HDDT '15: Tronen tilhører slangen
Populær
En undskyldning for at drikke bajere og spille musik. Måske. Men samtidig også maleriske fortællinger om alt fra motorcykelbøller til Stonehenge.
På scenen står fire anonymt udseende unge mænd i jeans, t-shirts og langt, tjavset hår – ikke noget videre imponerende syn. Der synes ikke at blive lagt op til det store showmanship, og der er ikke snerten af rockstjerne-karisma at spore. Bandets ene guitarist Demian Fenton siger nonchalant, at “the first track is about satanic motorcycle gangs”, og efter en del feedback og guitarstøj synes det at blive en anden historie end først antaget. Her er der helt sikkert et band, der lader musikken tale for sig selv. Og den ikke bare taler, den råber sit klare budskab lige ind i hovedet på én.
Man kan desuden kun give Demian ret i, at første nummer ‘Ride Satan Ride’ ikke kan handle om meget andet end sataniske motorcykelbøller; endeløse landeveje omgivet af støvede ørkener folder sig ud foran rullende chopperdæk.
Serpent Throne er fedt på plade, men live opnås et helt andet niveau. Når man spiller instrumental stoner doom, er man virkelig nødt til at skrive sange, der bliver ved med at være interessante i mere end et riffs tid, og det må man sige, at Serpent Throne kommer mere end ualmindeligt godt omkring. Der er sandkornet groove, breaks, guitarharmonier, det ene fede guitarriff, der afløser det forrige – guitarlir en masse!
Musikken får som sagt lov til at stå alene, men mellem numrene krydres der med anekdoter og introduktioner til næste musikalske indslag; f.eks. snakker Demian om at bygge et nyt Stonehenge bare med gratis øl og dedikerer den næste sang, ‘Rock Formation’, til alle dem, der hører Thin Lizzy, før de når til at drikke den første kop kaffe om morgenen. Han fortæller senere, at han, som ikke engang kan spille guitar i mørke, var meget imponeret over gårsdagens koncert med det svenske band, hvis navn han ikke kunne udtale, og som alle spillede, som var de født med guitarer og godt hår – højst sandsynligt Horisont: “I går var det 45 minutters Sverige, i dag er det 45 minutters New Jersey,” og fortsætter senere i sættet med at forklare, hvordan deres næste nummer ‘Introduction To Satan’ lyder, som hvis du er ude at køre i ørkenen, mens Led Zeppelins ‘Since I've Been Loving You’ spiller på dit anlæg, og du kører galt med en fyr, der hører Pagan Altar – en beskrivelse, der fint visualiserer lyden af ‘Ride Satan Ride’ generelt.
Det er tydeligt, at bandets to bagmænd er filmmænd, for deres musik fortæller historier helt uden behov for tekster, show eller store armbevægelser, og en koncert med Serpent Throne bliver aldrig kedelig eller selvdyrkende – det er rock ’n’ roll skåret helt ind til benet og alligevel på et helt andet niveau, end man som regel ser.