”Hvor fedt, mand!”

AC32196D-CCF2-4081-9CCF-FE33FD1B4478-50205-000005A63C4E5D79
A63A2454-9B28-4459-9506-E460D2C7BAF8-50205-000005A548289B84
D43CD46E-C139-4970-8995-F0360561B14D-50205-000005A653C562F5
49B7DAF1-E59A-455A-98F9-12E4289FE827-50205-000005A51643907E
BABD72E7-CD05-40B0-9215-3A3DCBF16E5C-50205-000005A5F55D257C
428C4583-BA18-446B-8A1A-86B29E070D79-49847-00000595854984CE
150A9603-6DC9-4A09-9306-48A72A82734D-49847-000005954BED2B27

På trods af sygdom leverede Åkerfeldt & co. en af karrierens stærkeste koncerter på dansk grund med flere sjældent spillede sange i godteposen til nye såvel som gamle fans.

Kunstner
Dato
17-11-2019
Trackliste
1. Livets Trädgård
2. Svekets Prins
3. The Leper Affinity
4. Hjärtat Ved vad Handen Gör
5. Reverie/Harlequin Forest
6. Nepenthe
7. Moon Above, Sun Below
8. Hope Leaves
9. The Lotus Eater
10. Alting Tar Slut
-------
11. Sorceress
12. Deliverance
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
5

For et par år siden var det DR Koncerthuset, i aften Det Kongelige Teater. Opeth bryder nye grænser i disse år, både kunstnerisk og på koncertfronten, og i aften skulle det vise sig, om  'In Cauda Venenum' ville træde lige så stærkt i karakter live, som den gør på plade.

De er første metalnavn til at spille Det Kongelige Teater, og personalet er tydeligvis på udebane. Ved indgangen bliver battlevestene inspiceret påfaldende nøje, og lange køtilstande ved baren bekræfter, at de tydeligvis ikke er vant til et så øldrikkende publikum. Desuden er der blot to toiletter ved baren, hvoraf det ene er lukket hele aftenen, hvilket selvsagt også kunne resultere i længere ventetid med samlede ben, hvis man ikke kommer rettidigt. Faktorer, der dog er lykkeligt glemt, så snart man er plantet i salen og sidder med følelsen af at genopleve de storslåede kulisser fra deres tilsvarende storslåede koncert på The Royal Albert Hall.

Inden da er The Vintage Caravan dog på programmet. En islandsk trio, der spiller på alle rockens klassiske dyder med korsektioner, hvor alle tre synger, bassisten i bunden, mens trommeslagerens røst agerer det rustne modsvar til guitaristens renere klang. Nostalgien efter 1970ernes frie udtryk står også frit til skue i garderobens udvalg af læderveste og leopardplettede skjorter.

Måske kender du følelsen af at være til koncert med et band, som du tænker, at du muligvis har set før, men du ved det ærligt talt ikke med sikkerhed, fordi de ikke gjorde noget bemærkelsesværdigt for at rykke din bevidsthed. Sådan føles The Vintage Caravan, men med det sagt gør de dog en stærk indsats for at sætte skub i salen på trods af det stillesiddende format. Det kræver mere af bandet selv at præstere på scenen, når den fysiske interaktion med publikum er begrænset, og Oskar Agustsson skyder flittigt soli afsted med guitaren som sin pistol rettet ud mod salen, hvor især den lange, Hawkwind-inspirerede spacerock-outro i 'Expand Your Mind' og den stonergroovy sætlukker 'Midnight Meditations' gør underværker – hvis man ser bort fra den unødvendigt repetitive Rabalderstræde-effekt i længden.

Islændingene er for så vidt fine nok, men vi glemmer dem sikkert lige så hurtigt igen, og den generiske retrorock taber terræn i det lange løb. Det virker lidt sært, hvad de laver her som support for en af progmetallens største giganter, men om ikke andet lever de op til forventningen som den mondæne forret, inden hovedretten kommer på bordet.

