Fermt og forudsigeligt

Fermt og forudsigeligt

Melodøden synes ikke længere frisk på Mors Principium Ests nye album, der savner overraskelser og nytænkning frem for gentagelser. Selvom der faktisk er gode riffs og tillige sange.

Titel
Dawn of the 5th Era
Dato
01-12-2014
Karakter
3

Sidste gang Devilution havde finske Mors Principium Est under luppen, var med den glimrende 'Liberation = Termination', der stadig tåler genlyt i ny og næ, selvom det er mange år siden, at melodød var "in" udover fra genrens skabende og stadigt udøvende giganter som Dark Tranquillity, In Flames, Arch Enemy og At The Gates. Der har været kogt meget suppe på den melodiske dødsmetal, men Mors Principium Est havde formået at ramme noget, der ikke bare var en kopi, men udviste selvstændig identitet.

'Dawn of the 5th Era' er det – ja, det er næppe en overraskelse – femte album fra finnerne. Det er et album, der bestemt lever op til forventningerne i forhold til høj kvalitet i lyd, riffs og produktion. Men det er samtidig også lidt skuffende, at bandet ikke har flyttet sig alverden siden det nævnte album fra 2007. De anderledes samples og keyboards er røget gevaldigt i baggrunden, så tangentarbejdet nu primært holdes til en stemningsskabende kulisse sammen med de mange melodiske guitarstykker. Når bandet er mest fængende, nærmest poppet, sender det tankerne over mod ligeledes finske Children of Bodom, og på "hittet" 'We are the Sleep' er der endda storladenhed a la Arch Enemys omkvæd i 'Nemesis'.

Det er meget professionelt og lyder som et band, der kunne spille stadionkoncerter, men i sammenligning med det noget mere aggressive ældre materiale, hvor thrashen også havde lidt at skulle have sagt i bandets sange, så lyder det næsten prætentiøst og i hvert fald lidt for tænkt og kunstigt. Der er masser af sange, som fænger lige fra start, og flere med de her nærmest finsketrademarkede leads, som giver en fin isnende fornemmelse, som Mors Principium Est ikke er ene om at mestre. Problemet er bare, at sangene langt hen ad vejen er forudsigelige og umiddelbart ikke vanedannende nok til, at albummet kan storme ind og få en fast plads på playlisten i 2014 eller for den sags skyld længere ind i fremtiden. Ved at gøre det hele "rigtigt" og nærmest efter bogen, så tages spændingen ud af musikken, og finnerne har ramt noget, der på trods af, at det sådan set er godt, alligevel vil kunne risikere at lande tungt i glemselens suppe kogt på melodød.