Copenhell 2018: Ni nye navne

Populær
Copenhell 2018: Ni nye navne

Så kom det, der ser ud til at være sidste offentliggørelse af de større navne til sommerens Copenhell. Steel Panther hører nok til de mere kontroversielle, mens Satyricon og Auðn sikrer anerkendelse fra de ægte metallere.

Kunstner
Titel
+ Satyricon + Steel Panther + Graveyard + Auðn + Livløs + Natjager + Danko Jones
Spillested
Koncertarrangør

Steel Panther
Man kan snildt argumentere for, at Steel Panther ikke er et rigtigt band, men mere en joke eller måske en pastiche over 80'ernes glamrock. Alle klicheer tages i brug, alt overgøres, og musikken er en kopi af alt fra årtiet med det store hår og ditto armbevægelser – selv Steel Panthers lange lokker er parykker.

Men samtidig spiller og synger kvartetten bedre end de fleste af bandene fra dengang, og selvom deres sange er en form for parodier, er melodierne på et tilpas højt niveau. Du får altså ingen stor kunstnerisk oplevelse med Steel Panther, ejheller noget som helst nyskabende, men amerikanerne kan godt levere en underholdende og festlig koncert – hvis du altså ikke har hørt deres jokes lidt for mange gange før.

Læs alt om Steel Panther her:
Læs vores anmeldelse af 'All You Can Eat' her
Læs vores anmeldelse af sebruars koncert i Vega her



Satyricon
Året var 1991, stedet var Oslo, black metal var genren, og Satyricon blev til. Det blev dog ikke til den klassiske black metal-karriere for bandet, der efter deres tre første album gik væk fra den ellers velkendte norske lyd for genren, da de fra slutningen af 90’erne begyndte at blande mere melodiøse og velkendte heavy metal- og rock-elementer i musikken, hvilket deres album ‘Now, Diabolical’ er et fremragende eksempel på.

Satyricons alsidige tilgang til black metallen sikrede dem da også, som det første norske black metal-band nogensinde, et større internationalt pladeselskab gennem giganten EMI. Til forskel fra andre black metal-bands som eksempelvis Gorgoroth og Cradle of Filth, der fulgte samme karrierevej, forblev Satyricon “true” – og duoen, bestående af guitarist og forsanger Satyr og trommeslager Frost, har til den dag i dag beholdt en stærk fanbase af ægte black metallere.

Bandets karriere har haft sine op- og nedture, særligt hvad angår deres udgivelser, der har været af varierende kvalitet, men det er ikke noget, Copenhell-publikummet behøver at bekymre sig om. Da Satyricon gæstede Pumpehuset sidste år beviste de nemlig, hvorfor de med al ret stadig er et af verdens bedst sælgende black metal-bands.

Læs alt om Satyricon her
Læs vores anmeldelse af 'Deep Calleth Upon Deep' her
Læse vores anmeldelse af bandets seneste danske koncert her

W.A.S.P
Modsat Steel Panther er der ingen ironi at spore hos Blackie Lawless, når han teatralsk og overbevisende manifesterer sig i læderfryns, anarkistisk hårpragt og markedets strammeste buks, præcis som i de spæde dage med W.A.S.P., da de sendte rystelser gennem Amerika i 80'erne. 

Vi har inden for en kort årrække set dem live, både under åben himmel på Wacken Open Air og Sweden Rock Festival, samt på mindre klubscener i Malmö og Helsingborg med et blandet resultat til følge. Dog altid med Lawless' vokal som et eftertrykkeligt granatchok, der baner vej for de lyttevenlige melodiers tsunami mod scenekanten. Copenhell kan klappe sig selv på skulderen over denne booking af et band, der med undtagelse af koncerten på Voxhall i november sidste år er yderst sjældne gæster i Danmark.

Læs alt om W.A.S.P her
Læs vores anmeldelse af 'Golgatha' her
Læs seneste koncertanmeldelse her

">

Graveyard
Og så kom genbrugskataloget på bordet. Svenske Graveyard faldt overraskende hårdt igennem, da de betrådte Copenhells hovedscene i 2014, hvor de ord, der beskriver bandet bedst, er 'indadvendte' og 'uoplagte'. Det ændrer ikke på, at bandet har udgivet flere uforglemmeligt stærke album, blandt andet i debuten 'Graveyard' og efterfølgeren 'Hisingen Blues', og modsat Helviti-miseren for lidt over tre år siden var Graveyard til gengæld en af de helt store oplevelser på Sweden Rock Festival i 2016

Samme år annoncerede de, at de gik hver til sit, for blot få måneder senere at genopstå med en ny trommeslager. I disse dage barsler Graveyard med indspilninger til endnu et album, og tilbage er kun at krydse djævlehorn for, at de er stålsatte på at vende tilbage til Refshaleøen med den pondus og nerve, der kendetegner Graveyard, når de er allermest magiske.     

