Flamencodød er uren, rå tapas
Ugens bedste flamencodødsmetal-udgivelse er rig på teknisk virtuositet og kulturhistorie – men man savner en bedre forbindelse mellem stilarterne.
2. Bajo las Tizonas de Toledo
3. Covadonga
4. Pestilencia
5. Reconquistar Al-Ándalus
6. Murallas
7. La Orden del Yelmo Negro
8. Castigos Eclesiásticos
9. El Ejército de los Fallecidos de Alarcos
10. Ruina del Alcázar
11. Santa Inquisición
Alcázares åbner med klassisk, spansk flamenco-guitarfingerspil og ildevarslende strygere, der sammen bygger op mod noget brutalt. Det er uundgåeligt, og det rammer os på ’Bajo Las Tizonas De Toledo’, der for alvor starter uvejret med vekslende blastbeasts, guitarkaskader og frontmand Esteban Martins brølende growls. Så er det med at holde fast!
Hermed beskrevet, hvad Impureza er: en teatralsk fusion af flamenco og dødsmetal. Impureza betyder ’urenhed’, og bandet bryder netop med de ’rene’ metalgenrer og de ’rene’ kulturer på en plade, der emmer af oprør.
Rå tapas
Impureza har nu udgivet tre fuldlængdeplader siden stiftelsen i 2004 og har både franske og spanske medlemmer. De beskriver selv deres musik som “hispanic metal – en kraftfuld blanding af ekstrem metal og spanske traditioner.” Lad os bare kalde det flamencodød.
Bandet har et stærkt fokus på Spaniens historie, især Reconquista-perioden i middelalderen, som var kendetegnet ved de kristne kongerigers generobring af territorium fra muslimsk styre. Sange som ’Pestilencia’, ’La Orden del Yelmo Negro’ og ’Reconquistar Al‑Ándalus’ trækker på historiske temaer om krig, tro, mystik og ofring.
Musikalsk starter numrene på Alcázares typisk blødt op med det smækre, tekniske flamenco-guitarspil – eller en blød trompet – inden dødsmetallens bulder og brag rammer. Senere serveres vi breakdown-tapas af håndklap, toque – som er det raffinerede fingerspil og slag på guitaren – og cante, det rå og følelsesladede ”clean”-sang. Ironisk nok føles flamencosektionerne mere intense end dødsmetallen.
”Husk flamencoen”
Det fungerer rigtig fint. Men flamencodelen føles lidt påklistret – som i ”nu skal vi huske at have noget flamenco med i nummeret, inden vi skal tilbage til smadder!” Enkelte steder, som i førnævnte ’Bajo Las Tizonas De Toledo’, lykkes det med en mere smooth fusion, men det er immervæk svært at flette anden instrumentering ind i dødsmetal, uden det drukner i blastbeats og støjende guitarer.
Bandet er teknisk dygtige. Jeg vil især fremhæve trommeslager Guilhem Auge, der med dobbeltpedalen forkæler os med kreative variationer og bombastiske fills. I samspil med bassist Florian Saillard skaber de et næsten progressivt udtryk á la Beyond Creation. Lyt for eksempel til de skønne bas-krøller i anden halvdel af den forrygende ’Reconquistar Al-Ándalus’, hvor alt går op i en højrere enhed. Flamencodelen lykkes især i mellemspillene ’Murallas’ og ’Ruina del Alcazar’, som blot med håndklap og guitar skaber masser af stemning og atmosfære.
Stryg strygerne
Desværre vælger Impureza at smide et tykt lag strygere ind i mikset på flere numre. Det underminerer den ellers gode, organiske rumklang, som bandet skaber. Forfejlet er også vokalharmonierne mellem growls og cleansang, der igen bør holdes adskilt. Der opstår ikke nødvendigvis noget bedre ved at blande to gode ting.
Når Impureza holder sig til dødsmetallen får man en god, gedigen kæberasler, og i flamencodelen drømmer man sig sydpå til en tæt dans med en spansk forførerske i rød flamencokjole. Genrerne kan eksistere side og side – og finder fælles fodslag i det tematiske – men så går den heller ikke længere.