Tæv din bankmand

Frustrationen over det senmoderne samfund får fuld afløb på første LP fra sceneveteranerne i Anti Ritual. Og hvis man er med på at råbe af folk i slips, er det helt perfekt.

Anti Ritual er ikke et band, man har hørt overmåde meget fra, med mindre man er gravet dybt ned i undergrunden, da de kun har sluppet en enkelt EP før, og det for mere end syv år siden. Men de fire herrer har måske også haft travlt.

Guitarist Jacob Krogholt og trommeslager Nikolaj Borg har i hvert fald haft nok at se til med at gøre Indisciplinarian til et af Danmarks mest interessante labels, der har givet os bands som Eyes, Alkymist, Orm og Morild, og dermed står placeret allerøverst på tribunen her i landet. Forsanger Marco Malcorps arbejder for landets måske mest succesfulde bryggeri, bassist KB Larsen, kendt fra The Kandidate og Withering Surface spiller bas i landets største metaleksport siden King Diamond.

Så selvom man skulle tro, at Anti Ritual, med al deres aggressive, venstreorienterede raseri knap var ude af ungdomsuddannelserne, er det altså en gruppe af landets allermest rutinerede musikere, der har strikket et los i hovedet af en plade sammen.

Jeg har lyst til at slå en mand med slips lige i fjæset
Og der er fuld smæk på en riffet d-beat, krydret med thrashede riffs så snart de fingerplukkede toner fra den korte intro fortoner sig. Så meget smadder, faktisk, at man ville kunne moshe nærmest samfulde 30 minutter den varer, uden egentlig at skulle forholde sig så pissemeget til andet end at holde gebisset i munden.

Og det skal forstås på bedst mulig vis. Riffsene flyder fra Krogholt og Larsen i smuk forening og svinger sig fra ægte hakkebrætsrytmer på åbneren, den eponyme ‘Expel the Leeches’ over til langt mere 80’er-inspireret strygeri på den smukt navngivne ‘Guillotine’. Der er ingen tvivl om, at musikerne er talentfulde – overgangen fra det ene riff til det andet på ‘Futile Semantics’ er helt brændt af – forstået så overstrømmende positivt, som det overhovedet kan.

Det samme er riffet i ‘Monetary Man’, der, med sin hidsige og galdespyende lyrik danner baggrund for en seriøs voldsfantasi for denne skribent. Det er ikke svært at forestille sig en filial af Danske Bank omdannet til en scene fra Battle Royale, når Anti Ritual spiller, og Malcorps frådende tæller finanssektorens synder.



Hvis det ikke skulle fremgå tydeligt af tracklistingen, er Anti Rituals budskab harsk antikapitalisme, og i en verden hvor milliardærer rejser ud i rummet og siger tusind tak til deres medarbejdere, der har sat sig ind i det virksomhedsdonerende antiselvmordsskur for at få ro til at pisse i en flaske, er det noget så kærkomment.

Det er virkelig svært ikke at få lyst til at lave gør-det-selv-projekter som i 1789 på det lokale torv, når ‘Necrocapitalism’ brager igennem, og man kan mærke den ætsende mavesyre boble, når man glor ned i sin 7-eleven-kaffe og Anti Ritual forklarer præcis hvordan kaffekæder og moderne kz-lejre er to sider af samme mønt.

Nuancer – nej tak; aggression – meget gerne - og må jeg få lidt mere?