Mod producere kæmper selv guder forgæves
Populær
Slægt plages af producerkvaler på den nyeste plade, der ellers kun kæmper med skønhedsfejl.
2. Kiss from a Knife
3. Hunt Again
4. Fealty, Thunder Whip
5. Stabat Bloody Stabat
6. Goddess
Om Slægt er et throwback til Mercyful Fate, den danske udgave af Tribulation eller hvad der ville ske, hvis Ghost rent faktisk prøvede at spille metal er uvist. En ting er dog sikker. Det er er et satans solidt band, der har haft både Andy LaRocque, Michael Denner og Hank Shermann til at hænge på væggen i teenageværelset.
Dette ikke mindst på deres nyeste LP, Goddess.
Slægt er vant til at spille heavy metal med et skud mudder i form af black- eller melodisk dødsmetal á la Dissection smidt i blandingen. Fokus ligger uden tvivl på de to duellerende guitarister Oskar Frederiksen og Anders Jørgensen, der har en helt særlig fornemmelse for lede leads.
Med det i fokus, kan de sagtens lave god musik. På Goddess demonstrer de også evnen til dette og tager det videre end de har gjort før.
Nogle vil måske studse lidt over at Ghost nævntes tidligere i denne anmeldelse, og før disse farer i flint, vil vi bede om at lytte til åbneren på Goddes: ‘Deceived by an Amethyst’.
Hvis det ikke er dansemetal done right, så ved vi ikke hvad det er. ‘Deceived by an Amethyst’ er bygget op omkring en aldeles uimodståelig rytme, der lægger basis for hele pladen og skyder festen i gang, med en, for en gangs skyld, solid brug af saxofon, der kun understreger det voldsomt gode groove, der ligger under overfladen. Det er en umådelig velskrevet sang, der også demonstrerer Jørgensen og Frederiksens evner på guitar, samtidig med at de også blærer sig lidt med orgel og synthesizer.
Hvor ‘Deceived by an Amethyst’ er enormt tight, kniber det lidt mere med ‘Kiss from a Knife’, der pladrer lidt til i kaos og en mindre stringent sangskrivning. Men hvis lytteren har fulgt med på pladen under læsningen, vil dette være overskygget af et helt andet problem: Produktionen. Der er simpelthen ingen bund i musikken.
Det er en frygtelig skam, da trommeslager Adam Kjær Nielsen spiller inter mindre end fremragende. Særligt skal ‘Fealty, Thunder Whip’ fremhæves som et sted, hvor han får lov til virkelig at slå sig løs. Denne sang plages dog af problemer med guitartonen, der ellers står som det solide holdepunkt på Goddess.
En anden, mindre udfordring er vokalen. Den er for så vidt fin nok, men er langt fra prangende. Til tider nærmest ensformig. Det gælder for mange bands og er ikke et problem, men når den bliver sat i fokus, som på den Maiden-inspirerede ‘Hunt Again’, bliver det svært ikke at ærges over, at der er ikke er mere variation i den raspende vokal. Oskar Frederiksen demonstrerede på Domus Mysteriums ‘In The Eye of the Devil’, at han var i stand til at levere et solidt brøl, og ‘Hunt Again’ er en forspildt chance for at levere mere af det samme.
Udover åbnerens fantastisk festlige indflyvning, er lukkeren dog det væsentligste på denne plade. Den er intet mindre end monumental og står som det bedste Slægt nogensinde har spillet. Eller, det kan vi i hvert fald håbe, når vi hører dem live, for også denne plages af en lyd, der hverken har til gården eller gaden.
Goddess’ eponyme afslutningssang er et kæmpestort track, der strækker sig over hele 11 minutter, men formår at fylde hvert eneste sekund ud med energi og – ikke mindst: riffs. Der bliver riffet løs og tvillingeguitarernes harmonier formår at sætte scenen for et episk nummer.
Det er imponerende hvordan man kan formå at spille soloer i så mange forskellige tempi og med så forskellige følelsesmæssig energi, som de gør her. Fakeout-slutningen kort før ti-minuttersmærket rammer helt rent og sender pladen afsted med lige så god energi som den kom.
Goddess er en fremragende plade, der trækkes ned af udefrakommende elementer. Det er en åbenlys kandidat til en remaster så hurtigt som overhovedet muligt, og en sådan version vil uden problemer kunne ramme et fem-tal. Det er desværre ikke det vi har fået, og derfor bliver resultatet også mindre end det burde have været.