Stort skridt fremad for Island
Med deres tredje plade træder Auðn i den grad frem på den internationale black metal-scene, hvor de nu skal til at udfordre de store navne og festivalscener.
2. Eldborg
3. Birtan hugann brennir
4. Verður von að bráð
5. Drepsótt
6. Næðir um
7. Horfin mér
8. Á himin stara
9. Ljóstýra
10. Vökudraumsins fangi
Auðn er fra Island. Et land, der også tæller navne som Sólstafir, Svartidauði, Sinmara og Misþyrming, der også hver især gør sig i black metal. Bandnavnet Auðn betyder, direkte oversat, øde landskab. Kender man Island, så er det et ret godt billede på, hvordan landet ser ud. Det er øde. Der kan ikke rigtig gro noget, der slår dybe rødder. Det bliver hele tiden omformet af de mange aktive vulkaner, der er på østaten i det nordlige Atlanterhav mellem Grønland og Færøerne. Lytter man til musikken, så skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvor inspirationen til både bandnavn og de desperate skrig stammer fra. Som forsanger Hjalti Sveinsson står for på deres tredje plade, ‘Vökudraumsins Fangi’, der frit oversat betyder dagdrømmerens fængsel.
Det er atmosfærisk black metal. Lad os få det på det rene, hvis man er genrerytter. Auðn bekender sig til den melankolske, bitre og dog melodiske trend, der for alvor fik fat i black metallen i forrige årti. Det var også lige akkurat i 2010, Auðn blev dannet. De udgav deres selvbetitlede debutplade i 2014 og fulgte den op med ‘Farvegir Fyrndar’ i 2017. Få måneder før den udkom, spillede bandet på Roskilde Festival, og efter udgivelsen blev de booket til Copenhell i 2018. De røg også på turné med Gaahl’s Wyrd og er stille og roligt kravlet op ad karrierestigen. De vandt også den islandske del af Wacken Metal Battle i 2016 og blev nummer tre på selve Wacken Open Air den sommer.
Med ‘Vökudraumsins Fangi’ er de nu klar til at tage næste skridt. Hvor vi kritiserede forrige plade for dens produktion, så er det på den nye plade vendt til noget positivt. De har også udvidet bandet med en ekstra guitarist. Det er bassist Hjálmar Gylfason, der har smidt den firstrengede og nu er bandets tredje guitarist. Ind på bas er så kommet Matthías Hlífar Mogensen, så de ligesom Iron Maiden kan levere en mur af strenge. Det kan høres, og man kan sørme høre bassen, selvom der er tre guitarer, der gør, hvad de kan for at dominere lydbilledet.
Faktisk formår Auðn generelt at tilgodese samtlige instrumenter i lydbilledet, og det klæder numrene, at der er nok af melodier og stemningsskabende guitarer at tage af. For Auðn kan til tider være pompøse, mens de andre steder er iskolde, øde, melankolske og minimalistiske. Sørme om ikke også der er plads til akustiske introer, der til sammen gør, at ‘Vökudraumsins Fangi’ bliver en helstøbt affære, der strækker sig over en lille times tid.
Pladeselskabet Season of Mist har sammen med Auðn sørget for, at der ikke er meget at sætte en finger på. Måske er der enkelte numre på pladen, der ikke helt holder niveau, men sange som ‘Drepsött’, ‘Ljóstýra’, ‘Eldborg’ og det afsluttende titelnummer viser et band, der i den grad er ved at finde sig selv. Ambitionerne om at nå toppen fornemmes tydeligt på en livebasker som ‘Horfin Mér’, der betyder ‘forsvandt fra mig’, hvilket brøles med grandios desperation i lydbilledet.
Som sangtitlerne antyder, så synger Auðn stadig på islandsk, og det passer godt til musikken. Det her er islandsk black metal, der repræsenterer landet godt. Det må de for, indsæt selvvalgt guddom, ikke lave om på. Det kan godt være, vi internationale lyttere må finde en ordbog eller Google Translate frem, men det klæder Auðn, at de ikke forfalder til den nemme løsning at synge på engelsk. Nuvel, det er måske lige lovlig floromvundet at sige, at Auðn minder om de islandske sagaer, men de gør i hvert fald deres eget i musikken, og de gør det godt på deres tredje fuldlængde.
Det er muligvis en af årets bedste udgivelser inden for black metal. Auðn har i den grad meldt sig på banen med ‘Vökudraumsins Fangi’. Den burde give dem mulighed for at lægge afstand til de lokale bands fra hjemstavnen og sætte sigte mod den internationale konkurrence på højeste niveau. Så, lyt til den før din nabo.