Fortryllende levering fra de svenske progkonger
Populær
Mens vi fortsat afventer et nyt udspil, indleder Opeth sin Summer Sojourn Tour på Amager Bio med en lækker kavalkade af hits fra hele karrieren, og tør Åkerfeldt-humor galore.
Ghost of Perdition
Cusp of Eternity
Heir Apparent
In My Time of Need
Face of Melinda
Leper Affinity
Eternal Rains Will Come
The Drapery Falls
Sorceress
—-------------
The Grand Conjuration
Deliverance
Det er altid med en snert af drømmetænkning, når et band drager på tour, mens en ny plade er på vej, og der endnu ikke er nogen singler ude. Er det mon et rent nostalgisæt, vi har i vente, eller bliver vi prøvekaninerne, der får lov at høre nogle af de nye toner for første gang?
Der er trods alt gået fem år siden ‘In Cauda Venenum', og i mellemtiden har Opeth allerede gæstet Danmark tre gange, hhv. på Det Kongelige Teater, på Copenhell samt 30-årsjubilæet i Den Grå Hal – koncerter, vi alle har givet fire eller fem stjerner – så spørgsmålet er, om de stadig kan opretholde det høje bundniveau, vi kender dem for.
Allerførst er det dog Green Carnation, der har fået æren af at varme op i aften. Et norsk orkester med lige så mange år på bagen som aftenens hovednavn, omend der var en mellemliggende periode i 90'erne, hvor In The Woods… tog over, før Green Carnation samlede trådene igen på den goth-tonede 2000-debut. Aftenens kvarter lange åbningsnummer, ‘My Dark Reflections of Life and Death’, stammer netop herfra, og åbner spacerocket ud, inden den finder sit goth-rockede pace et par minutter inde. Et tungt nummer, fint underbygget af Kjetil Nordhus’ både højstemte og kraftfulde vibrato. Som tiden går, virker det dog som utroligt lang tid som supportnavn at bruge på ét nummer, der ikke gør mere væsen af sig – ikke, at de ikke kan deres metalliske fundament, men den der nærmest heavy roll’ede midtempo-dominans gør bare, at de lander et sted mellem at være for letfordøjelige til rigtig at røre, og for stenede til rigtig at slå benene væk under os på nogen måde.
De progressive tendenser på ‘The World Without a View’, med hvad dertil hører af licks og delikate opbygninger, gør dagens supporttjans lidt mere berettiget, og vi under dem da også i aften at have det største fremmøde af alle deres tre koncerter på dansk jord gennem årene. De mangler dog stadig en del for rigtig at bevæge – og desværre måtte de afbryde tredje og sidste nummer, titelnummeret fra 2020's ‘Leaves of Yesteryear’, halvvejs inde, fordi den ene guitarist fik et akut anfald. Godt bandet på den måde husker at tage vare på sig selv og hinanden, omend de da også næsten havde opbrugt deres halve times spilletid, og det var nu også fint nok. Ikke, at Green Carnation var dårlige decideret, men altså. Spændende var det ikke. 
Og således videre i teksten til trækplasteret. Selv om der altid pågår evindelige diskussioner mellem dem, der udelukkende sværger til Oldpeth, dem, der sværger til den progrockede, growl-fri æra de sidste 15 år og så dem, der tager det hele til sig, så rører Opeth noget særligt for os alle i aften. Det er ikke tilfældigt, at koncerten har været udsolgt i månedsvis – også selvom vi snakker en hverdag i starten af industriferien, hvor mange også kunne lade sig friste af en vis anden koncert andetsteds på Amager. Som det lyder fra Mikael Åkerfeldt sent i sættet:
“I’ve heard, Judas Priest are playing tonight - why aren’t you there?”
Selv har jeg, med undtagelse af en headlinertjans på Aalborg Metal Festival 2008 samt en Heritage-tour i 2012, der udspillede sig mens jeg studerede i Moskva, set samtlige Opeth-shows i Danmark de sidste 20 år – og derfor skal i aften da heller ikke være nogen undtagelse. Fra start med aftenens ældste indspark, ‘Demon of the Fall’, der lægger lidt tungere fra land end vi kender den. Gudskelov ikke en tendens, der fortsætter, som de glider over i den sublime ‘Ghost of Perdition’, der slår dét hårdere netop p.g.a. temposkiftet. Bevidst valg eller ej, så er det hér, hvor koncerten tager fart i et væld af highlights de næste to timer.
Waltteri Väyrunen (ex-Paradise Lost), som blot havde spillet med dem i et par måneder inden jubilæumsshowet i Den Grå Hal i 2022, er tydeligvis en trommeslager, der lægger sig uhyggeligt meget på beatet, og uhyggeligt lidt udenfor – og med den kompleksitet, det afkræver at gøre forgængere som Martin Axenrot og Martin Lopez kunsten efter, er det i sig selv en imponerende bedrift. Personligt sværger jeg mere til den frigjorte feel, Lopez havde, og Väyrunen er tværtimod tydeligvis en metal-trommeslager, der holder sig til bogen – men for pokker, hvor det dog også underbygger det stærke fundament, Opeth har i rytmesektionen sammen med ligeledes stilrene Martin Mendez (bas).
