Den vanlige liderlige folkefest
Hvor lavt barren end er sat, var den vanlige kombo af stand-up, bare patter og glam metal en partystarter, der fik os alle til at glemme hverdagsræset for en stund.
2. Goin´ In The Backdoor
3. Asian Hooker
4. Tomorrow Night
5. Wasted Too Much Time
6. Poontang Boomerang
7. Guitar Solo
8. That´s When You Came In
9. Weenie Ride
10. 17 Girls In A Row
11. Gloryhole
12. Death To All But Metal
13. Community Property
14. Party All Day (Fuck All Night)
Bandanaen bliver spændt over den langhårede paryk, mens en veninde lægger hans eyeliner på. Man må give Steel Panther, at deres fanbase er af den dedikerede skole, som i vor tids opgør med kønsstereotyper samler dem, der fortsat drømmer om dengang, da Sunset Strip var skamløs masseproducent af metal- og rockbands med hårspray og læbestift og tekster om sex, drugs & rock 'n' roll.
Alle forventninger bliver da også indfriet, da bassist Lexxi Foxx entrer scenen i vanlig stil som en fuldblods Barbiedukke med fastfrossent duckface og en sideskilning så høj, at man må antage, det har krævet en hel dåse hårspray at frisure til at holde hele koncerten igennem. En medbragt lolitadukke i netundertøj kastes op mod scenen, og Michael Starr forspilder ikke chancen for at sende den i rotation, mens han i 'Goin' in the Backdoor' spørger om lov til at begrave sine nødder i en piges chokolade.
Et kvarters tid inde i sættet udvikler koncerten sig dog til lidt af et standup-show så tåkrummende under bæltestedet, at dét alene må have sprunget enhver tilstedeværende usprungen jomfruhinde i crowden. Det er afgjort en smagssag, om det hører sig til at bruge 10 minutter på at fortælle historier om fx dengang, hvor guitaristens tiptiptiptipoldemor slugte H.C. Andersens sæd midt i et rockshow, mens Lexxi Foxx bruger mellemtiden på at stå og rette eyelineren til med sit håndspejl på forstærkeren. I dette tilfælde har Steel Panther dog fundet en opskrift, der får humoren til at gå op i en højere enhed med resten af deres udtryk.
Derfra bliver velvillige piger hevet op og udstillet på stribe i hvert andet nummer, nogen mere topløse og mindre villige til at forlade scenen end andre. Al respekt til en fanbase, der så skamløst køber sig ind på den samlede Steel Panther-pakke. Hvor billigt det end er blot at spille på dette, kan (vel ikke rigtig) diskuteres, men der bør ikke herske tvivl om bandets musikalske kompetencer. Satchel bør her fremhæves for sine spontane indfald og længere solostund, hvor det ene ikoniske riff efter det andet fra 80'ernes metalhitkatalog hives ud af skabet, mens den ene fod holder stortrommen i kontrol.
Det skorter dog på numre, der for alvor sætter pisset i kog, og således bliver det, ligesom for halvandet år siden samme sted, showet og humoren, der styrer aftenens gang. “You´re old enough to smoke grass, show tits and fuck ass” får en pige bekræftet, efter hun har oplyst om sin alder. '17 Girls in a Row' bliver undskyldningen for at hive så mange piger op på scenen som overhovedet muligt. Det siger lidt om ambitionsniveauet, at deres mest spillede sang på Spotify handler om, hvorvidt det er en kvinde eller en mand, der giver dig et blowjob, men som altid leveres den med stiv pik og håret tilbage. En slutkavalkade af deres stærkeste hits med sigende titler som 'Death to All but Metal' og 'Party All Day (Fuck All Night)' gør dog sit til at bekræfte, at der også er substans inde bag den ellers altoverskyggende pik & patter-facade.
Der er noget befriende dumt over at glemme hverdagsræset en onsdag aften i selskab med Steel Panther og den trofaste fanbase, der udnytter chancen til at klæde sig ud til lejligheden med leopardprikkede jeans og overtapede brystvorter. Uagtet at humoren ufravigeligt er deres stærkeste kort, tog den dog så meget overhånd, at deres mindre signifikante musikalske virke stod for meget i skyggen. Folkefest eller ej, så har parodien efterhånden fået en del år på bagen. Det er ikke desto mindre svært at forestille sig en mere voksen og sober udvikling, og hvorfor skulle man dog også det, når publikum stadig tydeligvis elsker Steel Panther-brandet for, hvad det er – primitivt og liderligt, ligesom vi kender dem. Om man kan lide det eller ej, fik vi, hvad vi kom efter, hverken mere eller mindre.