Lunken gejser-galde
Vaklende mellem malerisk storhed og vulkansk eksplosivitet er andet udspil fra Auðn en adstadig drømmerejse ind i det islandske sind.
2. Lífvana Jörð
3. Haldreipi Hugans
4. Prísund
5. Ljósaslæður
6. Blóðrauð Sól
7. Eilífar Nætur
8. Skuggar
9. Í Hálmstráið Held
Opblomstringen af islandske bands med hang til den sorte metal er tilsyneladende ustoppelig i disse år. Hvor de fleste andre i nabolaget sværger til varationer over blackgaze og mere eksperimenterende tendenser lægger Auðn (udtales som ”oh then”) sig dog mere i den højtloftede, atmosfæriske ende med folkede tilnærmelser, som kun er taget til her på deres andet udspil.
Kvintetten lægger for med jungletrommer og langstrakt inciterende harmonier, inden et infernalsk skrig varsler tonen for resten af det seks minutter lange åbningsnummer. Videre går det over stok og sten med ’Lífvana Jörð’, som både i den gyngende rytmik og de indflettede harmoniske strejf minder om en mere hidsig kusine til Insomniums ’Winter´s Gate’.
Efterhånden som pladen åbner sig, bliver alle de flydende overgange nærmest de bærende led, der giver Auðn deres eget særpræg. Det hænger dog sammen med, at variationerne er så marginale, at pladen i starten nemt blot bliver et baggrundstapet, hvor man må acceptere at sidde nuancerne overhørig. Hjalti Sveinsson holder fast i skriget som sit primære vokale virkemiddel, og numrene tager sig god tid til at komme ind under huden. Så god tid, at det på en dårlig dag tenderer til det svulstigt sovsede, på en god dag til det behageligt maleriske. Uanset mængden af skrig, blastbeats og hidsige guitarer er det dog mere harmonierne end disharmonierne, der præger lydbilledet. At guitarerne så er produceret som en lydmur uden meget øje for detaljer, kan blot undre, men undtagelsesvis, som i den adstadigt tunge intro til ’Ljósaslæður’ eller den episke ’Haldreipi Hugans’, får vi dog chancen for at høre, hvad Auðn kan præstere, når guitarerne ikke blot stormer af sted, men får tid og plads til at folde sig ud.
Der er en underligt tvetydig eftersmag ved ’Farvegir Fyrndar’. Mest af alt fordi bandet lyder til at være godt på vej til at finde sig selv, men den manglende variation, kombineret med en produktion, der ikke tjener materialet ret, gør det svært for alvor at betages af deres maleriske lydlandskaber. Sangene tenderer til det polerede, produktionen tenderer til det mudrede. Det går ikke op i en højere enhed, men tager man sig tiden til at lade pladen folde sig ud, så kan man godt være overbærende.