Ingen Opeth-koncert uden masser af vittige indspark fra Åkerfeldt – og i dag er om muligt den mest vittige udgave af Åkerfeldt, jeg har oplevet til dato. Lige fra det obligatoriske spørgsmål, om han skal snakke svensk eller engelsk, hvor vi havner et sted derimellem i aftenens løb. Hvordan de på en tur til Island blev kendt for at have snus, i stedet for kendt for deres musik, fordi snus deroppe er guld. Hvordan Tribulations trommeslager har bygget hans nye altan, mens han selv har været en lazy fuck. Hvordan han føler sig som en anden Shirley Bassey med masser af kærlighed på hjerte, da vi når til den mest rørende udgave, jeg endnu har hørt dem spille af balladen ‘Face of Melinda’. Hvordan de engang satte begrænsninger for sig selv i brugen af dur-akkorder, og den efterfølgende ‘Leper Affinity’ illustrerer hans pointe. Hvordan blot én af sangene i aften indeholder ordet Satan (Kan I gætte hvilken?). Eller da et par minutter går med at signere studenterhuer fra forreste række, og hans random idé om en sang ved navn ‘Signing of the Hats’ munder ud i en større flok, der synger linien i samme dur som omkvædet fra ‘Demon of the Fall’, fordi hvorfor ikke.
Alt sammen som muntre indfald til at grounde os indimellem al musikken, der som oftest er i den seriøse ende – og selvom humoren andre aftener kan føles lidt mere off og unødvendig, så fungerer det perfekt i aften som løselige doseringer af opløftende afbræk, der binder os alle sammen i denne særlige stund.
Når det er sagt, så er det dog først og fremmest musikken, der samler os i aften – og vi bliver virkelig forkælet i aften! Underligt nok uden nogen numre fra den seneste plade, men ‘Cusp of Eternity’ er et af de øjeblikke, hvor Väyrunen bedst får demonstreret sine styrker og lagt det svedige groove. Det efterfølgende jubelråb, da den flydende går over i ‘Heir Apparent’, er et glimrende eksempel på det høje nørdeniveau, der er blandt os Opeth-fans, og er et tidligt højdepunkt på aftenen, med subtile, dissonante keytilføjelser fra Joakim Svalberg, og så det vel-pacede, forløsende klimaks inden outroen, hvis nogen i Bioen da ikke måtte have gåsehud allerede.
Nåhja, og så historien om dengang Tom Gabriel Warrior (Celtic Frost) så et af deres shows, og kun sagde én eneste ting til Åkerfeldt efter showet: “I really liked that song!” Om Tom også kunne lide resten vides så ikke, men den omtalte ‘Eternal Rains Will Come’ får vi derefter i en lækkert småjazzet udgave, inden aftenen begynder at lakke mod enden, med encores i form af ‘The Grand Conjuration’ og den obligatoriske ‘Deliverance’ – eller, som Åkerfeldt benævner den, “The song people like, just because of the outro”. Ikke, at hele nummeret ikke er en klassiker af rang, men ja … den slutning sidder unægteligt stadig i aften dybt på rygraden!
Godt nok ligger Opeth mig meget nær – men selv med dét i mente kan jeg ikke løbe fra at have set en håndfuld koncerter med dem, hvor det bare ikke spillede. Skulle det alligevel komme som en overraskelse, så er i aften bestemt ikke en af de aftener – også selvom dette er deres første koncert i halvandet år. Man kunne være et pernittengryn og kommentere på lige lovligt rungende tablas i ‘The Grand Conjuration’, den tungere pacing af åbningsnummeret og ‘In My Time of Need’, eller Väyrunens lidt mekaniske trommestil – men reelt er det små skønhedsfejl under en koncert, der bevægede sig fra momentum til momentum, så det største irritationspunkt næsten var, hvornår der var tid til en toiletpause. Det kan man da vist kalde for et luksusproblem.
Kærligheden kunne da også mærkes i salen, hvor både latter, fokus og øjenkontakt undervejs indikerede, at det her altså var lige, hvad vi alle havde håbet på, hvis ikke mere til. Også selvom vi ikke fik noget nyt at høre – og selvom min makker i aften, der så dem helt tilbage på ‘Morningrise’-turnéen varme op for Cradle of Filth på Stengade, altså ikke fik nogen genhør helt så langt tilbage i karrieren.
Mindre kan nu også gøre det – der er i hvert fald næppe nogen her, der fortryder, at de ikke tog til Judas Priest i stedet. Det skulle da lige være dem, der stadig går med den naive drøm om at kunne være flere steder på samme tid …
PS. Svaret på, hvilken Opeth-tekst i aften, der indeholder ordet "Satan", er 'The Grand Conjuration' – det var så lidt.