Roskilde '17: Legende professionelt
Populær
Natjager åbnede søndag eftermiddag Roskildes warm-up scene Rising med en selvtillid, der smittede festligt af på det yngre publikum. Musikalsk blev det ensformigt i længden, men det var publikum ligeglade med.
Blå
Rejser
Tyler Durden
Degrasse
Ingenting
Som En Fugl
Drøm Hårdt
Feberdrøm
Ikke mange timer efter at Copenhell havde lukket ned og sagt farvel og tak for i år, befandt man sig på Dyrskuepladsen i Roskilde. Efter henholdsvis at havde nostalgibouncet med Prophets of Rage og System of a Down, gået i krig med Ministry samt headbanget nervefunktionerne i ens nakke til uigenkendelighed under både Candlemass og Slayer, var man så småt ved at være klar til en helt anden form for musikalsk fest. At ens fødder og ben muligvis ikke var enige i, at man rent faktisk nu også var helt klar til endnu en dag med op til flere koncerter på programmet, kunne man selvfølgelig ikke tage sig af. Det bør ens lemmer efterhånden være vant til på denne tid af året.
Danske Natjager var i år det første band til at spille på Roskildes såkaldte warm-up-scene, der går under navnet Rising, og som festivalen introducerede så sent som i 2014. At det netop skulle blive Natjager, der i år åbnede den scene, som festivalen på sympatisk vis bruger som en platform til at præsentere upcoming navne fra hovedsageligt Danmark, men også fra andre skandinaviske lande, synes for Devilution blot at understrege scenens formål noget nær forbilledligt. Da Natjager i foråret smed deres første udgivelse på gaden, kaldte medskribent Emil Hansen den for et ”genrekrydsenede mindfuck af en debut-ep”, ligesom Natjager for en måneds tid siden, under deres debutkoncert i Pumpehusets Byhave, ifølge Daniel Pilgaard viste sig som ”et band, der har potentialet til at blive noget unikt på den danske rockscene”. Der var kort sagt lagt i ovnen til det helt store.
Blev kollegaernes store ord og forventningens friske festivalglæder så indfriet under Natjagers kun anden koncert til dato? Ja og nej. Måske fordi koncerten viste sig at være lige akkurat det, man omtrent havde regnet med, efterlod den en sulten efter både noget mere og noget andet. Natjager lettede hverken på en specielt interessant eller original måde med deres polerede hardcore-vinger, hvilket man med kollegaernes ord i baghovedet ellers havde håbet på. At de ni numre, som den tre kvarter lange koncert gav plads til, tilmed befandt sig i omtrent samme luftlag det meste af koncerten igennem, gjorde musikalsk set bandets ellers festivitasvenlige opvisning i sikker publikumshåndtering en smule langtrukken.
Men tager man netop den fest i betragtning, der under størstedelen af koncerten pulserede oppe foran Risings A-formede teltdug, der i øvrigt synes at lide under kronisk dårlig lyd, er der formentlig ikke mange af dens publikummer, der deler dette syn på koncerten.
Allerede inden bandet var sat til at gå på klokken 14:00, var der dukket godt med mennesker op. Eftersom det på Rising ofte er tilfældet, at festivalens camperende gæster støder til en koncert i takt med, at den starter, eller mens den står på, kan dette for et nyt navn som Natjager i sig selv ses som en mindre bedrift. At det hovedsageligt yngre publikum vidste, hvilken form for crossover, bestående af lige dele hardcore, hip hop og numetal, de her gik ind til, fik man bekræftet ved blot at holde ørerne åbne og lytte til samtalerne omkring en. Modsat et par af de andre søndagskoncerter på Rising var flere af Natjagers publikummer netop ikke dukket op for at have en fest for festens skyld alene. Ganske mange syntes tværtimod at være der for rent faktisk at høre og feste i forlængelse af musikken. Hvilket vel egentlig er ganske imponerende for et band, der har udgivet kun tre numre på en ep og indtil forleden spillet blot en enkelt koncert. Og nu altså to.
Da den karismatiske og inviterende autotuneforsanger Jon Kirkhoff Hansen i omkvædet under sætlistens sidste sang, der vist nok hedder ’Feberdrøm’, og som jeg gætter på er et nummer fra den fuldlængde, der ifølge konferencierens indledende præsentation af bandet angiveligt er i støbeskeen, skrålede, ”Altid dig og mig, Roskilde. Jeg savner dig!” virkede det derfor ikke kun som selvsikker hovskisnovskisnak. Det virkede samtidig helt rigtigt. På det tidspunkt havde bandet været omkring de tre numre fra deres ep, en stribe numre, som jeg gætter på er nye, samt en nu-metal-udgave af hiphopperne Shaka Loveless og Pato Sibenhaars ’Som en fugl’ med sangens to ophavsmænd på scenen som underholdende gæsterappere. Under stort set alle numrene havde Natjager formået at holde festen stabilt kørende.
Hvorfor det på én gang virker som selvsikker hovskisnovskisnak og samtidig helt rigtigt, når Kirkshoff Hansen allerede nu til sin anden koncert med Natjager leger med tanken om at vende tilbage til Roskilde Festival? Jo, fordi de større scener på Roskilde Festival jo er noget, man skal arbejde sig op til. Er det ikke det, rockhåndbogens ABC fortæller os? At det skal være hårdt slid – og alt det der.
Hvor meget slid, der helt præcis ligger bag tilblivelsen af melodierne og den selvsikre stage presence, som Natjager denne søndag omfavnede deres feststemte publikum med, er i denne sammenhæng imidlertid ikke vigtigt. Ponten er, at Kirkhoff Hansen rent faktisk synes at have sin the sky’s the limit-udtalelse i noget aldeles konkret. Hans sympatiske og medrivende leg med ord gav i hvert fald genklang hos de forreste rækker på Roskilde, der uden tvivl hellere end gerne så bandet vende tilbage. Til trods for at man så at sige selv manglede mere musik for pengene, så skulle det ikke undre mig, at Roskildes publikum, hvis ikke allerede næste år, så formentlig året efter, på ny skråler med på ’Feberdrøm’. Det manglede vel egentlig også bare. Det er bandets mange skråsikre hits overordnet set et ambitiøst, bredtfavnende eksempel på.