Den dybe, tunge og eviggrå melankoli

Populær
Den dybe, tunge og eviggrå melankoli

Svenske Evergrey spiller sig effektivt tilbage på banen med deres mest markante album i 10 år.

Kunstner
Titel
Hymns For The Broken
Dato
29-09-2014
Trackliste
1. The Awakening
2. King Of Errors
3. A New Dawn
4. Wake A Change
5. Archaic Rage
6. Barricades
7. Black Undertow
8. The Fire
9. Hymns For The Broken
10. Missing You
11. The Grand Collapse
12. The Aftermath
Forfatter
Karakter
5

Det her er en af årets så absolut bedste metalskiver. Det har alt - bortset fra den lalleglade drengerøvsfest.

'Hymns For The Broken' er svenske Evergreys niende album siden den lovende debut med 'The Dark Discovery' i 1998, og bandet har brugt 10 år til at finde ind til og tilbage til det, der er bandets helt umiskendelige særpræg og styrker: den dybe, tunge melankoli med vægten lagt på helt eminent gode melodier, men aldrig med en leflen for poppen og de nemme løsninger.

En rigtig god fotografven af Deres ærede anmelder har aldrig lært at finde ind til Evergrey. "Det er for deprimerende at høre på," som han siger. Men det er kun en lille del af det. Evergrey kan finde ind til følelser og aktivere følelser hos os andre, og så er resten jo et spørgsmål om smag og behag.

Tunge, tunge metalklodser, guitarfyrværkeri, en sanger, Tom Englund, som denne anmelder tidligere har sammenlignet med Thin Lizzys Phil Lynott - netop på grund af følsomheden og indlevelsen i vokalen. Og så bruger Evergrey keyboardet som en ligeværdig partner i forhold til guitarerne. Rikard Zander kan altså det knald med at få keyboardet til at lægge de helt afgørende flader i det lydbillede, som skaber Evergreys samlede tungdystre udtryk. Keyboardet er en aktiv del af musikken og giver Evergrey netop dén ekstra dimension, som gør bandet så specielt i denne anmelders ører. Og hjerte.

Scenen sættes på åbneren 'The Awakening', hvor smertefulde skrig dominerer lydbilledet. 'King Of Errors' bæres oppe af en stærk, tung puls, og på albummets fjerde nummer, 'Wake A Change', taber man nærmest pusten over, hvor fint det er lykkedes Evergrey at få det hele til at fungere med alle de melodier, der simpelthen pisker på kryds og tværs af nummeret uden på noget tidspunkt at falde over hinanden. Kunst.

'Archaic Rage' drives af et stærkt basriff og igen af en meget fin melodi. På tunge 'The Fire' går Evergrey for alvor prog med flere temposkift og ikke mindst rytmer, der vendes.

Titelnummeret indledes med et guitartema, der går over i en Thin Lizzysk harmoni-melodi og et ultrastærkt groove. Og ikke mindst en helt fantastisk melodi. Wauv!

På 'Missing You', hvor Tom Englunds fine vokal kun ledsages af et piano, falder tankerne på et af  Evergreys smukkeste numre, 'State Of Paralysis' fra 'In Search Of Truth' (2001) - ikke mindst, når sangen går over i et stykker med klodser så tunge, at de kunne få en bro over Helsingørmotorvejen til at styrte i grus. For det var præcis det, der skete med 'State Of Paralysis', der fortsatte i tunge 'The Encounter' for 13 år siden. Dette blot for at illustrere, at Evergrey har fundet tilbage til gamle dyder og får noget yderst fornuftigt ud af det.

Én ting skal dog slås fast, så du, kære læser, ikke forledes til at tro, at det her stærke orkester leverer sødsuppe. For det gør Evergrey ikke! De leverer tung, tung metal pakket ind i massiv tristesse.

Og så blot med hensyn til genredefinitionen: Evergrey er ikke kun progressiv metal. Det er især melodød - uden growl - men også med klare referencer til god, gedigen almindelig metal og 70'er-hardrock. Men bandet er fra Göteborg. Lydbilledet er derefter.