SRF '16: Torsdag

Torsdagen var lang, og meget skulle ses. Nye bands, The Struts og Skallbank, overraskede positivt, mens Slayer skuffede og Megadeth overraskede positivt, og Graveyard sammen med King Diamond satte standarden for en god festivalkoncert.

Lettede over solens stråler og et noget varmere telt end blot få timer før er vi tidligt oppe. Sådan en dunk rosévin drikker ikke sig selv, og den danske nabolejr peger behørigt fingre ad den fesne, meget lidt mædl, morgenmad, og kvitterer ved at byde på køleskabskolde øl og selv gå forrest med et par gin og tonics i et uartigt blandingsforhold.

Researchen hjemmefra beordrer, at vi skal være på pladsen kl. 13, hvor engelske The Struts har fået en times spilletid på 4Sound Stage. Albumversionen er en naivistisk og ret intetsigende affære, men liveudgaven viser sig at være en helt anderledes oplevelse, og begejstringen lægger sig sent.

Eftermiddagen har et tætpakket program, og det bliver til mange halve koncerter, inden aftenens flertallige kæmpebrag skal blæse os omkuld. Første giraf, der skal tages i betragtning, er SIXX A:M, der er lige så intetsigende, som man kunne forvente. Mange bands har spillet de samme enslydende numre før denne konstellation af Nikki Sixx, DJ Ashba, James Michael og Dustin Steinke, der ganske vist leverer på attituden, trods alt, men ikke så meget på sangskrivningen.



Fotografen går dog anderledes begejstret til opgaven, og der spores diamanter i øjnene på den letindtagelige sjæl, der ukritisk bliver hængende til koncertens endeligt. Er man til musikken, skal det nok blive oplevelsen værd på Copenhell (siger han).

Det hjælper heller ikke på det, at Entombed A.D. trækker i spilleplanen på samme tid. Det er ikke, fordi det er et band, jeg har dyrket indgående, hverken før eller efter bandnavnet blev to bogstaver længere. Naturligvis en fejl, men man kan ikke have ørerne alle steder på en gang.

Det var blevet først på eftermiddagen, og i kombination med en god promille noteredes det, at vokallyden og brugen af den fødte tanken om, at det havde været optimalt at have en løgpose, musikken kunne gå i, som det populært siges. Entombed A.D. skal ydes mere opmærksomhed på Refshaleøen sidst på ugen, selvom det var en befrielse bare at være i det hele uden notesblokken. 



Skallbank stod ligeledes understreget med fed i den krøllede running order, og det blev ingen skuffelse, selvom det blev endnu en afbrudt koncert, da der atter var overlap i programmet, her mellem Entombed A.D., SIXX A:M og Neon Rose.

Skallbank har taget over, hvor Kvelertak stod af, og det vækker undren, at udgydelserne ikke affødte en eksplosiv dansefest med knytnæverne øverst, men sådan blev det ikke, grundet det slatne publikum. Bandet gjorde, hvad de kunne, og herfra blev interessen i høj grad vakt. Det bliver spændende at følge dette spritnye band i fremtiden.

En smule af Neon Rose blev det til på 4Sound Stage, og det var stabilt som håbet, uden at sprænge rammerne for vellydende gammelmandstråd af den tunge skuffe. 

På Festival Stage skulle dagens andet navn spille den store plads op. Hvordan det var gået for Halestorm to timer forinden, fandt vi aldrig ud af, og bedre blev det ikke med Shinedown, der tilsyneladende var passende morfarmuzak, da kroppen mente, det var tid til en lur på græsplænen.

Så laissez faire er svensken dog ikke. Man må gerne pisse op ad scenekanten, hvis man ellers kan nå – og det kan man på Lemmy Stage, hvis man har et dertil indrettet langtrækkende organ til formålet – men at ryge på forreste række eller sove på græsplænen bruger vi ikke.

Således venligt opfrisket af en mycket hjälpsam vagt fik nabobelejringen skaffet en vandtynd kop kaffe, men da var det sket med Shinedown, og der må atter følges op på Copenhell, når de spiller lørdag kl. 18:15



Anderledes opfriskende var det til gengæld at se Graveyard spille røven ud af bukserne på sig selv. De er et morderlig godt liveband, når de rykker, og det gjorde de på Lemmys hyldesttribune.

Det var en vågen og nærværende Joakim Nilsson, der kom ud over scenekanten, selvom han ikke sagde et ord til det talrige publikum. De valgte numre var eminent skruet sammen og afrundedes af de absolut bedste baskere på ‘Hisingen Blues’: Titelnummeret, ‘Uncomfortably Numb’ og ‘Ain't Fit to Live Here’.

Seancen eskalerede i ‘The Siren’, så nakkehårene rejste sig og blev stående, da Graveyard forlod scenen. Hermed endnu en insisterende opfordring til at se eller gense dem, når de nærmer sig Danmark igen. Det var med få ord en af de store oplevelser på årets festival.

Det samme kan ikke siges om Slayer, der ikke var det rette navn på hovedscenen i Sweden Rock-kontekst. Selvfølgelig fylder metalhovederne en del blandt de besøgende, men de er ikke i overtal, og festivalgæsternes gennemsnitsalder er en god del over, hvad man ser på eksempelvis Roskilde Festival.