Læs alt om Graveyard her 
Læs vores anmeldelse af 'Innocence & Decadence' her
Læs seneste koncertanmeldelse her



Auðn
Black metal et ikke det, vi kender Island for. Deres primære kultureksport har gennem tiderne været islandske heste, Björk og senere smarte finansspekulanter. Men Island kan mere end sidde på hesteryg, være excentriske, hvile i varme kilder og købe banker. Der er også sort metal. Det er trods alt i Island, vi finder klippeformationerne, der er skabt af lave, og som har fået navnet dimmuborgir. Nogle nordiske naboer lod sig vist inspirere af disse for nogle årtier siden.

Auðn, der blev dannet i 2010, har selv ladet sig inspirere af navne som Bathory og Immortal og har udgivet to plader, hvor 'Farvegir Fyrndar' er seneste fra 2017. De spiller en atmosfærisk og melodiøs black metal, der bl.a. har medført, at de vandt den islandske del af Wacken Metal Battle, og det bragte dem også forbi Roskilde Festival i 2017, hvor scenevalg og volumen ikke rigtig bidrog til den stemning, der bør være, når de går på scenen. Forhåbentlig kan Copenhell give dem mere passende rammer til sommer.

Læs vores dugfriske interview med Auðn her
Læs alt om Auðn her
Læs vores anmeldelse af 'Farvegir Fyrndar' her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her



Livløs
Danske Livløs har eksisteret siden 2014, og efter en ep i 2016 barslede de med deres debutplade ’Into Beyond’ tidligere på året. Melodisk dødsmetal med brutale skrig fra forsanger Simon Olsen, der også er kendt for sin rolle i Baest. Livløs er et af de nye danske bands, der har ambitioner på vegne af sig selv og metalgenren, og energien er i hvert fald ikke til at tage fejl af.

Livløs vil være pedalen i bund fra start til slut, hvis de koncerter, vi har oplevet med dem tidligere, fortæller om det generelle niveau live. De vil utvivlsomt kunne sparke liv i kludene på ethvert publikum, der bare tilnærmelsesvis har tilbøjelighed til at ryste træbenet til en koncert.

Læs vores seneste interview med Livløs her
Læs alt om Livløs her
Læs vores anmeldelse af 'Into Beyond' her
Læs vores seneste koncertanmeldelse her



The Last Internationale
Mere alternativt, blues-rocket og væsentligt mere politisk inklineret bliver det, når The Last Internationale indtager scenen. Sangtitler som ’Life, Liberty and the Pursuit of Indian Blood’, ’1968’ og ’Workers of the World Unite!’ giver sammen med bandnavnet et sikkert fingerpeg om trioens ideologiske ståsted, og det er da også en revolutionær venstreorienteret politik, som de stiftende medlemmer, forsanger og bassist Delila Paz og guitarist Edgey Pires, advokerer for. At de så har Brad Wilk fra Rage Against the Machine, Audioslave og Prophets of Rage med på trommer, forstærker kun den politiske pondus.

Albumdebuten ’We Will Reign’ udkom i 2014 og bød på en blueset garagerock, der lyder af The White Stripes, men også trækker tråde tilbage til den amerikanske tradition af politisk folk, og på sidste års unplugged-album var det den amerikanske borgerrettighedsbevægelses sange, der blev fortolket ved siden af covers af koryfæer som Woody Guthrie og Kris Kristofferson. Et nyt album skulle være på vej.

 

Natjager
"... vejen (virker) ligesom også banet til en tjans på næste års udgave af Danmarks store metalfestival". Således skrev vi sidste år i forbindelse med Natjagers debutkoncert i Pumpehusets Byhave. So let it be written, so let it be done. Som altid ved Devilution bedre end de fleste, hvad der rører sig i den danske metalandedam – for ja, næste år skal Copenhells publikum lige akkurat rocke til lyden af dansksproget autotune. Det skal blive vildt interessant at se, om det københavnske bands fortolkning af metalmusik vil blive taget lige så godt imod af Copenhells publikum, som det var tilfældet på Roskilde Festival sidste år. Her blev deres på en gang excentriske og melodiøse blanding af nu-metal og post-hardcore omfavnet af Orange Feeling-publikummet med fest og højt humør. Helt generelt byder Devilution selvfølgelig mangfoldigheden velkommen i det ganske metallandskab, og eftersom Natjager braser igennem lydmuren med en imponerende selvsikkerhed, står vi til sommer selvfølgelig klar på forreste række.

Læs vores interview med Kian Wulf her
Læs alt om Natjager her
Læs vores anmeldelse af Hvad Rejser Bringer her
Læs seneste koncertanmeldelse her



Danko Jones
"Det er, som om Danko Jones er gået efter at skabe arketypen på den slags knallertrockplader, han selv elsker, selvom han egentlig godt ved, at de ikke er udtryk for god smag". Det var ordene her på sitet, da Danko Jones i foråret sidste år smed sin ottende fuldlængde på gaden. Netop derfor passer Danko Jones og co. godt ind på Copenhell, blandt smadreland og skvulpende ølhorn. Eftersom Danko Jones i år kan fejre 20-årsjubilæum for udgivelsen af debut-ep'en, manglede det vel også bare, at han nu vender tilbage til festivalen for første gang siden Copenhells første festivalår i 2010.

Læs alt om Danko Jones her
Læs vores anmeldelse af Wild Cat her
Læs seneste koncertanmeldelse her