Mere satan, mere død!
Tsjuder skruer den sorte bisse på efter otte års ventetid, og levner fortsat ikke et sekunds tvivl om deres religiøse overbevisninger – eller mangel på samme.
2. Prestehammeren
3. Surtr
4. Gamle-Erik
5. Chaos Fiend
6. Gods of Black Blood
7. Helvegr
8. Faenskap og Død
9. Hvit Død
I slipstrømmen af den norske black metal-scenes store kanoner opstod Tsjuder midt i ´90erne, og holder fortsat trofast fast i genrens kompromisløse aggression og de sataniske idealer. Læs blot deres Bandcamp, hvor de om nærværende ’Helvegr’ skriver:
“With this blistering aural assault, the band is certain to conquer 2023 with blasphemy and blast beats!”
Opskriften har med andre ord ikke ændret sig en tøddel siden Nag (bas/sang) og Draugluin (guitar) konsoliderede Tsjuder-lyden fra starten, og pladsen på trommestolen har fungeret som lidt af en svingdør for sigende kunstnernavne som Desecrator, Blod og AntiChristian. Siden forgængeren ’Antiliv’ har Jon Rice (Job for a Cowboy) nu overtaget pladsen, og både hans blasts og generelle håndværk sidder lige i skabet her på ’Helvegr’, uden det dog bør komme som den største overraskelse, hvis man kender lidt til Job for a Cowboy i forvejen.
Mere væsentligt er det dog, at ’Helvegr’ fra første færd er en mere fokuseret skive end ’Antiliv’, som manglede lidt af den nerve, der binder Tsjuder sammen. ’Iron Beast’ sparker helvedet i gang lige på og hårdt, og straks henføres man til Immortals isnende kolde bjergblack +20 år tilbage. Og Rice finder de store rundgange frem i introen til den efterfølgende ’Prestehammeren’, hvor de prøver at tilføje flere episke sondringer til Tsjuder-lyden.
Skal sandheden på bordet, så er de dog hyppigst bedst, når de holder sig til den nådesløst aggressive linie, og deres ekskursioner ud i mere episke, komplekse og atmosfæriske udfald fungerer bedre andetsteds på pladen. ’Surtr’ demonstrerer for eksempel fint, at de sagtens kan finde ud af at bygge numre op over længere tid. Over syv minutter stormer den af sted som en riff-fest med tremolo-finesser og momentære bombastiske udsving uden at tabe grundnerven på gulvet. Samme balance gør sig gældende på ’Gods of Black Blood’, hvor der er skruet lidt ekstra op for dynamikken i brugen af chants og black'n'rollede grooves. Det næsten otte minutter lange titelnummer åbner ud som et throwback til Mayhem anno ’De Mysteriis…’ med rallende galskab og vuggende tyngde, men udvikler sig desværre til en jævnt langsommelig repetition af samme temaer om og om igen, kun opbrudt af en i øvrigt ganske ferm guitarsolo på halvvejen.
Vil du have din Tsjuder råt for usødet uden opblødende elementer undervejs, så får du også det på skæringer som ’Gamle-Erik’ (ja, den folkelige norske betegnelse for fanden – selvfølgelig), ’Faenskap og Død’ og ’Chaos Fiend’. De førstnævnte bevæger sig dog lige lovligt meget på autopiloten, mens de vanlige, tremolo-baserede melodilinier har mere at byde på i ’Chaos Fiend’.
Savnede du ligesom undertegnede lidt af gnisten på ’Antiliv’, så er der mere at komme efter her på ’Helvegr’. Den skriver bestemt ingen historiebøger, men gør sådan bare det, som Tsjuder gør bedst. Måske er Tsjuder bare aldrig ment til at ændre sig. Lidt småkedeligt og konservativt vil nogen usvigeligt mene.
Det mest overraskende er vel næsten, at de samme dag som udgivelsen af ’Helvegr’ udgiver en EP kun med Bathory-covers – udmærkede gengivelser, bevares, men den timing kunne de nu godt have overvejet bedre. Omvendt behøver man vel heller ikke føle sig for hellig til engang imellem at forfalde til nye black metal-udgivelser, der imiterer genrens store forbilleder – der er i hvert fald stadig intet helligt over Tsjuder her i 2023.