Med et kvarters forsinkelse bygger introen fra 'In Cauda Venenum' op, mens det velkendte Opeth-logo bliver tegnet på skærmen i takt til musikken, og 'Svekets Prins' åbner gildet for de næste to timer med bandet projekteret frem på skærmene i sangens indledende korsekvens. Det er hurtigt tydeligt, at Fredrik Åkesson havde ret, da han i vores interview for et par måneder siden lovede os et nyt setup på denne tour, hvor filmdelen sammen med de røgede lamper i baggrunden tilføjer kolorit til det hele. Opeth vil give os en oplevelse udover det sædvanlige, også på sætlisten, der skrotter mange af sangene fra turnéen for 'Sorceress' til fordel for folk som undertegnede med utallige Opeth-koncerter på cv'et. Længere tilbage end 'The Leper Affinity' fra det store gennembrud 'Blackwater Park' kommer vi dog ikke, men Åkerfeldt & co har også rykket sig imponerende langt siden da. Man kunne selvfølgelig være bagstræberisk og klandre dem for at underminere de mere hårdføre skæringer fra de yngre år. Som Mikael Åkerfeldt bemærker: 

”Do you wanna hear some old shit? Of course you do, it's a no-brainer. People always wanna hear stuff 5 years back, or 10. We're 30 years now! We're certainly not gonna play anything like Morbid Angel. Maze of torment, maze of torment, maze of torment, maze of døøøth!”

Onkelhumoren fejler som vanligt intet hos hr. Åkerfeldt i front. Til gengæld beklager han tidligt i sættet, at han er lidt syg, ligesom bassist Martin Mendez og trommeslager Martin Axenrot – hvorimod de andre bare er nogen ”sick motherfuckers”. Stemmen bliver lempeligt aflastet, hvor det er muligt, og Fredrik Åkesson synger mere end vanligt. På trods af at han ikke helt lever op til Åkerfeldts fløjlsbløde røst, giver det mere spil til dynamikken i live-situationen, ikke mindst i sidste halvdel af den rørende, smukke 'Alting Tar Slut'. Sygdommen slår ingen skår i glæden, når de som her bruger det til deres fordel, og resten af bandet træder tydeligere i karakter, ikke mindst i de sjældent spillede sange, som da Axe går whiskers-jazzy på 'Nepenthe', og et af aftenens utvetydige højdepunkter, den ekspansive 'Moon Above, Sun Below'.

Åkerfeldt, i aften med pimpet hat, forspilder sjældent en chance for fjollede bemærkninger, men giver sig ekstra tid til at tale teateret op på svensk. Tydeligvis en udfordring for flere i salen, som han imødekommer med et lespende ”For hælved´!” Man kan sige, hvad man vil om Åkerfeldts talegaver, men på aftener som i aften er det svært ikke at grine med, også selvom man ikke altid forstår, hvad han mumler om. For når alt spiller, må man jo give manden ret, når han udbryder '”Hvor fedt, mand!”. De golde birketræer på videoen bag bandet står helt stille under den lange staccato-outro til 'Reverie/Harlequin Forest', og under aftenens tungeste indslag, 'Lotus Eater', lægger tågen sig som et film noir-slør under den stille mellempassage. Ordene ”There will be some words in growlish later on from our sponsors” var med netop 'Lotus Eater' og den obligatoriske afrunder 'Deliverance' for øje, og de bliver leveret med vanligt kølig perfektionisme som afrunding på endnu en stor aften i svenskernes selskab.

Med godt 15 Opeth-koncerter på bagen er det svært at komme udenom, at perfektionismen nogle gange kan gå ud over deres evne til at ramme publikum. Sådan er det bestemt ikke i aften, hvor sygdommen bliver brugt til bandets fordel. 'Alting Tar Slut' er en fantastisk lukker af det traditionelle sæt, og med dens tematiske outro tager den sig ud som en fjern slægtning til den tilsvarende og velkendte tematiske afrunding på 'Deliverance'. Opeths reperoire er imponerende, både i kvalitet og kvantitet, og når de som her ryster godteposen godt og grundigt, kommer det både nykommerne og de vante Opeth-fans til gode. Selvom 'Still Life' for få uger siden fyldte 20 år og for undertegnede er en af karrierens største bedrifter, gør det ikke spor, at bandet efterlader den tid urørt. Opeth er i evig progression, og selvom der har været bump på vejen, kan intet slå dem ud i aften. Ikke engang sygdom.

Åkerfeldt konstaterede: ”People always scream for 'Freebird'. Maybe we're gonna play it one day?” På aftener som i aften havde vi sikkert været ellevilde, selv hvis der var 'Freebird' i hatten.