Sange om at knalde

Populær
Sange om at knalde

Sexede damer er sexede, og rockmusik er stiv pik. Med det credo er det forstemmende, så usexet en plade ‘Wild Cat’ er.

Kunstner
Titel
Wild Cat
Label
Trackliste
I Gotta Rock
My Little Rock ‘n’ Roll
Going Out Tonight
You Are My Woman
Do This Every Night
Let’s Start Dancing
Wild Cat
She Likes It
Success in Bed
Diamond Lady
Revolution (But Then We Make Love)
Karakter
2

Danko Jones’ persona er halvt David Lee Roth, halvt Henry Rollins. Storskrydende, vandfaldstalende med en komplet uovervejet og alligevel nogenlunde velfunderet holdning parat til alt, der bliver kastet i hans retning, selvsikkert svajende og sexfikseret, men også med en inderlighed, en empati og en kampgejst som få. Det var, hvad jeg oplevede, da jeg så ham spille på Stengade for elleve år siden: Danko Jones var en fabelagtig entertainer med knivskarp timing og en stribe ikke mindre skarpt skårne sange. At jeg var kommet sent til festen, gjorde ikke så meget, for selvom bandet på det tidspunkt havde været i gang i ti år, og den tredje fuldlængde, de netop havde udgivet, var lidt mere finpoleret og poppet end deres tidligere udgivelser, var der stadigvæk ild i dem, og alt virkede rigtigt.

Alligevel burde man nok på baggrund af ‘Sleep Is the Enemy’ have anet, hvor det bar hen. Da vi fik efterfølgeren, ‘Never Too Loud’, til anmeldelse på det hedengangne LowCut, gik den på omgang på redaktionen, fordi ingen af os kunne holde ud at høre mere end de første minutter af den, før vi måtte stoppe i væmmelse. Danko Jones var blevet strømlinet, vokalen lød, som om den var kørt gennem en autotuner, produktionen var helt steril, og sangene virkede, som om de var skrevet til at blive solgt til amerikanske ungdomsfilm. Og det dødvande har Danko Jones så befundet sig i lige siden: Pladerne er blevet ved med at have svage reminiscenser af det, der i første halvdel af nullerne gjorde Danko Jones så charmerende og herlig, lige præcis nok til, at man ikke helt kan få sig selv til direkte at hade ham. Men det har også bare været helt og aldeles ligegyldigt at lytte til endnu en stribe sange om labre damer og om, hvor fedt rockmusik er.

Både fordi det er det altså ikke rigtig længere hos Danko Jones, men også fordi det, der oprindelig var så godt ved Danko Jones, var, at det netop ikke bare var rock. På de tidlige ep’er, singler og lp’er var rocken et virkemiddel, den var der i de hooks, som gjorde rabalderet så fængende, og bandets tilgang til at spille rock mindede om Black Flags, dengang de opdagede koklokkens velsignelse. Der var en punket råhed og en stramhed fra hardcore i Danko Jones’ musik. Men med tiden blev rocken altså til selve målet, det at rocke blev nok i sig selv. Danko Jones har efterhånden skrevet adskillige sange om sin ubændige trang til at spille rock, og sådan en starter bandets efterhånden ottende plade da også med som en programerklæring: “I gotta rock / I’m telling everybody / I need to roll / I’m sick of talking ‘bout it.” 

Med tungen ud af bukserne
Men det er så lige netop, hvad han fortsætter med at gøre på resten af pladen: Snakker om at rocke og rulle. Der er ‘Do This Every Night’, som handler om, hvor livsaligt det er at stå på en scene og spille rockmusik, der er ‘Let’s Start Dancing’ om at danse og blive helt kulret af det. Resten af pladens 11 sange handler så om at knalde. Det vil de fleste af os, der ikke er Morrissey, jo gerne for det meste, men som man modnes, vil man også nogle gange også bare have lov til at læse sin bog færdig i ro og mag, makke maskiner, gå en tur, se dokumentarprogrammer om Seksdageskrigen eller tage på hundeudstilling eller noget. Den slags er der ikke plads til i Danko Jones’ tekstunivers: Her kræver en hær af rappe damer konstant hans blik eller hans pik. Og det er ikke, fordi jeg synes, at han død og pine skal lave et konceptalbum om astrallegemer eller sådan noget, men registret kunne sagtens tåle at blive udvidet lidt, her godt tyve år inde i karrieren. 

Det værste er, at man så ved, at Danko Jones faktisk godt kan skrive om andet. Læsere af hans klummer i en række internationale magasiner vil vide, at han blandt andet nærer en stor kærlighed til firsermetal, og for nogle år siden skrev han et bevæget forsvar for den gennemkiksede velgørenhedsplade ‘Hear N’ Aid’ som den største metalplade nogensinde. Det er ikke genialt, og det er heller ikke lige så skarpt som det åbenlyse forbillede Henry Rollins, men det er så heller ikke helt så selvhøjtideligt. Det er det, der er med Danko Jones: Han er egentlig i bund og grund ganske sympatisk. En midaldrende mand, der formidler sin egen entusiasme for musik med humor og klædelig selvironi. Når man ved det, kan man godt undre sig over, hvorfor han føler sig nødsaget til at være så bombastisk i sine kærlighedserklæringer på ‘Wild Cat’, hvor han i en sang vil “love you like a man” og i en anden vil “love you all I can”. Som om det var en præstationssport. Det er faktisk ikke særlig sexet.

Den arketypiske hard rock-plade
Det er, som om Danko Jones er gået efter at skabe arketypen på den slags knallertrockplader, han selv elsker, selvom han egentlig godt ved, at de ikke er udtryk for god smag. “You are my woman and I am your man,” proklamerer han og lyder næsten, som om han selv tror på det, men det er svært ikke at få den tanke, at Danko Jones er for begavet til at spille så primitiv. Egentlig vil han bare gerne være Thin Lizzy, og det kan man vel dårligt bebrejde nogen for at ville være, men det bliver forceret og fortænkt.

Som sådan kan man også godt høre ‘Wild Cat’ overfladisk og tænke, at det da slet ikke er så dårligt. Det lyder umiddelbart helt tilforladeligt. Men når man nærlytter pladen, går det op for en, hvor rædderlig den faktisk er. Sangene er fantasiforladte, vokalen spænder fra anspændt rå til tåkrummende fraseringer, og musikalsk er det hele aldeles jævnt og energiløst. Der er absolut ingen spændstighed i hverken lydbillede eller kompositioner. Det er blotte stiløvelser, spilfægteri.

Så kan det godt være, at Danko Jones virkelig gerne vil rocke og knalde. Men ‘Wild Cat’ lykkes ikke i at overbevise mig om nogen af delene. Jeg vil hellere se, om der er flere kiks og mere af den gode ost tilbage og så få læst det litteraturtillæg fra i weekenden.