Horror-ekkoer fra fortiden
Med veteraner fra King Diamonds klassiske line-up og en formidabel Nils K. Rue i front leverer Lex Legion horror metal med både arv og egen identitet.
Gypsy Tears
When the Stars Align
(I am) The Resurrected
Lost Inside
Dreams of Darkness
Saviours
Life Eternal
Far Away
Der findes efterhånden mange bands, der forsøger at genoplive den særlige blanding af mørk teatralitet, melodisk finesse og teknisk overskud, som gjorde King Diamond til et af heavy metals mest karakteristiske navne i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne. Siden NWOTHM-bølgen tog fart i slutningen af 00’erne, har bl.a. Attic og Portrait dyrket den gotiske horror-metal med stor kærlighed til forbilledet, men få projekter har selvsagt haft de samme forudsætninger som Lex Legion. Når et band tæller musikere med direkte forbindelser til King Diamonds klassiske æra, bliver sammenligningen uundgåelig – og forventningerne tilsvarende høje.
Det lyder da også hurtigt tydeligt, at Lex Legion ikke blot er endnu et nostalgisk tilbageskuende projekt. Med guitarist Andy LaRocque som kreativt omdrejningspunkt, flankeret af Pete Blakk, bassist Hal Patino og trommeslager Mikkey Dee – alle med fælles fortid i King Diamond-lineuppet under ‘Them’/’Conspiracy’-æraen – føles debutpladen nærmest som en genetisk videreførelse af en lyd, mange fans har savnet i årevis. Samtidig gør bandet sig umage for ikke blot at gentage fortiden, og resultatet er så denne debut, der hylder en bestemt æstetik uden at stivne i ren kopiøvelse.
LaRocques betydning kan næppe overvurderes. Hans sangskrivning og karakteristiske guitararbejde fungerer som albummets røde tråd, hvor klassiske, teatralske kompositioner giver et moderne flow og en mere fokuseret dynamik, mens de mange twin leads, melodiske soloer og mørke harmonier ikke blot falder ud som museumsartefakter, men som levende elementer i et album, der konsekvent føles stramt komponeret og dramatisk engagerende. Samtidig tilfører Mikkey Dees trommespil en vitalitet og rå kraft, som holder materialet i konstant bevægelse og giver tyngde til et værk, der ellers i høj grad læner sig op ad stemningen fra ‘Them’-perioden.
Pladens absolutte trumfkort er dog vokalist Nils K. Rue. Pagan’s Mind-frontmanden nærmer sig overraskende ubesværet det teatralske udtryk, man forbinder med King Diamond, uden at forfalde til decideret imitation. Tværtimod tilfører han en mere rå og kraftfuld kant, hvor ekkoer af både Rob Halford og Geoff Tate blander sig i udtrykket, og det giver en hjemsøgende og storladent melodisk eftersmag til hans tone – præcis som materialet afkræver.
Albummets stærkeste øjeblikke opstår, når Lex Legion forstår at destillere essensen af klassisk horror-metal ned i skarpere, mere fokuserede sange. Åbningsnummeret ‘Sleep Eternally’ og den stærkt iørefaldende ‘Gypsy Tears’ demonstrerer forbilledligt, hvordan de bevarer den narrative og stemningsmættede karakter fra King Diamonds storhedstid uden at drukne i lange arrangementer. De skifter elegant mellem atmosfæriske vers og eksplosive omkvæd, hvor både riffs og soloer får plads til at ånde.
Det samme gør sig gældende på den hårde og kontante ‘Life Eternal’ og den riff-tunge ‘Lost Inside’, der begge elegant udvisker grænsen mellem den klassiske heavy og deres mere thrashede gear. Her fremstår bandet særligt veloplagt, og Rues vokal sætter hooks fast med en næsten provokerende lethed. ‘When The Stars Align’ byder ligeledes på et kærligt nik til de tidlige King Diamond-år med masser af mørk atmosfære og imponerende lead-breaks, mens ‘Dreams of Darkness’ og den teknisk anlagte ‘Saviours’ viser bandet fra deres mest ambitiøse side, hvor soloerne flyder helt naturligt mellem LaRocque og Blakk.
Ikke alt rammer dog lige hårdt. Her tænker jeg især på ‘(I Am) The Resurrected’, der står ud som pladens svageste led – en hæderlig, men lidt anonym midtempo-sang, der mangler den umiddelbare nerve og melodiske skarphed, resten af materialet besidder.
Afslutningen “Far Away” fungerer til gengæld som en smuk, melankolsk epilog. Med akustiske guitarpassager og sørgmodige harmonier får pladen et eftertænksomt punktum, der understreger, at Lex Legion ikke blot forsøger at vække fortiden til live, men faktisk har fundet en bæredygtig formel med egen identitet og fremtidigt potentiale.
At projektet angiveligt har ligget i dvale siden 2008 gør kun slutresultatet mere bemærkelsesværdigt. Lex Legion er ikke en erstatning for King Diamond – og forsøger heldigvis heller ikke at være det. Men i en tid, hvor ventetiden på nyt materiale fra den gamle mester efterhånden føles endeløs, leverer denne debut noget, der kommer overraskende tæt på følelsen af at blive opslugt af endnu en mørk fortælling fra metalteatrets skyggeverden. Det er retro med respekt for ophavet, men også med nok musikalitet og personlighed til at stå på egne ben.