Selv de modige kan ramme skævt
Populær
Med 'Deep Calleth Upon Deep' udforsker Satyricon musikalske veje, der er modige og udfordrende. Men sangene svigtes af manglen på melodier.
2. Blood Cracks OpentThe Ground
3. To Your Brethren in the Dark
4. Deep Calleth Upon Deep
5. The Ghost of Rome
6. Dissonant
7. Black Wings and Withering Gloom
8. Burial Rite
Satyricon lavede et første gang stilskifte, der kunne mærkes, da de i 2002 udgav 'Volcano', der var noget af en drejning i forhold til forgængeren 'Rebel Extravaganza'. Med 'Volcano' begyndte Satyricon rejsen mod det mere rockede, hvilket senere har afstedkommet genren 'black 'n' roll', som om black metal og rock 'n' roll nærmest fusionerede. Den blanding har Satyricon ikke haft patent på, men de er bestemt et af de mere højprofilerede bands, der har været med til at gøre genresammenfaldet populært.
Således fortsatte Satyricon ud ad den tangent på 'Now, Diabolical' fra 2006 og senere på 'The Age of Nero' fra 2008. Først da de udgav den selvbetitlede 'Satyricon' fra 2013, begyndte de igen at rykke på sig rent musikalsk, hvor de begav sig ud i skønsang og skuede tilbage med sange på modersmålet norsk.
Det norske har Satyricon valgt fra på 'Deep Calleth Upon Deep', som den nye plade hedder. De avenuer, der i stedet køres ud ad, er de atmosfæriske, og der bruges en række elementer, der normalt ikke ligger til den frostbidte norske black metal. For eksempel koret, der er på titelnummeret samt 'The Ghost of Rome', som bruges til at binde sangene sammen rent melodisk.
Hør titelnummeret 'Deep Calleth Upon Deep' her:
Melodien eller mangel på samme er det, der først skiller sig ud. Satyricon er, skulle man tro det, bevidst gået efter ikke at lave radiovenlige sange. Der er ikke nogen umiddelbart ved 'Deep Calleth Upon Deep'. Den kræver flere gennemlytninger og alle sangene er forskellige. Mens 'To Your Brethren in the Dark', 'Deep Calleth Upon Deep' og 'Dissonant' er numre, der kan noget, så er der flere af sangene, der ikke rigtig fremmaner noget i lytteren. Der mangler simpelthen noget bid.
Om det er, fordi man er gået efter andet end simple black 'n' roll-sange, som ellers har domineret siden årtusindeskiftet, eller den kunstneriske åre simpelthen er løbet tør for ideer, der er gode, og som kan nydes af lyttere uden voldsomt forudgående kendskab til genren, er ikke til at sige.
Resultatet på pladen er bare, at man savner nerve og intensitet. Der er masser af spændende elementer inkorporeret i musikken, men ingen af dem river lytteren med og betager, som Satyricon så mange gange før har gjort det med deres bedste sange. At produktionen er lidt for pæn, og der ikke er skruet op for de effekter og instrumenter, der skal suge lytteren ind, hjælper ikke. Satyricon er kendt for at være et projekt, hvor duoen selv står for alt, så de har nok villet det sådan, men her har dømmekraften svigtet.
Bevares, hvis man godt kan lide det helt gamle Satyricon, er der en smule at hente i 'Dissonant' og 'Black Wings and Withering Gloom', der begge har et strejf af den gamle ånd. Ellers er den første del af pladen mere eksperimenterende og i ånd med Satyr Wongravens ide om at udvikle Satyricon. Og udvikle, det gør han sammen med sin trofaste makker i trommeslager Frost. Pladen er afgjort ikke bare et opkog af tidligere plader. De skal have ros for at have modet til at prøve noget nyt af.
Det er bare mere forsøgene end selve resultatet, der er spændende. Pladen har sine stærke numre, men også en del, som næppe når med, når Satyricon i næste måned gæster Danmark til koncerter i Pumpehuset i København d. 17. oktober og to dage senere på Train i Aarhus d. 19. oktober 2017.
Hør 'To Your Brethren in the Dark' her:
Det vil næsten være helligbrøde ikke lige at koble et par ord til på pladens cover. Det atypiske omslag er tegnet af ingen ringere end Edvard Munch, der velsagtens er Norges mest berømte maler. Han malte blandt andet 'Skriget', der burde få klokkerne til at ringe hos de fleste. Munch har tegnet denne tegning i 1898, og nu bruger to af Norges i dag mest velrenommerede kunstnere så hans værk som cover. Men ingen af de to størrelser har begået deres bedste værk her. Bevares, det er anderledes og vil sikkert dele vandene, ligesom indholdet på pladen vil det. For mens Devilution ikke er helt oppe at ringe over 'Deep Calleth Upon Deep', er der med garanti dem, der vil hylde Satyricon for modet og stilskiftet.