Tilbagetrukket og nyttesløst

Populær
Tilbagetrukket og nyttesløst

Opeth leverede en metalkoncert uden punch og spillede syv kvarters stormfulde gode sange uden meget hjerte.

Kunstner
Spillested
Dato
27-11-2012
Distributør
Trackliste
1. Devils Orchard
2. Ghost of Peridition
3. White Cluster
4. Hope Leaves
5. Deliverance
6. Hessian Peel
7. Häxprocess
8. Reverie/Harlequin Forest
----------------------------------
9. Blackwater Park
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
2

For at være ærlig, så er det svært at sætte ord på, hvad det præcis er ved Opeth, der gør, at de i sidste ende er så skuffende et liveband, som de desværre er. Tirsdagens koncert i Store Vega var denne skribents sjette koncert med de progressive metalhoveder fra Stockholm, og med fire skuffelser i bagagen, og altså kun en enkelt én til den positive side af hukommeren, var udsigterne ikke gode. Men med rygter om, at Åkerfeldt og co. skulle havde vist sig fra deres stærkere side dagen forinden, hvor de spillede Voxhall i Århus, var det alligevel med åbenhed, at man endnu engang kastede sig ud i det.

Det havde man ikke behøvet.

Aktuelle for båtnakker

Med en aktuel plade som dette års ’Heritage’ manglede åbenheden egentlig bare. Til trods for at Opeth på dette, deres tiende studiealbum til dato, bevæger sig endnu længere væk fra den progressive dødsmetal, som de startede ud med at knalde af sted i midten af 90’erne, er sidste skud på stamtræet formentlig bandets bedste udgivelse siden hovedværket ’Still Life’ (1999).

Til trods for, at ’Heritage’ er bandets aktuelle tour-album, overrasker det dog ikke, at de blot lader to numre fra pladen indgå på sætlisten. Det skuffer, men det overrasker ikke. Opeth har fået virkelig meget tæsk på internettet for deres seneste antimetalliske, men suveræne tilgang til rocken, og en alternativ siddekoncert med indfølt folk-prog ala 70’er-stil går sgu bare ikke hånd i hånd med bøvede båtnakker i wifebeaters, der råber langt mere op, end de rocker ud. Tur-konsekvensen er en mere sikker sætliste med gengangere.

Sangene

Gengangerne denne aften, hvis vi kan kalde dem sådan, var storhittet ’Deliverance’, aftenens bedste nummer ’White Cluster’ samt ’Reverie/Harlequin Forest’, alle numre spillede de også, da de besøgte KB Hallen med Dream Theater i 2009. Sangrepetitionen gjorde dem til tre af de bedst spillede numre for aftenen, uden at de blev optimale af en grund.

I live-regi er det som om, at Opeth træder ét skridt tilbage, og forventer at sangene gør hele benarbejdet selv. Med 150 overståede koncerter med ’Heritage’ alene, så kan man måske nok acceptere en vis naturlig, tilbagelænet cool attitude, så længe det selvfølgelig ikke går ud over de dystre nosser, som sangenes troværdighed står og falder med. Men den er der ikke. The Opethesque fornemmelse er der bare ikke. Længere er den næsten ikke. Nogle har det, andre har ikke. Opeth har det ikke.

Det sublime ødelagt


Åkerfeldts personlige yndlingsnummer fra ’Heritage’, ’Háxprocess’, blev heldigvis hevet frem som et forholdsvist nyt nummer på turnéen.  Der er slet ingen tvivl om at nummeret er et af pladens bedste og generelt en af deres bedste mørke ballader til dato. Det tidlige repeterende Steven Wilson-konnoterede akustiske guitarspil minder én mere om Storm Corrosion, og det samme gør sangens afsluttende halvandet minut, der samtidig er et af Opeths sublimeste øjeblikke. Overhovedet. Denne aften blev øjeblikket ødelagt af amøbepublikummer, der gjorde det til en sport at tysse på hinanden, så meget af deres ssssshhhhh-lyde overdøvede en suveræn, men meget stille solo.

Zzzzzzzone out


Koncerter består selvfølgelig af mange faktorer. Nogle af de faktorer, der samtidig kan være vigtige for ét band, kan være aldeles ligegyldige for et andet. Stort set alle bands har midlertidige pauser mellem numrene at skulle forholde sig til. Med mindre man hedder Sleep og fylder sætlisten ud med ’Dopesmoker’, vil der som regel altid dukke disse intermissions op, som skal fyldes ud med det ene eller det andet. Hos Opeth overlades pauserne mellem numrene til en langtrukken tår humor fra Åkerfeldt. Det spolerer virkelig meget.

Det er egentlig ikke fordi, Åkerfeldt ikke er morsom. Det er han. Og det er samtidig helt befriende med en frontmand, der flasher sin nyerhvervede Mercyful Fate t-shirt frem, med muskler og heltepatos. Problemet er, at man bliver hevet ud af den som publikum igen og igen og igen og igen. Der er ikke ét nummer, der bliver fyret af uden en snakkende pause, hvilket fuldstændig spolerer helhedsoplevelsen.

Afsluttende patos


Man burde ikke kunne fejle med en så knaldsort patos, som ’Blackwater Park’ er, og det gjorde Opeth egentlig heller ikke. Faktisk var det som om, at det først her gik op for bandet, at de altså havde noget at leve op til. Niveauet blev i hvert fald hævet den tand, der viser, hvorfor det er, at man giver Opeth sin kærlighed. Hér leverede de kort sagt med åbenlys vellyst. Selv Martin Mendez’ suverænt skæve afsluttende basgang lød som den skulle her.

Med den frustrerende foregående halvanden time i mente virkede det afsluttende gode dog hovedsageligt som salt i såret. Det kan selvfølgelig også være, det er overlagt, at koncertens afslutning lige får dét ekstra, således at publikummerne kommer igen også næste gang, bandet kommer til byen. Personligt er jeg ved at have fået nok af Opeth-koncerter. De er et af de bands, der er bedre på plade.