Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Sort og sjælfuldt

Populær
Updated
Sort og sjælfuldt

De kolde vinde blæser i en ny musikalsk retning på Satyricons selvbetitlede udgivelse, der er en sjælfuld og dyster fuldtræffer i den norske duos karriere.

Kunstner
Titel
Satyricon
Dato
09-09-2013
Distributør
Trackliste
1. Voice of Shadows
2. Tro og kraft
3. Our World, It Rumbles Tonight
4. Nocturnal Flare
5. Phoenix
6. Walker upon the Wind
7. Nekrohaven
8. Ageless Northern Spirit
9. The Infinity of Time and Space
10. Natt
Karakter
4

Der er gået fem år, siden Satyricon sidst gav lyd fra sig med ’The Age of Nero’. Udgivelsen fortsatte stilen fra ’Now, Diabolical’, hvor den norske duo bevægede sig over i at lyde mere som black'n'roll, end den hurtige og brutale lyd de havde på ’Volcano’. Sådan har Satyricon konstant skiftet retning og udviklet sig, siden debuten ’Dark Medieval Times’ udkom for snart 20 år siden.

Deres nye og selvbetitlede udgivelse er ingen undtagelse.

Introen ’Voice of Shadows’ slår pladens mørke tone an med tunge slag på stortrommen og et melankolsk riff, der lyder som optakten til et okkult ritual. ’Tro og Kraft’ fortsætter på det norske modersmål den stemningsfulde lyd, der simpelt skabes ved at være effektivt bygget op om få guitarriffs og Frosts to stortrommer bankende løs i et alsidigt tempo. Sangen afbrydes at få og rene guitartoner, der lægger musikken i en tilstand af dvale, inden den igen blusser ildevarslende op.

Overraskende fed ren vokal

Det føjer stemning til musikken og en identisk kompositionsteknik bliver anvendt i ’Phoenix’, der er udgivelsen største overraskelse, men samtidig dens højdepunkt. Satyr synger rent gennem nummerets seks melankolske minutter, der får omverdenen til at svinde hen. Hans blide vokal står i skærende kontrast til den aggressive attitude, man normalt sporer i hans rå growl, og forskellen skaber en imponerende balance i musikken.

Singleudspillet ’Our World, It Rumbles Tonight’ skuffede muligvis ved første gennemlytning, men falder smukt ind i pladens helhed, med nummerets fornemmelse af apokalypsens ankomst. 

Døden gør for alvor sin entré på ’Necrohaven’, der er skåret efter stilen på de to forrige udgivelser, og derfor fremstår som ’Satyricon's mest lettilgængelig nummer med rockende og beskidte guitarriffs.

Atmosfærisk fuldtræffer

Den fandenivoldske ’Walker Upon the Wind’ lyder derimod meget i retning af ’Nemesis Divina’ og understreger, at Satyricon såmænd stadig kan spille med en helvedes fart. Men duoen lefler netop sjældent på pladen for dem, som tørster efter hurtig black metal hele vejen igennem.

’Satyricon’ er i stedet en atmosfærisk fuldtræffer, der føles som en rejse ind i sindets mørke afkroge. Den lyder ikke som en udgivelse anno 2013, men bringer mest tankerne hen på noget, som er skabt i 1990’erne. Og pladen kræver muligvis et par gennemlytninger, inden den folder sig ud som den norske duos mest helstøbte udgivelse siden netop ’Nemesis Divina’.