Morgendagens stjerner: Lifebarren
Første single er landet, og Lifebarren er booket til Run To The Næverly Hills. Her får du mulighed for at møde bandet og læse om deres håb og drømme
Lifebarren er et kompromisløst metalcore-band fra Næstved. Med en rå og aggressiv lyd bygget på tunge riffs, brutale breakdowns og eksplosiv energi leverer bandet musik, der rammer lige så hårdt følelsesmæssigt som fysisk.
Bandet består af Jesper og Ulrik på guitar, Kasper på trommer, Mike på bas og Jacob på vokal. Sammen skaber de et massivt lydbillede, hvor kaos, vrede og desperation får frit løb.
Lifebarrens musik kredser om psykiske lidelser, angst, depression og voldsomme indre kampe, fortalt uden filter og uden kompromiser. Det er mørkt, ærligt og konfronterende.
Lifebarren er lyden af at miste kontrollen og nægte at tie stille.
Hvordan startede bandet?
Lifebarren startede i kølvandet på et tidligere band, som gik i opløsning, hvor Kasper og Jesper spillede sammen. Efter opløsningen brugte de det næste års tid på at jamme, skrive idéer og finde retningen for et nyt projekt.
Samtidig havde Jesper året forinden været ramt af leukæmi, og i den periode blev musikken et vigtigt tilflugtssted. Mange af de følelser og tanker fra den tid har været med til at forme både stemningen og retningen i de første numre.
Efter noget tids søgen og et opslag på Facebook fandt Kasper og Jesper sammen med Ulrik på guitar, Mike på bas og Jacob som vokalist, fra Næstved. Herfra begyndte Lifebarren for alvor at tage form som band.
Hvor var jeres første øver?
Vi har haft det samme øvelokale i Næstved siden starten, og det er blevet vores faste base som band. Det er her, vi har brugt utallige timer på at lære hinanden musikalsk at kende, udvikle vores lyd og skrive vores første sange.
Flere af vores numre er både blevet skabt, øvet og indspillet der, så øvelokalet har været en stor del af fundamentet for Lifebarren.
Hvor var jeres første koncert?
Vores første koncert bliver til Run To The Næverly Hills 2026, hvor vi skal dele scene med blandt andre Split, Vanir og Thorium.
Det bliver en kæmpe oplevelse for os at få lov til at debutere sammen med så stærke navne, og vi ser det som den perfekte måde at introducere Lifebarren live for publikum.
Hvem har fået øje på jer?
Michael Andersen, som blandt andet er medarrangør af Næstved Metalfest, har fået øje på os tidligt i forløbet. Det betyder meget for os, at folk fra miljøet allerede viser interesse for det vi laver, især fordi vi stadig er et nyt band.
Hvad har været jeres største koncert?
Det har vi stadig til gode. Vi er stadig meget nye som band, så vi føler egentlig, at det største stadig ligger foran os. For os handler det lige nu om at komme ud og spille så meget som muligt, bygge erfaring op og udvikle os som liveband.
Hvad er det sværeste ved at være “ny” i gamet?
Det sværeste er helt klart at blive set og hørt i en scene, hvor der er mange dygtige bands. Det kræver meget arbejde at få opbygget et navn og få stablet koncerter på benene, når man starter fra bunden.
Samtidig handler det også om at bevise sig selv live og skabe noget, folk kan huske.
Hvordan har det været at indspille jeres første sange?
Det har været en virkelig spændende proces at skabe musik sammen og høre idéerne udvikle sig fra øvelokalet til færdige sange.
Vi har alle været meget engagerede i processen, og det har givet en kæmpe optur at høre det hele falde på plads. Samtidig har det været med til at styrke vores fællesskab som band og give os en større forståelse for hinandens styrker musikalsk.
Hvad er jeres inspirationer?
Vores hovedgenre er metalcore, men vi henter inspiration fra mange forskellige genrer som hardcore, djent, progressiv metal og vokalmæssigt også lidt deathcore.
Fordi vi alle kommer fra forskellige, musikalske baggrunde, giver det en bred dynamik i vores lyd. Blandt vores inspirationer er bands som Killswitch Engage, Polaris, Glassjaw og Currents, men vi forsøger samtidig at skabe vores eget udtryk og vores egen identitet.
Hvad er jeres drømme?
Vi har faktisk ikke sat os ned og snakket om de helt store drømme endnu, fordi vi stadig er meget nye som band. Men lige nu drømmer vi om at komme ud og spille en masse koncerter, møde publikum og udvikle os sammen som liveband.
Vi vil gerne lære hinanden fuldt ud at kende på scenen og bygge noget op, som både føles ægte for os selv og for dem, der lytter til musikken.
Hvordan vil I nå dem?
Vi prøver at arbejde målrettet med både musikken og vores tilstedeværelse online. Jacob er blandt andet meget inde i SoMe-verdenen og laver videoer og content, som kan skabe opmærksomhed omkring bandet.
Derudover handler det for os om at blive ved med at skrive musik, udvikle os og gribe de muligheder, der kommer.
Hvordan vil I IKKE ende?
Vi vil ikke ende som et stillestående band uden motivation eller ambitioner. For os handler det om hele tiden at udvikle os, holde energien oppe og blive ved med at skabe musik og spille koncerter.
Så længe passionen er der, føler vi også, at bandet bevæger sig i den rigtige retning.
Hvor meget opbakning har I fra baglandet?
Vi har været heldige at få meget opbakning fra både familie, venner og vores netværk. Derudover har vi allerede mærket god støtte gennem de sociale medier og fra folk, der følger med i det, vi laver. Det betyder meget for os som nyt band, fordi den opbakning giver ekstra motivation til at fortsætte og bygge videre på projektet.
?is=dzZ8AWUtpu45Cyxt