Slayer lyder bedst med tag over hovedet, når den rette gennemslagskraft skal nås, for også her gør de, hvad de plejer, hvilket under andre omstændigheder fungerer fint, selvom der er langt til 80'ernes vildskab og attitude. Det var en stillestående trio, der ville have nydt godt af aftenens, eller et spillesteds, befriende mørke og lydtæthed, og de druknede i hovedscenens størrelse og den skinnende sol.

Selvom Gary Holt havde anlagt et særegent festligt mangel-på-hageskæg til lejligheden, voksede de to moshpits på hver side af podiet aldrig til mere end en ynkelig størrelse, som hverken ‘Raining Blood’, ‘Angel of Death’ eller Tom Arayas lune morfarsmil kunne rykke meget ved.



Mere pondus var der over Megadeth, der gik på kort efter Slayers afslutning, men derimod havde den mindre Lemmy Stage til deres fordel. Udover at lyden havde rette styrke, virkede de noget mere i live end Slayer, og de lykkedes tillige med at få antændt publikum, der begejstret bidrog til den stemning, der gjorde koncerten værd at høre.



Samtidig med Megadeth trådte et andet must see-band på scenen, og der var ikke andet for end at få lidt af Vanilla Fudge med. Det skulle vise sig at være al tiden værd og en bedre viden om, hvad der skulle til at ske, ville have sat Megadeth bagest i køen pr. omgående i den tidlige aften.

Den første note er en begejstret udråbskommentar om, at keyboardist og sanger Mark Stein ligner Barry Gibbs (!!! – fra Bee Gees og ja: ham der med tænderne). Så er alt tilsyneladende godt.

Med tre ud af fire originale medlemmer siden bandet tog form i 1966, lader Vanilla Fudge til nærmest at være vokset i intensitet, som årene er gået, og alle på scenen har et smittende overskud. 1966 er 50 år væk. Halvtreds, bare lige for at understrege, men den 69-årige storsmilende trommeslager Carmine Appice markerede sig på John Bonham-niveau, vel at mærke som Bonham lød i sine midttyvere. Og det siger en snæversynet og inkarneret Bonhamfortaler, så det fortæller forhåbentlig lidt. Alt var vildt ved de fire ekvilibrister, der brillerede på hver deres instrument i den alt for korte tid, koncerten varede. Ren lektion!

Kvart over ti går Mayhem og Queen på scenen på samme tid. Der var aldrig tvivl om prioriteringen, men Sweden Rocks hovedscene har om aftenen endelig fået lyden med sig på et rimeligt niveau for hovednavne, mens den lille 4Sound Stage havde sit mas med at få Mayhem til at lyde af noget som helst. 

I foromtalen skrev vi, at det kunne ikke blive større og mere genialt, end da Mayhem tilbage i december på den svenske Black Christmas Festival for første gang i karrieren fremførte hele ’De Mysteriis Dom Sathanas’ – den vigtigste plade i black metallens historie.

Til denne særlige lejlighed var et helt andet sangvalg på spil, for de stillede an med en one-off-koncert med Maniac ved mikrofonen og numre fra hans tid i bandet. Det er over ti år siden, han blev for meget for de andre og måtte forlade gruppen efter sin medvirken på albummet ‘Chimera’ på grund af sin utilregnelige person, der både skamferede sig selv med slagterknive og pigtråd blandt mange andre eskapader.

Og Maniacs genkomst var mejslet ind i sceneudsmykningen, visualiseret i pigtråd, mens slagterkniven lod til at være lagt på hylden for den snart halvtredsårige Sven Erik Kristiansen, selvom vildskaben (måske, stadig, galskaben?) tydeligt brændte bag det sort- og hvidsminkede ansigt.

Ikke at forveksle med Attila Csihars sans for teater og effektmageri, når han til daglig står på frontlinjen for Mayhem. Maniac virker snarere som en stabiliseret håndgranat med splitten trukket, og han er indædt dirrende i fem kvarter, hvor Hellhammer imponerer, og den dårlige lyd først rettes op med 20 minutter af koncerten tilbage. Det er til gengæld tyve fantastiske minutter.

Queen + Adam Lambert havde taget en helt sublim sætliste med til showet på den store scene. Da Maniac takkede af, var det stadig muligt at opleve 45 minutter af et af festivalens bedste lysshow.

‘Killer Queen’, ‘Don't Stop Me Now’, ‘A Kind of Magic’, ‘Under Pressure’, ‘I Want to Break Free’, ‘I Want It All’, ‘Bohemian Rhapsody’, ‘Radio Ga Ga’, ‘We Will Rock You’ og ‘We Are the Champions’ blandt flere indfriede forventningen om den perfekte hitliste, og musikken var, som den skal være.

Guitarlegenden Brian May er ingenlunde rusten, men det lykkedes alligevel Adam Lambert med sit eget islæt, rimeligt nok, at være en stående parodi på en af rockens største stemmer. Vokalstyrken er i hus, men inderligheden er langt fra Freddie Mercurys så naturlige og signifikante ditto som den helt nødvendige kerne af magma i Queens musikalske rygrad, og hans små 2016-popkrøllefraseringer fik nakkehårene til at rejse sig på den helt forkerte måde.

De evnede som nogle af de eneste til gengæld at spille scenen op. Det var et problem både under The Winery Dogs, Glenn Hughes og Slayer, og på den måde kunne bandnavnets størrelse og musikalske arv kun matche få andre på samme scene i år.



Der var tværtimod langt fra problemer med publikumstallet, da King Diamond lukkede torsdagen langt mere suverænt, end man kunne bede om.

Læs torsdagens anmeldelser her:
The Struts
King Diamond