste
1. Ethereal Fire
2. With Fury and Allegiance
3. Shadowlands
4. Invictus
5. Seven Thunders
6. Eye of the Abyss
7. The Holy Dark
8. Heavenless
9. Black Flame Eternal
Forfatter
Karakter
4

”Individet har altid måttet kæmpe for ikke at blive overvældet af stammen. Hvis du prøver det, vil du ofte være ensom og nogle gange bange. Men ingen pris er for høj til at betale for privilegiet at eje dig selv.”

Med det Rudyard Kipling-citat indleder Cloak pressematerialet til sin tredje plade. Atlanta-bandet lægger ikke fingre imellem, når baggrunden for deres lyriske inspirationer i denne ombæring kommer på banen. De nåede dårligt at turnere for forgængeren 'The Burning Dawn', før verden lukkede ned, og mens nationer gennemførte hver sine kampe for at beskytte hinanden i fællesskabets navn, og andre fællesskaber kæmpede imod de statslige styringsprocesser, valgte Cloak at gå sine egne veje, til kamp mod fællesskaberne. Som de så elegant udlægger det:
We aim to be a giant middle finger in the face of the empty modern world.”

Vreden og deres kamp for spirituel frigørelse udmunder i dette tilfælde i deres mest hårde og kontante plade til dato, med tydelige inspirationer fra vores breddegrader, hvor Dissection, Tribulation og Watain bestemt ikke har levet forgæves. Inspirationer eller ej, så har Cloak godt øre for de stærke melodier, som fx på åbneren 'Ethereal Fire'. Lidt catchy black n roll-tremolo fører os til første vers, hvor den svulstigt producerede stortromme akkompagnerer den dybe stemme fra guitarist/sangskriver Scott Taysom, inden resten af rytmesektionen fylder resten af lydbilledet ud. Nye elementer og twists tilføjes løbende, meget flydende og gennemtænkt for hele tiden at holde lytteren fanget i deres goth-tonede black-univers, såsom de subtile strygere i sidste del af nummeret for ligesom at underbygge musikkens storladne karakter.
Det er grundlæggende også den opskrift, resten af pladen har at byde på – en samling af numre, der hver især er hyper-velkonstruerede og klart producerede uden at bygge op til nogen konceptuel helhed – sangene skaber atmosfære nok i sig selv. Man behøver bestemt heller ikke forholde sig til de lyriske prætensioner, der er nok så svært forståelige i deres brølende levering, men teksterne giver alligevel en god forståelse for den massive energiudladning du bliver mødt med undervejs.



Hvad produktionen angår kommer vi ikke helt udenom den evindelige diskussion om, hvor ren og rå du foretrækker din black metal. 'Black Flame Eternal' er, det hårde materiale til trods, virkelig melodisk og klar i tonen, så hvis du primært ynder dit black af mere skurrende, hidsig karakter er det nok ikke her, du behøver at lægge dine kræfter. 'The Holy Dark' er dog en stærk single-forløber med messende andenstemmer og delikate chops fra trommeslager Sean Bruneau, men samtidig også noget af det hårdeste du finder på pladen.
Black n roll-faktoren er i det hele taget høj, hvor 'Shadowlands og 'Eye of the Abyss' bedst illustrerer den tungere side af bandet med groovy riffing og lækre leads, tenderende til det episke, mens det afrundende titelnummer på over seks minutter er den oplagte introduktion til Cloak, med elementer af alt det de gør bedst.

Hvor Cloak tidligere har flirtet mere med heavy-rockede indfald og givet luft til refleksive elementer, så er 'Black Flame Eternal' deres mest straight-up blackede værk til dato. At de så derudover er blevet bedre sangskrivere og mestrer alle de små finesser, der gør lydbilledet mere dynamisk og spændende, bidrager kun yderligere til det faktum, at det er hér du bør starte, hvis du vil prøve kræfter med Cloak – 'Black Flame Eternal' fortjener i hvert fald at føre Atlanta-kvartetten ud til et større publikum, forudsat de får lov til at promovere pladen fra scenekanten denne gang.