Når potentiale forvandles til guld
‘Beyond the Reach of the Sun’ er alt det, mange progbands higer efter – et ambitiøst værk, der endelig bringer hele Anciients-paletten i spil blandt progmetallens mastodonter.
2. Despoiled
3. Is It Your God
4. Melt the Crown
5. Cloak of the Vast and Black
6. A Celestial Tyrant
7. Beyond Our Minds
8. The Torch
9. Candescence
10. In the Absence of Wisdom
Til min forundring var ingen af mine kolleger opmærksom på ‘Voice of the Void’, dengang den landede i 2016, et år inden jeg blev optaget i Devilution-regi. En glimrende banger af en plade, der allerede på det tidspunkt viste Anciients' tæft for hooks og gode melodier, mens der blev spillet med åbne kort i inspirationer, ikke mindst fra tidlig Mastodon til Old-Peth. Desværre dog også en plade, der udover en Juno-award (Canadas svar på Grammys) for bedste heavy metal/hard rock-navn aldrig kom langt ud over scenekanten p.g.a. tunge, familiære omstændigheder for sanger/guitarist Kenny Cook samt, at hans sanger/guitarist-sidekick Chris Dyck forlod bandet året efter.
Udover Cook og trommeslager Mike Hannay er det derfor et helt nyt Anciients, der møder os her otte år senere, med Brock MacInnes som ny mand på den seksstrengede samt bassist Rory O’Brien, der joinede bandet blot en uge før indspilningerne til denne tredje plade i Anciients-kataloget.
Hvor stiller det så Anciients i 2024?
Well – ambitionerne har bestemt ikke fortaget sig. Titlen ‘Beyond the Reach of the Sun’ spiller på, hvordan psyken bliver ramt, når mørket tager til, og kontrasten mellem lys og mørke er i det hele taget en stærk spiller, som pladen folder sig ud. En plade med musikalitet og dynamik i højsædet, hvor overgangene smelter flydende sammen som smør på friskbagt brød, og hver sang står ud som en perle i sig selv, lige såvel som i forlængelse af hinanden. Lidt af en rejse at begive sig ud på med både keys, twin-leads og hårdt opskruede arrangementer som del af den musikalske lagkage, så indstil dig på at blive revet godt rundt i manegen, efterhånden som ‘Beyond the Reach of the Sun’ tager fart!
Selvom sangskrivningen også stod ud på forgængeren, så er det alligevel imponerende hvor meget skarpere den står i denne ombæring, uden Dyck i bandet. Anciients lyder stadig umiskendeligt som Anciients. Identiteten er tydelig fra skæring til skæring, og Cook bærer vokalen, lige fra det Åkerfeldt’ede brøl til den indfølte skønsang, imponerende stærkt på egen hånd.
‘Forbidden Sanctuary’ åbner med lidt af det hele i værktøjskassen hen over de otte minutter, sangen varer. Indfølt melankoli, Lækre soli, jazzede feels og blastbeats, alt sammen indsvøbt i organiske arrangementer, inden den runder af i et dødsmetallisk crescendo. I det doomede register finder vi ‘Is It Your God’, der viser Hannays forcer som en sublim teknisk virtuos bag tønderne i hele midtersektionen, hvor han spiller ligeværdigt op mod guitaristernes twinleads. ‘Melt the Crown’ er velsagtens det nærmeste, de kommer på ‘Crack the Skye’-era Mastodon, uden det på nogen måde skal ligge dem til last, når det nu er så afsindigt godt melodisk skruet sammen, som tilfældet er. Har du trang til lidt mere banger-potentiale, så skal ‘Cloak of the Vast and Black’ også nok få pulsen i vejret med intrikate, tekniske opbygninger, som de på glimrende vis får orkestreret, så det straks bliver lettere spiseligt – og på den måde er det i det hele taget en forfriskende, appetitlig plade lige fra første lyt, som stadig ikke har mistet sin charme for undertegnede her efter tre måneders hyppige genhør.
Det appetitlige element hjælpes på vej af en moderne produktion, der er glimrende afbalanceret med MacInnes og Cooks twin guitar-attack meget i forgrunden. Jeg kunne godt ønske mig lidt mere oomph i trommelyden, mens det mest markante dog er, hvor lidt O'Brien på bassen gør væsen af sig i lydbilledet. Her kunne forklaringen meget vel ligge begravet i det faktum, at han som nævnt kom ind i bandet blot en uge før indspilningerne, hvorfor hans rolle her lægger sig meget i den sikre, underbyggende ende.
Ridserne i lakken er i det hele taget nede i bagatelgrænsen, hvor ‘A Celestial Tyrant’ føles en smule overflødig, hvis man er udfordret af de 59 minutters spilletid i disse utålmodige streaming-tider. Scifi-viben i det synthede instrumentalnummer ‘Candescence’ savner måske også lidt retning, men som afvekslende soundscapes kan vi igen kun anerkende, at Anciients tydeligvis tør udfordre og rammer noget, der er helt deres eget.
‘Beyond the Reach of the Sun’ fortjener at blive hørt, uanset om du er til metal i den progressive ende eller ej. Ikke mindst for den melodiske sangskrivning og for musikaliteten, der strømmer ud over alle pladens mange, organiske twists and turns. Alt virker hypergennemtænkt, og er du typen, der helst undgår den kvalitet i din metal, så finder du måske knap så meget at komme efter her. Skyr du dog ikke slige ambitiøse, musikalske vingefang, så sæt en time af til at svælge dig i Anciients' univers. Tredje gang er vitterligt lykkens gang her på en plade, der meget vel kunne havne på manges årsliste om et par måneder.